0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Mohamed Abd El Ghany/Ritzau Scanpix
Foto: Mohamed Abd El Ghany/Ritzau Scanpix

Chiles Rodrigo Salinas stiger onsdag aften til vejrs og scorer mod Egypten, der dog slukkede for spændingen i opgørets sidste tredjedel.

Point til Egypten: Omstridt VM-vært vinder åbningskamp i Kairo

De seneste nyheder fra sportens verden.

VM-håndbold. Optakten til VM, der bliver afviklet i Egypten, er mildest talt foregået på coronaens præmisser, men onsdag blev der sat gang i turneringen med en sejr til værtsnationen på 35-29 over Chile. Coronaudbrud har blandt andet betydet, at både USA og Tjekkiet måtte melde afbud blot et døgn forud for slutrundens første kamp på grund af massiv smitte i trupperne. Derudover har flere nationer, heriblandt Danmark, været utilfredse med arrangørernes generelle coronahåndtering. Egyptens sejr kom i hus foran tomme tribuner, der også har været genstand for opmærksomhed i de seneste uger. Først ville arrangørerne have publikum på plads, men efter skarp kritik – ikke mindst fra den europæiske deltagere – måtte de opgive den plan.

Clive Brunskill/Ritzau Scanpix
Foto: Clive Brunskill/Ritzau Scanpix

Phil Foden og Manchester City er på vej op i Premier League-tabellen, hvilket kan skabe et forrygende spændende forår i den bedste engelske række.

Fodbold. Manchester City vinder hjemme onsdag aften med 1-0 over Brighton og avancerer til tredjepladsen i Premier League. Matchvinder blev unge Phil Foden kort før pausen. Og stadig har City (32 point) en kamp til gode i forhold til Liverpool (33) og Manchester United (36).

Håndbold. Team Esbjerg er tilbage på højde med de øvrige tophold i Bambusa Kvindeligaen, Odense Håndbold og Viborg HK. Onsdag vandt Team Esbjerg som ventet hjemmekampen mod Ajax med 31-21. Dermed kommer vestjyderne på 28 point for 16 kampe ligesom Odense og Viborg.

Antidoping. En stor europæisk sag om atleters brug af bloddoping kaldet ’Operation Aderlass’ buldrer lige nu derud af i de tyske og østrigske retssystemer. Men skulle en lignende sag opstå i Danmark, er det ikke sikkert, at politiet ville have den nødvendige lovhjemmel til at gå ind i efterforskningen. Der kan nemlig være et hul i den danske lovgivning, frygter direktøren for Anti Doping Danmark (ADD), Michael Ask. »Bloddoping er en metode, der er ulovlig i forhold til Wada-kodekset. Men den er ikke nævnt specifikt i loven, så vidt vi tolker den«, siger Michael Ask ifølge Ritzau. »Det vil sige, at vi formentlig ikke vil kunne rette henvendelse til politiet, hvis vi får en mistanke om, at en læge render rundt og bloddoper atleter i Danmark. Politiet vil formentlig ikke kunne gøre noget ved det«, siger ADD-direktøren.

Fodbold. Førerholdet i La Liga, Atlético Madrid, forstærker offensiven med Moussa Dembélé. Han er hentet i franske Lyon på en lejekontrakt gældende resten af sæsonen. Atlético har netop sagt farvel til angriberen Diego Costa, der fik ophævet sin kontrakt. Den 24-årige Dembélé kom til Lyon fra skotske Celtic i 2018.

Fodbold. Manchester United sælger den hollandske forsvarsspiller Timothy Fosu-Mensah til bundesligaklubben Bayer Leverkusen. Timothy Fosu-Mensah kom til United som ungdomsspiller i 2014. Han har haft lejeophold hos Crystal Palace og Fulham, men den 23-årige har på det seneste ikke udsigt til spilletid hos United.

Vincenzo Pinto/Ritzau Scanpix
Foto: Vincenzo Pinto/Ritzau Scanpix

Inter-spilleren Arturo Vidal (22), der har scoret på straffespark, fejrer pokaltræfferen med Lautaro Martinez, mens Christian Eriksen (th.), der for en gangs skyld var med i startopstillingen, ikke ser vildt begejstret ud.

Fodbold. Christian Eriksen plejer ikke at få ret meget spilletid for Inter, men i onsdagens Coppa Italia-duel med Fiorentina på udebane spillede danskeren 120 minutter! Opgøret måtte efter 1-1 ved ordinær spilletids udløb sendes i forlænget spilletid, og her var det indskifterne Nicola Barella (assist) og Romelu Lukaku (målscorer), der afgjorde kampen med 2-1-træfferen. Dermed er Inter klar til pokalturneringens kvartfinaler.

