Superligaen
13. runde
Søndag
Sønderjyske-Randers FC 0-1
Lyngby-Vejle 0-0
AGF-AaB 3-0
FC København-OB 1-1
20.00 AC Horsens-Brøndby 1-2
Mandag
19.00 FC Midtjyl.-FC Nordsj. 3-1
FC Midtjylland-FC Nordsjælland 3-1
1-0 Anders Dreyer (9), 2-0 Alexander Scholz (12), 2-1 Mikkel Rygarrd (45+), 3-1 Sory Kaba (67)
FC Midtjylland sluttede efterårssæsonen i Superligaen af med manér, da sidste sæsons mestre mandag slog FC Nordsjælland 3-1 på hjemmebane.
Målene blev scoret af profilerne Anders Dreyer, Alexander Scholz og Sory Kaba, mens Nordsjællands Mikkel Rygaard reducerede for gæsterne.
Det var en logisk sejr til FCM, der dominerede i store dele af kampen.
Sejren betyder, at FCM overvintrer på Superligaens førsteplads med 27 point i 13 kampe. Midtjyderne har en bedre målscore end Brøndby på andenpladsen.
FCN har haft et svingende efterår, og med 16 point ligger Flemming Pedersens mandskab på ottendepladsen. Der er fire point op til FCK på sjettepladsen.
Brian Priskes tropper satte sig på opgøret med det samme, og allerede efter ni minutter slog midtjyderne til.
En af Superligaens helt store profiler i denne sæson, offensivspilleren Anders Dreyer, viste fantastiske dribleevner og sparkede bolden i mål til 1-0.
Bare fire minutter senere udbyggede en anden FCM-profil føringen til 2-0. Forsvarsspilleren Alexander Scholz tog et løb i modstandernes felt og scorede.
FCM var dominerende i hele første halvleg og skulle have ført med mere end 2-0, men i dommerens tillægstid slog FCN-midtbanespilleren Mikkel Rygaard til på et frispark og reducerede til 1-2.
I anden halvleg var hjemmeholdet atter dominerende, og FCN-keeper Peter Vindahl havde flere store redninger.
FCM pressede dog mere og mere på i løbet af anden halvleg, og det udmøntede sig i en forløsende scoring til 3-1 cirka 20 minutter før tid.
Et skarpt indlæg af højreback Dion Cools ramte Sory Kaba i hovedet, og angriberen kunne ikke undgå at score tæt foran mål til 3-1.
Gæsterne mistede herefter pusten, og FCM kunne sikkert køre sejren i land.
Horsens-Brøndby 1-2
0-1 Mikael Uhre (20, str.), 0-2 Jesper Lindstrøm (63), 1-2 Kjartan Finnbogason (90)
Brøndby vandt søndag 2-1 i Horsens, og dermed er det kun en sejr til FC Midtjylland over FC Nordsjælland mandag, som kan forhindre holdet i at overvintre på Superligaens førsteplads.
Brøndby sikrede sejren med kvalitet og effektivitet mod et Horsens-hold, der langt hen ad vejen gav topholdet kamp til stregen.
Især i anden halvleg pressede hjemmeholdet godt på, og det lykkedes da også til sidst at få reduceret til 1-2, men lige lidt hjalp det altså bundholdet.
Brøndby har nu 27 point, mens Horsens er noteret for seks point og overvintrer med ni point op til Vejle på den anden side af nedrykningsstregen.
Der kom gang i kampen efter et kvarters spil, da Horsens-keeper Matej Delac klodset tacklede svenske Simon Hedlund i sit eget felt.
I første omgang vurderede dommer Jakob Kehlet det ikke til et straffespark, men med hjælp fra VAR-vognen ombestemte han sig.
Herfra bragte angriber Mikael Uhre sikkert Brøndby på 1-0 med sin syvende sæsontræffer.
Fem minutter senere fik Horsens’ Louka Prip så chancen for at gøre Uhre kunsten efter, da albanske Lirim Qamili blev skubbet omkuld. Prip sendte dog sit forsøg på stolpen.
