Følg med i strømmen af nyheder fra sportens verden.

Vanvittigt drama gør Champions League-finalen til en dansk målmandsduel

14 redninger resulterede i en redningsprocent på 36 for Kevin Møller, der også scorede et af Barcelonas 37 mål.  Foto: Thilo Schmuelgen/Ritzau Scanpix
14 redninger resulterede i en redningsprocent på 36 for Kevin Møller, der også scorede et af Barcelonas 37 mål. Foto: Thilo Schmuelgen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Håndbold. Tirsdagens Champions League-finale i Köln bliver en dansk målmandsduel mellem Nicklas Landin og Kevin Møller, efter THW Kiel i et vildt drama vandt 36-35 efter forlænget spilletid over Veszprem. Inden havde en velspillede Kevin Møller været med til at vinde 37-32 med FC Barcelona over Paris Saint-Germain.

Kiel var gennem en vanvittig rutsjebanetur på vej mod den første finale siden 2014. En føring på 17-10 forsvandt i 2. halvleg, da Veszprem fik fra 16-22 til 28-24 med 10 minutter tilbage. Så scorede Kiel til gengæld 5 mål i træk og satsede på afgørelsen ved at spille 7 mod 6, men det straffe Veszprem ved at udligne til 29-29 i et tomt mål. Det udløste en forlænget spilletid, hvor Kiel var bagud 32-34 ved sideskiftet, men den svenske fløjspiller Niclas Ekberg scorede kampens sidste to mål.

En pragtpræstation af Kevin Møller var en af de medvirkende årsager til, at FC Barcelona for 12. gang skal spille Champions League-finale efter sejren Paris Saint-Germain, der havde fløjspilleren Dylan Nahi med 9 mål og Mikkel Hansen med 7 som de mest scorende. PSG førte 10-8, men så kom Kevin Møller ind i Barcelona-målet, hvor han med 8 store redninger og en redningsprocent på 64 i 1. halvleg bidrog til at Barcelona gik fra 11-11 til 16-11 og førte 18-14 ved pausen. En god start på 2. halvleg af PSG skabte lidt spænding, men så trak Barcelona fra igen og Kevin Møller kronede sin store kamp med at score til 23-17 i et tomt PSG-mål. Barcelona var uden Henrik Toft Hansen og Luc Steins, der begge testede positive for coronavirus inden kampen.

Timeout: Tirsdag får Champions League den første danske vinder i fem år

Fodbold. Striben af uafgjorte kampe i Premier League voksede til fem i træk, da Chelsea og Aston Villa spillede 1-1. Udskiftningerne på grund af det tætte program sendte Andreas Christensen på banen til en Premier League-kamp for første gang siden 17. oktober, og danskeren gjorde det fint om end han indirekte var involveret i Villas udligning. Andreas Christensen lå skadet midt på banen, da Anwar El Ghazi med en kontrolleret indersideflugtning mellem benene på Edouard Mendy scorede for tredje kamp i træk. Oliver Giroud havde headet Chelsea foran. Leicester formåede heller at besejre Crystal Palace, der mødte frem med 2 point i de seneste 4 kampe. Crystal Palace var endda foran, da Wilfried Saha fra en spids vinkel passerede Kasper Schmeichel, inden Harvey Barnes efter 83 minutter udlignede til resultatet 1-1 for Leicester, der brændte et straffespark efter 18 minutter.

Alle resultater og stillingen i Premier League

Fodbold. Mainz 05 har fyret træneren Jan-Moritz Lichte, der kun har været i Bundesligaklubben siden september. Ifølge det tyske sportsmedie Kicker er den tidligere FC København-spiller Bo Svensson favorit til at overtage trænerposten i klubben, der tidligere har været besat af profiler som Jörgen Klopp, Thomas Tuchel og Kasper Hjulmand. 41-årige Bo Svensson har både været spiller og ungdomstræner i Mainz, inden han i 2019 blev cheftræner i Liefering, der spiller i den næstbedste østrigske række og fungerer som ’rugekasse’ for RB Salzburg.

