Seneste nyt fra sportens verden.

Bundholdets nedtur er den værste nogensinde

Det gik igen i fisk for de laksefarvede fra Sheffield United, der ikke har vundet en ligakamp siden 11. juli. De får endnu en chance i den kommende spillerunde mod Newcastle.  Foto: Clive Rose/Ritzau Scanpix
Det gik igen i fisk for de laksefarvede fra Sheffield United, der ikke har vundet en ligakamp siden 11. juli. De får endnu en chance i den kommende spillerunde mod Newcastle. Foto: Clive Rose/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Fodbold. I Premier League fortsætter kvalerne for Sheffield United. Bundholdet er også efter 17. spillerunde uden sejr. I London tabte holdet for 15. gang i denne sæson, da det blev 0-2 mod Crystal Palace. Med bare 2 point på kontoen efter 17 kampe har Sheffield United præsteret den dårligste start nogensinde på tværs af de fire professionelle rækker i England. Manager Chris Wilder gravede mod Palace dybt og desperat i udskiftningsposen og er under et voldsomt stigende pres. Et pres den 16-årige Antwoine Hackford heller ikke kunne lette, da han kom ind i 80. minut.

Fodbold. Målt på scoringer i begge ender af banen er oprykkerne Leeds United det mest underholdende mandskab i Premier League. Hele 63 gange har nettet blafret i Leeds’ foreløbigt 17 kampe i den bedste engelske række i denne sæson. Lørdag måtte den offensivt indstillede manager Marcelo Bielsas tropper så se i øjnene, at de taktiske dispositioner efter to sejre i træk ikke rakte til point mod Tottenham. I London sejrede Tottenham og Pierre-Emile Højbjerg 3-0 på scoringer af Harry Kane (straffe) og Son Heung-Min i 1. halvleg, mens Toby Alderweireld øgede efter pausen. Med sejren rykkede Tottenham forbi Leicester i tabellen, hvor de med 29 point er nummer 3 efter Liverpools mestre og Manchester United, der begge hare 33 point. Leeds ligger midt i rækken med 23 point og en målscore på 30-33.

Overblik: Fodboldresultater og stillinger

Håndbold. I den første kamp efter stjernen Mia Rejs exit og skifte til Odense sejrede København Håndbold i kvindernes bedste række mod Nykøbing Falster med 33-31 (14-16).

Håndbold. Den finske træner Patrick Westerholm skifter efter denne sæson ligaholdet fra TTH Holstebro ud med mændene fra Bjerringbro-Silkeborg. Han har fået en treårig kontrakt og afløser Peter Bredsdorff-Larsen.

Fodbold. I den tyske Bundesliga fortsætter Union Berlin med at imponere. 2-1-sejren før jul mod Dortmund blev fulgt op af en gevinst på 2-0 i Bremen. Marcus Ingvartsen spillede hele kampen for Union, der nu er nummer 4 og med udsigt til at kæmpe med om de tyske pladser i Champions League. 14. spillerunde i Bundesligaen vil dog primært blive husket for Nadiem Amiris scoring for Leverkusen i Frankfurt. 9 minutter inde i opgøret sendte den tyske landsholdsangriber bolden i nettet med et hælspark mellem benene på Frankfurt-keeper Kevin Trapp. Frankfurt vandt dog opgøret 2-1.

Fodbold. Spekulationerne er slut. Paris Saint-Germain har hyret argentineren Mauricio Pochettino som ny cheftræner. Det meddeler klubben på Twitter. Mauricio Pochettino, der er 48 år, har senest arbejdet i Tottenham, som fyrede ham i det sene efterår 2019 – bare et halvt år efter, han havde ført Tottenham til Champions League-finale mod Liverpool. Som aktiv var Mauricio Pochettino i årene 2001-2003 en fast bestanddel af PSG’s bagkæde. PSG er nummer 3 i Ligue 1 og træneren får debut mod Saint-Étienne i den kommende uge. »Holdet har et fantastisk potentiale«, siger træneren, der har kontrakt til sommeren 2022.

Cykling. Mens en række topnavne valgte at holde pause inden søndagens næstsidste afdeling af vinterens World Cup i cykelcross, tørnede den tredobbelte hollandske verdensmester Mathieu van der Poel ufortrødent ud i lørdagens opgave i den terrængående disciplin i den belgiske by Gullegem. Den eneste, der formåede at byde den 25-årige hollænder nogenlunde modstand, var det 21-årige engelske stortalent Tom Pidcock, men heller ikke han kunne hindre van der Poel i at hjemføre sæsonens syvende gevinst i 10 starter. Pidcock, der 1. marts indleder landevejskarrieren på hjemlandets storhold Ineos Grenadiers, besatte andenpladsen, mens belgieren Jens Adams snuppede den sidste podieplads.