Kort efter pausen var det så islandske Kjartan Finnbogason, som var meget tæt på at udligne for hjemmeholdet. Hans forsøg blev dog headet væk på stregen af tyske Anthony Jung.
Horsens pressede herefter på, og det gav Brøndby gode kontramuligheder den anden vej.
Det blev efter en times spil dyrt, da Brøndby-profilen Jesper Lindstrøm blev sendt i dybden.
Her løb han fra Horsens-forsvaret, skød bolden under Delac og fordoblede udeholdets føring.
Horsens fik reduceret til 1-2 i overtiden, da Finnbogason scorede på en retur fra tyske Marvin Schwäbe i Brøndby-målet.
FC København-OB 1-1
1-0 Pep Biel (27), 1-1 Troels Kløve (64)
OB havde læst på lektien og stod kompakt, så holdet lukkede det centrale område, hvor FCK har haft succes med at spille på det seneste. I stedet rykkede FCK-angriberne med succes ud på siden af gæsternes forsvar, hvilket skabte føringsmålet.
Fynboernes genpres stressede til gengæld hjemmeholdet, og det kostede også sejren, da OB udlignede efter en erobring højt på banen.
Med det uafgjorte resultat forbliver FCK og OB på henholdsvis sjette- og niendepladsen.
Første halvleg bød på fine chancer i begge ender, hvor en stor redning af OB-målmand Oliver Christensen forhindrede FCK-angriberen Kamil Wilczek i at bringe sit mandskab foran efter 18 minutter.
I den anden ende stod OB’s kantspiller Moses Opondo for afslutningerne, men han manglede den sidste skarphed i to forsøg.
I stedet leverede den formstærke FCK-midtbane Pep Biel første halvlegs eneste scoring, da han elegant vippede den over i det lange hjørne og i mål via overliggeren i det 27. minut.
OB fik udlignet efter 64 minutters spil, da OB’s offensive profil Emmanuel Sabbi erobrede bolden højt og fik blokeret en afslutning hen i fødderne på midtbanespiller Troels Kløve, der sparkede bolden i det tomme net.
FCK pressede på for sejren mod afslutningen, men midtbanespillerne Pep Biel og Viktor Fischer missede, da de fik chancen.
OB’s midtbanespiller Jeppe Tverskov sparkede over mål fra kanten af feltet kort før tid. Dermed endte det hele 1-1.
AGF-AaB 3-0
1-0 Gift Links (16), 2-o og 3-0 Jon Thorsteinsson (29 og 34)
AGF kan gå på vinterferie med oprejst pande og en plads i den rigtig sjove ende af Superligaen.
Søndag tog aarhusianerne deres tredje ligasejr på stribe, da det hjemme på Ceres Park mod AaB endte 3-0 i ’den jyske klassiker’.
Til gengæld bliver julen nok knap så munter for nordjyderne, hvis seneste fem kampe kun har kastet en enkelt sejr af sig. Den kom mod bundproppen Lyngby.
AGF var fra start det bedste hold søndag. Der var da også kun gået et kvarter, da det blev 1-0.
Jon Dagur Thorsteinsson forsøgte sig fra venstre side af feltet. AaB-keeper Jakob Rinne kom nemt ned til den, men kunne ikke holde fast i det ellers håndterbare skud.
Bolden røg derfor lige ud på Gift Links, der uden at gøre ret meget andet end at stå på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt skubbede den i mål med kroppen.
Ti minutter senere blev føringen fordoblet. Bror Blume sendte bolden på tværs af feltet. Den endte ved Thorsteinsson, der ved stolpen prikkede 2-0-målet ind.
Islændingen var egentlig offside ved Blumes aflevering, men Jores Okore ramte bolden undervejs, og så fik målet lov til at stå efter et VAR-tjek, der efterlod især Okore uforstående.
AGF legede med gæsternes forsvar. Jon Dagur Thorsteinsson gjorde det lidt efter til 3-0 efter oplæg fra den tidligere AaB’er Patrick Olsen.
AaB kom bedre ud til anden halvleg. Efter at have været på hælene før pausen, var det nu gæsterne, som tog initiativet. Det var de på grund af situationen på måltavlen også nødt til.