Ishockey. Danmark var i 2018 en succesfuld vært for VM-turneringen for mænd, og Danmarks Ishockey Union (DIU) skal afvikle VM i 2025 sammen med Sverige. Men den prekære situation omkring Hvideruslands værtskab for 2021-turneringen i maj og juni har nu ført til, da Danmark har tilbudt sig som ny medvært, såfremt Hviderusland og hovedstaden Minsk af den ene eller anden årsag ikke kan påtage sig værtskabet om ganske få måneder. Det meddeler præsidenten i Det Internationale Ishockeyforbund (IIHF) René Fasel. »Vi har modtaget en anmodning fra Danmark og vi fører også samtaler med Slovakiet«, siger René Fasel til IIHF’s hjemmeside.

Ifølge Politikens oplysninger skal eventuelle kampe på dansk grund spilles i Herning. Danmarks Ishockey Union bekræfter det danske tilbud om at overtage en del af VM. »Der skal være en plan B, og når Danmark byder sig til som vært, så er det for at udfylde muligheden for en plan B, hvis den ene gruppe ikke kan spilles i Minsk«, siger DIU-formand Henrik Bach Nielsen til ishockey.dk. Hvideruslands præsident, Aleksandr Lukasjenko, insisterede mandag på, at afvikle VM, da han havde møde med René Fasel i Minsk.

Tennis. Efter en sikker 6-1, 6-0-sejr til Holger Rune over belgiske Jeroen Vannesten i 1. runde af ITF-turneringen på Rafael Nadals akademi i Manacor på Mallorca blev det onsdag afklaret, hvem den unge dansker skal møde i 2. runde. Franske Clement Tabur er modstanderen, efter han vandt 6-2, 6-4 over Tjekkiets Andrew Paulson. 20-årige Tabur er nr. 647 på ranglisten, mens 17-årige Rune er nr. 475.

Tennis. Sidste forhindring onsdag blev også overvundet, og britiske Francesca Jones er klar til årets Australian Open (8.-21. februar), der også bliver hendes første grand slam-optræden. 20-årige Jones, der er født med i alt otte fingre og syv tæer, besejrede kinesiske Lu Jiajing med de overbevisende cifre 6-0, 6-1 i kvalifikationsturneringen, og hun kan nu sammen med 15 andre lykkelige kolleger rejse videre fra Dubai til Melbourne, hvor der dog venter 10-14 dages isolation, før de kan kaste sig over opgaven med grand slam-tennis. Fra mændenes kvalifikation, der blev spillet i Doha, kom den blot 17-årige spanier Carlos Alcaraz videre til hovedturneringen.

Robert Deutsch/Ritzau Scanpix
Foto: Robert Deutsch/Ritzau Scanpix

Aryna Sabalenka fra Hviderusland er kommet lige så godt fra start på WTA-sæson 2021, som hun sluttede sæson 2020.

Tennis. Hviderussiske Aryna Sabalenka, der sluttede 2020-sæsonen stærkt med to titler (Linz, Ostrava), er fortsat i samme gear efter årsskiftet. Finalen i WTA-sæsonpremieren i Abu Dhabi blev vundet 6-2, 6-2 over russiske Veronika Kudermetova, og dermed har Sabalenka konsolideret sin plads på ranglistens top-10. Her er hun som 10’er ganske tæt på tre foranliggende konkurrenter: Kiki Bertens, Petra Kvitova og Bianca Andreescu. Efter Australian Open kan meget se anderledes ud i kvindernes hierarki.

Ishockey. Den nordamerikanske liga NHL er i gang igen i de sene aftentimer. Det sker efter 12.000 coronatest siden 30. december. 27 af ligaens spillere er smittet med coronavirus, skriver Ritzau. 2021-sæsonen består af et grundspil på 56 kampe, og sæsonen forventes at blive færdigspillet i juli. Tampa Bay Lightning er forsvarende mester i liagen, hvor 6 danske spillere er på kontrakt.

Håndbold. Der sløses med coronatest ved VM i Egypten. Endda så meget, at Dansk Håndbold Forbund (DHF) sammen med forbundene i Sverige, Norge, Tyskland og Østrig ifølge DR har rettet henvendelse til Det Internationale Håndboldforbund (IHF). »Vi er lige blevet informeret om, at man aflyser vores anden test på dag to og først mener, at vi behøver at blive testet efter kampen (mod Bahrain på fredag, red.). Altså tre og en halv dag efter, at vi blev testet første gang«, siger sportschef i DHF, Morten Henriksen, til DR, efter at det danske hold har fået aflyst en coronatest. Han tilføjer: »Hvis det er proceduren, så er det ikke det, vi er blevet lovet«.

Håndbold. Team Esbjerg har forlænget kontrakten med den norske stregspiller Vilde Mortensen til sommeren 2023.

Fodbold. FC København-angriberen Jonas Wind er baggrund af præstationerne i både landsholdsdragten og FCK-trøjen blevet kåret til årets talent 2020 af sine kolleger. Det skriver Spillerforeningen på sin hjemmeside. »Der er jo også en masse andre dygtige talenter, der spiller i udlandet. Andreas Skov og Mikkel Damsgaard gør det fantastisk i Italien for tiden, men det er jo bare en stor cadeau og hæder til mig, at jeg fra lille Danmark i Superligaen kan få den her titel«, siger Jonas Wind i en pressemeddelelse. Jonas Wind fik i efteråret debut på landsholdet og tillige scoret sine første mål, hvilket fik Politiken til at konkludere, at Wind må være landstræner Kasper Hjulmands indlysende førstevalg til rollen som frontangriber.

