Verdens bedste mål
1986. Resultatet af VM-kvartfinalen mellem Argentina og England overskygges af Maradonas to berømte scoringer: 1-0-målet med ’Guds hånd’ og slalomturen fra egen banehalvdel gennem forgæves tacklende englændere på vej mod 2-0-målet. Gary Lineker reducerede til resultatet 2-1 og blev VM-topscorer, men Argentina vandt VM takket være en enmandshær med et 10-tal på ryggen. Maradona scorede 24 gange i 60 landskampe, der omfattede VM i 1982, 1986, 1990 og 1994, hvor han blev stoppet af en positiv dopingtest.
Italiensk mester
1987 og 1990. Trods sin uomtvistelige verdensklasse er Maradonas klubkarriere en mere broget historie, der udspillede sig i Argentinos Juniors, Boca Juniors, Barcelona, Napoli, Sevilla og Newell’s Old Boys og sluttede i Boca Juniors. Bevares, han scorede 22 gange i 36 kampe for FC Barcelona, men i Napoli løftede han et middelmådigt hold til fire titler: mesterskaber i 1987 og 1990, pokaltitlen i 1987 og Uefa Cuppen i 1989. Efter 115 mål i 259 kampe forlod han i 1992 klubben med 15 måneders karantæne for endnu en dopingdom, men siden har ingen i klubben spillet med nr. 10 på ryggen.
Til VM som landstræner
2010. Maradona fik yderligere en VM-slutrunde, da han i 2008 efterfulgte Alfio Basile som argentinsk landstræner og førte holdet til slutrunden i Sydafrika. Efter et nederlag til Tyskland på 4-0 i kvartfinalen blev Argentina rangeret som nummer 5. Maradona fik ikke forlænget sin kontrakt efter VM-slutrunden og mindre end to år på posten. Trænerkarrieren blev også en omflakkende tilværelse med kortvarige ophold i fire argentinske klubber, i to klubber i De Forenede Arabiske Emirater og en mexicansk klub. Indtil sin død var Maradona tilknyttet Gimnasia de La Plata som træner.
Verdens bedste – eller?
2018. Diskussionen har stået på i 30 år og vil fortsætte i det uendelige: Var Pelé eller Diego Maradona verdens bedste fodboldspiller i deres århundrede? De to sydamerikanske legender mødtes i december 2017, da Ruslands præsident, Vladimir Putin, var vært ved en middag forud for lodtrækningen til VM-slutrunden året efter. Putin er en af mange berømtheder, der gennem tiderne er blevet fotograferet sammen med Maradona, der var en stor beundrer af statsledere som Hugo Chávez og Fidel Castro.
fortsæt med at læse




























