Nummer 23, 48, 87, 107 og 177 fra den aktuelle verdensrangliste. Det er forhindringerne for Danmarks mandlige landshold på den intense ekspedition, der har den omdiskuterede VM-slutrunde i Qatar som det eftertragtede sportslige mål.
Østrig, Skotland, Israel, Færøerne og Moldova er navnene på nationerne bag de fem tal – og det minder ærligt talt en hel del om en kvintet af modstandere, som landstræner Kasper Hjulmand kunne have fundet på at nævne, hvis han havde fået fuldstændig frit valg forud for lodtrækningen til kvalifikationen.



