Fodbold. Rangers-spilleren Alex MacDonald var den første til at blive udvist i et Glasgow-derby mod Celtic i 1970 og Celtics israeler Nir Bitton indskrev sig som den 45. udviste spiller i rækken, da han en time inde i lørdagens topkamp mellem Skotlands nummer 1 og 2 fik marchordre. Kort efter udvisningen rettede holdkammeraten Callum McGregor et hovedstød af med skulderen, så bolden gik i eget net – og ubesejrede Rangers vandt dermed 1-0 i den tætte affære og bragte sig 19 point foran i titelkampen. Det er 10 år siden, Rangers har vundet mesterskabet.

Håndbold. 34-årige Henrik Toft Hansen har i en årrække været en af grundpillerne på det danske landshold og vundet OL, VM og EM, men om det bliver til endnu en slutrunde, er uvist. PSG-stregen døjer med en skade og landstræner Nikolaj Jacobsen har derfor indkaldt Aalborg-stregspilleren Benjamin Jakobsen som reserve til landsholdets samling forud for VM-slutrunden, der starter 13. januar i Egypten.

Skisport. Den 21-årige svensker Linn Svahn imponerer ved Tour de Ski. Efter sejren i sprinten på 1. etape udbyggede Svahn sin samlede føring ved også at vinde massestarten i 10 km klassisk i en tæt finale med russeren Julia Stupak og amerikaneren Jessie Diggins, der var 0,7 og 0,8 sekund efter det svenske talent. Samlet er Jessie Diggins tættest på Svahn – 13 sekunder er hun efter. Hos mændene var der i Val Müstair gevinst til russeren Alexander Bolshunov i 15 km klassisk. Bolshunov fører suverænt sammenlagt med 1 minut ned til italieneren Federico Pellegrino.

Ishockey. En transfer i den bedste danske række: Den canadiske back Cody Donaghey skifter fra bundholdet Odense til topholdet Aalborg Pirates. Han kan få debut for sin nye klub mandag mod Rødovre.

Fodbold. FC Barcelona må klare sig uden den brasilianske offensivspiller Philippe Coutinho i de kommende tre måneder. Coutinho har netop gennemgået en meniskoperation. Coutinho gik skadet fra banen i Barcelonas kamp mod Eibar tidligere i denne uge.

Fodbold. Manchester United er efter 2-1 i aftes mod Aston Villa a point med Liverpool i toppen af Premier League. Manchester United har nu 33 point. »Jeg tror, at ligaen i denne sæson bliver helt tæt. Vi skal bare arbejde videre og forbedre os som hold. Hver gang, du vinder en kamp, tager du endnu et skridt. Du skal bare akkumulere pointene. De tæller alle det samme«, siger United-manager Ole Gunnar Solskjær ifølge Ritzau.

Fodbold. AC Milan-træner Stefano Pioli ser fortsat Juventus som favorit til at vinde Serie A. AC Milan topper ellers rækken og er hele 10 point foran de forsvarende mestre. »Det er for tidligt at snakke om, at vi skal vinde mesterskabet. Juventus er stadig favorit, for det er et hold, som har vundet ni sæsoner i træk og har mange mestre på holdkortet«, siger Pioli ifølge Ritzau til Reuters. »Vi må heller ikke glemme Inter. I sidste sæson var de bare et point efter Juventus, og de har brugt mange penge på transfermarkedet. Derudover har Inter ingen europæiske forpligtelser i foråret«, tilføjer han. AC Milan har 34 point, Inter er 2’er med 33 point.

Fodbold. Tottenham-manager José Mourinho er godt træt af coronasituationen - og Premier League-organisationen. Aflysningen af kampen mod Fulham forleden få timer før kickoff var amatøragtigt, mener portugiseren. »Da jeg trænede U13 og U15 i Portugal for 30 år siden, ankom man til en kamp klokken 09.30, og nogle gange var enten modstanderen eller dommeren ikke mødt op«, siger han ifølge BBC og tilføjer: »Det var voldsomt frustrerende for børnene, som ønskede at spille fodbold, men ikke kunne og først fik det at vide i sidste minut. Det er næsten, hvad der skete for os. Vi var næsten ankommet til stadion, da vi fandt ud, at vi ikke skulle spille«, siger han. Premier League har forklaret klubberne, at den sene beslutning skyldes, at resultaterne af coronatest først var blevet modtaget kort tid forinden.



Bo Moshage

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her