Nordjyderne fik dog ikke ret meget ud af det. Frederik Tingager og co. i AGF-forsvaret havde godt styr på AaB-offensiven, som kæmpede med at komme til store chancer.
Som slutfløjtet nærmede sig, virkede AaB til at miste modet. Samtidig havde AGF ikke travlt med at komme fremad banen, og så faldt tempoet en smule.
Kampens udfald var der efterhånden ingen spænding om, og AGF kunne uden problemer indkassere de tre point.
SønderjyskE-Randers FC 0-1
0-1 Mathias Greve (71). Udvist: Haji Wright, SønderjyskE
Randers FC lukkede søndag efterårssæsonen af med femte ligasejr på stribe, da holdet på udebane slog Sønderjyske med 1-0.
Kampen blev ikke nem for værterne, der fik Haji Wright udvist kort før pausen.
Skarpheden manglede fra begge mandskaber i de helt afgørende momenter, og derfor var kampens eneste scoring en lidt heldig en af slagsen ved et afrettet skud.
Med tre point i sækken har Randers nu 22 point efter en flot stime af sejre, der har bragt holdet op i den rigtig sjove ende af tabellen. Sønderjyske har 19 point efter sit andet nederlag i træk.
Gæsterne bed hurtigt fra sig med en afslutning på overliggeren fra forsvarsspilleren Simon Graves i det andet spilleminut.
Det var tydeligt, at banen led under årstidens strenge vilkår, og det skulle få betydning i en afgørende situation. Alene med målmanden faldt hjemmeholdets Julius Eskesen over en knold i stedet for at sparke bolden i mål efter 17 minutter.
Hjemmeholdet var mest på bolden, men de helt store chancer udeblev.
Lige inden pausen skulle udfordringen så blive større for Sønderjyske, da topscorer Haji Wright modtog sit andet gule kort for hånd på bolden.
Det var ikke til at se efter pausen, at Randers var i overtal, da Sønderjyske fortsatte med at have bolden mest.
I det 71. minut lykkedes det dog i stedet gæsterne at bringe sig foran, da Mathias Greves skud udefra blev rettet af og snød Lawrence Thomas i Sønderjyske-målet.
Dermed kan Randers gå på vinterferie med medvind ryggen efter en imponerende afslutning på efterårssæsonen i Superligaen.
Vejle-Lyngby 0-0
Intensitet var der nok af, mens de store chancer var en mangelvare, da Lyngby og Vejle søndag spillede 0-0 i Superligaen i årets sidste runde.
Lyngby havde bolden mest, men offensiven manglede saft og kraft, og Vejles plan med at stå kompakt på banen og få lukket ned for hjemmeholdet lykkedes.
Vejle kan da også være mest glad for pointdelingen, da den betyder, at afstanden ned til bundholdet Lyngby fastholdes på 11 point før den kommende vinterpause.
Lyngby har haft et skrækkeligt efterår i Superligaen, hvor holdet ikke har vundet en eneste kamp, så det skal der ændres på i forårets resterende 19 kampe, hvis holdet skal undgå nedrykning.
Kampens betydning var tydelig fra start til slut, da spillet aldrig nåede de store højder. Der blev gået til den i duellerne, men også spillet en anelse med håndbremsen trukket.
Lyngby var mest på bolden mod et påpasseligt Vejle-hold, og ingen af de to hold formåede at sætte det helt store sammen offensivt.
Første åbne målchance kom efter godt en halv time, hvor Lyngbys Jens Martin Gammelby brændte, inden Vejles Allan Sousa kort før pausen forsømte at udnytte en gave fra Lyngby-forsvaret.
Kampbilledet med en masse intensitet og få chancer fortsatte fra anden halvlegs start.
Efter godt en times spil kom Lyngby-forsvarer Frederik Winther til kampens indtil da største chance, men forsøget fra kort afstand blev reddet på stregen.
Lyngby forsøgte til det sidste og kom til to gyldne chancer til allersidst, men symptomatisk for Lyngbys efterår gik forsøgene forbi mål.
Ritzau




