Fodbold. Coronavirus i Manchester Citys spillertrup har udsat klubbens kamp i aften i Premier League mod Everton. »Efter den seneste runde af covid-19-test er der blevet konstateret en række positive prøver i tillæg til de fire, som klubben kunne berette om juledag. Der er en risiko for, at smitten har spredt sig yderligere i truppen og staben. Baseret på rådgivning fra Premier League og efter en konsultation med begge klubber er det besluttet at udskyde kampen«, skriver Manchester City på sin hjemmeside. 2. juledag var City uden de coronasmittede Kyle Walker og Gabriel Jesus i kampen mod Newcastle.

Skisport. Både i Østrig og Italien satte vejret en stopper for dagens alpine World Cup-løb. Kvinderne skulle have løbet storslalom i Semmering, hvor det lykkedes at gennemføre første gennemløb med slovakken Petra Vlhova som den hurtigste, inden kraftig blæst væltede blandt andet sikkerhedsbarrierer i målområdet. I Bormio var det kraftigt snevejr, der udsætte mændenes super-G til tirsdag og dermed styrtløbet fra tirsdag til onsdag.

Fodbold. AaB har ansat den 38-årige spanier Martí Cifuentes som ny cheftræner. Det oplyser klubben mandag i en pressemeddelelse. Cifuentes har fået en kontrakt, der løber frem til sommeren 2023. Spanieren kommer til fra norske Sandefjord, som han har stået i spidsen for i to et halvt år. Han sikrede sig oprykning med klubben i 2019. »Vi har haft en lang og grundig proces, hvor vi hele vejen har haft Martí som en af vores absolutte topkandidater, og efterhånden som vi fik indsnævret feltet, blev han også vores foretrukne person«, siger AaB-sportschef Inge André Olsen i pressemeddelelsen. Cifuentes tiltræder 1. januar 2021. Den tidligere cheftræner i AaB, Jacob Friis, opsagde i oktober sit job for at passe en kræftsyg datter.

Ishockey. Ti spillere, et par trænere og en sportschef er på det seneste blevet smittet med coronavirus i Herning Blue Fox. Søndag blev Hernings kamp mod Esbjerg Energy aflyst, og årets sidste kampe, som efter planen skal spilles tirsdag og onsdag, bliver efter alt at dømme også aflyst. Det skriver Herning Folkeblad. Over for Ritzau forklarer klubbens direktør, Torben Skovsgaard, at de smittede personer efter omstændighederne har det nogenlunde. Aktuelt er otte spillere ude med coronavirus, og der går noget tid, før de igen er klar til at indtage isen.

Fodbold. FC Barcelona-profilen Lionel Messi har stadig ikke besluttet sig for, hvad der skal ske, når hans kontrakt udløber i sommeren 2021. »Jeg ved ikke, hvad der skal ske. Jeg venter, til sæsonen slutter«, siger Lionel Messi til den spanske tv-station La Sexta. Han åbner dog en dør på klem for en mulig tur til den anden side af Atlanten. »Jeg ville elske at opleve USA, at spille i den liga og leve det liv. Men jeg ved ikke, om det kommer til at ske«, siger den 33-årige argentiner. Messi vakte opsigt, da han i sommer anmodede om at forlade Barcelona. Skiftet endte med ikke at blive til noget, da Barcelona forlangte, at en eventuel ny klub skulle betale argentinerens fulde frikøbsklausul på svimlende 700 millioner euro – 4,28 milliarder kroner.

Håndbold. Den danske landsholdsspiller Mia Rej, der blev dansk topscorer ved EM i december, skal i fremtiden spille for Odense Håndbold. Playmakeren skifter således med øjeblikkelig virkning fra København Håndbold, oplyser hendes nye hold i en pressemeddelelse. 30-årige Mia Rej har underskrevet en aftale på halvandet år med Odense.

