Fodbold. Leicester skulle vinde urealistisk stort, men havde dog en teoretisk chance for at spille sig helt til tops i Premier League. Det endte med et fælt flop mod Fulham, der med Joakim Andersen som anfører vandt 2-1 og kravlede over nedrykningsstregen. Efter en fræk afslutning fra Jamie Vardy slog Fulham kontra med Ademola Lookman som målscorer bag Kasper Schmeichel efter en halv time og Ivan Cavaleiro Fuchs gjorde det inden pausen til 2-0 på et straffespark begået af Christian Fuchs mod Bobby Reid. Først 5 minutter før tid fik indskiftede Harvey Barnes reduceret for Leicester, der indtager fjerdepladsen i den jævnbyrdige Premier League.
Alle resultater og stillingen i Premier League
Fodbold. Man kan vist godt antage, at Sampdoria-træner Paolo Benetti var tilfreds med sit holds præstation, eftersom han udskiftede fire mand i pausen af udekampen mod Torino fra bunden af Serie A. Det sendte blandt andre Mikkel Damsgaard på banen og udskiftningerne havde effekt, eftersom Sampdoria vendte 0-1 til 2-1, men det endte ikke desto mindre 2-2 på en udligning af Soualiho Meite i 77. minut.
Alle resultater og stillingen i Serie A
I sidste uge dømte Stephanie Frappart Europa League-kampen Granada-Omonia Nicosia.
Fodbold. Stephanie Frappart bliver den første kvindelige dommer i Champions League, når hun onsdag skal dømme Juventus-Dinamo Kiev. Den 36-årige franskmand blev i april 2019 også den første kvindelige dommer i den hjemlige liga, hun dømte sidste år dømte Super Cup-kampen mellem Liverpool og Chelsea, og i oktober fik hun debut som dommer i Europa League.
Med fire individuelle sejre, en førsteplads i en holdkonkurrence og den samlede sejr på Ladies European Tour er trofæerne væltet ind til Emily Kristine Pedersen de seneste måneder.
Golf. Nok tjener golfspillerne flere penge og point til verdensranglisten i USA, men tre sejre i Europa gør selvfølgelig en forskel. Derfor er Emily Kristine Pedersen nu rangerede dansker på verdensranglisterne, hvor søndagens sejr i Spanien gav et avancement på 8 pladser, så hun nu er nummer 69 og dermed har overhalet Nanna Koerstz Madsen, der er nr. 72, mens Nicole Broch Larsen er nr. 94. Listen er i øvrigt domineret af koreanske og amerikanske spillere i sådan en grad, at Emily Pedersen er nr. 11 blandt europæiske spillere, hvor spanieren Ciganda Carlota som nr. 13 er den eneste i top-25. Joachim B. Hansen var den eneste dansker, der tjente point hos mændene med sin 20.-plads i Sydafrika, hvilket rykker ham 3 pladser frem som nr. 149 og næstbedste dansker efter 19-årige Rasmus Højgaard på 79.-pladsen.
Fodbold. 0-6-øretæven mod Spanien får ingen konsekvenser for Joachim Löws ansættelse som tysk landstræner. Efter et mandagens evalueringsmøde meddeler Det Tyske Fodboldforbund, DFB, at Löws kontrakt frem til VM 2022 står ved magt. »Hele DFB’s præsidium er enige: Alle sportslige målsætninger frem mod EM 2021 er opfyldt - vi har kvalificeret os til EM, vi er stadig i højeste niveau i Nations League, og vi er i øverste seedningslag ved lodtrækningen til VM-kvalifikationen. Derfor har Joachim Löw stadig tilliden fra DFB’s præsidium«, står der på DFB’s hjemmeside.
FCM-spilleren Evander, der her har scoret mod FCK, kommer alligevel ikke til at spille Champions League tirsdag aften mod Atalanta.