Fodbold. »Jeg er frustreret«, siger Tottenhams manager, Jose Mourinho, efter at en føring igen blev sat over styr kort før slutfløjt. »Vi er ikke farlige nok, vi er ikke ambitiøse nok«, siger en skuffet Mourinho, efter at Tottenham søndag satte point til mod Wolverhampton. Wolves udlignede til 1-1 få minutter før tid, og Tottenham har i denne sæson dermed mistet flere point i de sidste ti minutter af kampene end noget andet hold i Premier League. Næste opgave for Tottenham er onsdag aften hjemme mod oprykker Fulham.

»Det var kaos«: Wass befandt sig, hvor man ikke vil være, da den 'biologiske bombe' blev antændt

Dart. Titlen som verdensmester i dart kommer til at skifte ejer, eftersom den forsvarende verdensmester, skotten Peter Wright, søndag blev slået ud af VM i 1/16-finalen. I en yderst dramatisk kamp lykkedes det til sidst for en velspillende Gabriel Clemens at vinde 4-3 i sæt. Tyskeren har ellers ikke mange store resultater på cv’et, men han holdt hovedet koldt, da det gjaldt.

Håndbold. Et på alle måder usædvanligt sportsår bliver for håndboldens vedkommende afsluttet med et brag mandag og tirsdag. Her skal den eftertragtede Champions League-pokal uddeles, når der bliver spillet Final 4 i den tyske by Köln. Blandt deltagerne er franske Paris Saint-Germain, der har turneringen som et af sine store mål, men aldrig har formået at løfte trofæet. På holdet har Paris bl.a. Mikkel Hansen og Henrik Toft Hansen. Og holdet er helt klar til at jagte pokalen, siger træner Raul Gonzalez. »Vi har ikke spillet den seneste uge, så vi har haft fået god hvile. Det har også givet os mere tid til at forberede os på semifinalen. Vi har arbejdet på vores forsvar og vores angreb, og vi har forberedt os på forskellige situationer. Vi er alle rigtig motiverede, vi er klar og kan ikke vente med at komme i gang«, siger træneren til Paris’ hjemmeside.

NFL. Kansas City Chiefs får de bedst mulige betingelser for at forsvare sidste sæsons Super Bowl-sejr. Søndag aften dansk tid sikrede holdet nemlig hjemmebanefordel gennem alle slutspilskampe frem mod Super Bowl, såfremt Kansas ikke ryger ud inden. Med 17-14-sejren over Atlanta Falcons er Kansas City sikker på at være det bedste hold i AFC-halvdelen af NFL. Før den sidste grundspilskamp står holdet noteret for 14 sejre og et enkelt nederlag.

Fodbold. Søndagens uafgjort mod West Bromwich Albion føles som et nederlag. Det siger Liverpool-manager Jürgen Klopp efter kampen, der endte 1-1 på Anfield trods tung Liverpool-dominans. Klopp siger, at han forventer en mere disciplineret præstation fra Liverpool, der er tre point foran Everton i tabellen, i onsdagens kamp mod Newcastle United, der er holdets sidste kamp i år. »Det føles som et nederlag, men vi har et point mere end før, så det er helt fint«, siger Klopp til britiske medier. »Drengene er mere vrede end noget andet, fordi de ved, at det ikke var perfekt. Men det er det. Nu skal vi spille den næste kamp om tre dage. Vi er nødt til også at være disciplinerede på en anden måde. Vi er nødt til at gøre begge dele og være offensive, aktive og kreative samt at forsvare. I sidste ende spillede vi uafgjort i en Premier League-kamp. Det kan ske«, siger Klopp.

Ultradefensiv taktik giver overraskende point mod Liverpool

E-sport. Som det første hold har FC København vundet eSuperligaen to gange. Triumfen i superligaklubbernes digitale mesterskab i konsolspillet Fifa blev sikret ved at vinde 2-1 i kampe over Lyngby Boldklub i finalen.

Carsten Godtfredsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her