Fodbold. FC Midtjylland må klare sig uden en af holdets stærkeste midtbanespillere i tirsdagens udekamp mod Atalanta i Champions League. Efter at have været smittet med coronavirus har brasilianeren Evander ellers fået grønt lys til at spille superligakampe og europæiske kampe igen, men spilletilladelsen fra Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) er ikke nok til at sikre hans deltagelse mod Atalanta. De italienske myndigheder vil nemlig ikke tillade Evander at spille, da han ikke lever op til kravene for deltagelse i professionel sport i Italien. Det skriver FC Midtjylland på sin hjemmeside. Sportschef Svend Graversen ærgrer sig over situationen på både klubben og brasilianerens vegne. »Det er endnu et eksempel på den komplekse situation, vi befinder os i, og det er ekstremt svært at navigere i for vores spillere og stab«, siger Graversen ifølge Ritzau.
Fodbold. Wolverhampton-spilleren Raul Jimenez er blevet opereret for kraniebrud, efter at han søndag kom slemt til skade i udekampen mod Arsenal. De kommende dage skal portugiseren derfor ligge til observation. Det vides ikke, hvornår han kan påbegynde sin genoptræning og vende tilbage til fodboldbanen. Det skriver Premier League-klubben på sin hjemmeside.
Fodbold. Joan Laporta vil være præsident i FC Barcelona igen. På et pressemøde mandag bekræftede han, at stiller op til klubbens præsidentvalg i januar. Han var også præsident for klubben i perioden 2003-2010. Han var derfor blandt andet medansvarlig for købet af Ronaldinho samt ansættelsen af Pep Guardiola som cheftræner. Josep Maria Bartomeu trådte tilbage som klubpræsident i oktober.
Fodbold. Det skal gå stærkere med at få svar på coronatest i Superligaen. Derfor skyder Divisionsforeningen nu et pilotprojekt i gang om at lynteste spillere for coronavirus i situationer, der kræver hurtigt svar. De nye test skal give svar på 30 minutter. Det fortæller Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen, i en pressemeddelelse mandag. »Potentialet i lyntest med pålidelige svar er kæmpestort for professionel fodbold. Det er et scoop, at vi nu kan supplere de ugentlige test med sikre lyntest, når vi har behov for at få svar hurtigt. Det kan for eksempel være, hvis en spiller pludselig begynder at udvise symptomer, eller hvis et hold får en spiller til prøvetræning«, siger Claus Thomsen.
Nadia Nadim kommer ikke til at hjælpe det danske landshold, som tirsdag aften møder Italien i Viborg.
Fodbold. Det danske kvindelandshold er ramt af coronavirus før tirsdagens EM-kvalifikationskamp hjemme mod Italien. Landsholdsspillerne Nadia Nadim og Simone Boye samt assisterende træner Kristian Mørch Rasmussen er blevet testet positive med covid-19, oplyser Dansk Boldpil-Union (DBU) på sin hjemmeside. »De er alle tre blevet isoleret og sendt hjem. Samtidig har DBU valgt at isolere to spillere og en træner for en sikkerheds skyld«, skriver unionen. Det drejer sig om landsholdsspillerne Stine Larsen og Katrine Abel samt målmandstræner Heidi Johansen. De er isoleret og kan heller ikke være med i kampen. Danmark er allerede inden den sidste gruppekamp mod italienerne kvalificeret til EM. For keeperen Abel ser det ud til, at karrieren på landsholdet dermed slutter brat, da hun har meddelt, at hun stopper efter kampen mod Italien.
Håndbold. Odenses kvinder forstærker truppen med den hollandske højrefløj Kelly Vollebregt fra næste sæson. 25-årige Vollebregt har fået en treårig aftale med fynboerne. Fløjen, som har spillet syv landskampe for Holland, skifter fra den tyske klub Borussia Dortmund.
Fodbold. Randers FC får en anderledes træningsuge end normalt frem mod søndagens kamp mod Lyngby i Superligaen. Cheftræner Thomas Thomasberg oplyser til Randers Amtsavis, at hans hustru er testet positiv for coronavirus. Derfor er han gået i hjemmekarantæne og kan tidligst være tilbage på træningsbanen på fredag.