Håndbold. På VM’s åbningsdag er turneringen i Egypten havnet i en hidtil uset krise. Med Tjekkiet og USA’s coronaafbud til slutrunde, hvor spillet starter i aften med værternes kamp mod Chile, er Nordmakedonien og Schweiz med lynets hast blevet VM-deltagere. Yderligere reservemandskaber kan være på vej til Egypten, da der er smitteudbrud hos både fra Brasilien og Kap Verde. Ifølge det norske nyhedsbureau NTB har Det Internationale Håndboldforbund (IHF) en kriseplan i tilfælde af, at flere hold melder afbud. Den ser ifølge Ritzau sådan ud:

  • Nationer fra reservelisten (Holland og Montenegro) indsættes som direkte erstatning for hold, der melder afbud.
  • Hvis mindst fire hold ikke stiller op og skal erstattes, kan IHF vælge at gennemføre en ny lodtrækning af grupperne.
  • Hvis et hold ikke ankommer til VM-boblen i tide til at spille sin første kamp, taberdømmes holdet med 0-10.
  • Hvis et hold ikke kan stille op til to kampe, vil holdet blive ekskluderet fra turneringen. I så fald vil alle holdets kampe ende med 0-10-nederlag.

Tennis. Mikael Torpegaard har fortsat sin første deltagelse i en grand slam-turnering til gode. Onsdag formiddag tabte den 26-årige i den afgørende kvalifikationskamp om en plads i hovedturneringen ved næste måneds Australian Open med 6-2, 6-1 til tjekkiske Tomas Machac i Qatar.

Fodbold. Johanna Rasmussen, der har spillet 153 landskampe for Danmark, bliver ny assisterende træner på kvindelandsholdet for cheftræner Lars Søndergaard. »Jeg skulle ikke tænke så meget over det. Det er det helt rigtige for mig. Landsholdet er det største, og jeg har altid holdt meget af det. Så det betyder meget at kunne få lov til at være sammen med holdet igen«, siger 37-årige Johanna Rasmussen, der stoppede som spiller på landsholdet i 2018 efter at have pådraget sig en alvorlig knæskade, der gjorde, at hun ikke var med i EM-sølvsuccesen i 2017.

Badminton. Flere danske doubler er færdige ved Thailand Open i Bangkok. Mikkel Mikkelsen og Rikke Søby tabte i mixed i to sæt til franske Thom Gicquel og Delphine Delrue, mens Amalie Magelund-Freja Ravn måtte strække våben efter 10-21, 17-21 mod de tredjeseedede koreanere Lee So Hee og Shin Seung Chan. Også Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen er ude af turneringen. De tabte til et sjetteseedet par fra Taiwan.

Succes var der dog til mixeddoublen Mathias Christiansen og Alexandra Bøje, der vandt 21-14, 21-12 mod et par fra Thailand. Anders Antonsen (seedet 3) fik en kedelig start på 2021, da han tabte i 1. runde til den 33-årige malaysiske veteran Liew Daren, der vandt med 21-12, 21-18, mens landstræner Kenneth Jonassen ifølge Ritzau stod ved sidelinjen og rystede på hovedet. Følg Thailand Open her (eksternt link)

Fodbold. Dansk-tyrkeren Ertugrul Teksen har skrevet kontrakt med den tyrkiske klub Konyaspor frem til 2023. Den 20-årige angriber havde kontraktudløb i Lyngby ved årsskiftet. Teksen er opvokset i Danmark, men har spillet ungdomslandskampe for Tyrkiet.

Fodbold. Manchester United ligger for første gang i mere end tre år igen øverst i Premier League. Tirsdag aften sejrede manager Ole Gunnar Solskjærs mænd 1-0 i en udsat udekamp i Burnley. I den ensidige forestilling, hvor United pressede Burnley i bund i stort set hele kampen, blev Paul Pogba matchvinder, da han flugtede Marcus Rashfords oplæg i nettet i 71. minut. United har nu 36 point for 17 kampe og skal på søndag spille mod Liverpool på udebane. »Det bliver en stor test for os mod Liverpools mestre«, siger Solskjær ifølge BBC og tilføjer: »Vi går ind til vores kampe med voldsom selvtillid og har været fremragende på udebane«. United har ikke tabt i Premier League på udebane i et år – seneste nederlag var til Liverpool.

Clive Brunskill/Ritzau Scanpix
Foto: Clive Brunskill/Ritzau Scanpix

Paul Pogba har været rygtet væk fra Manchester United efter en periode med sløj form. I aftes var han banens bedste i Burnley.

Fodbold. Atlético Madrid har sat kursen mod klubbens første spanske mesterskab i syv år. Tirsdag aften åbnede cheftræner Diego Simeones mandskab et hul på fire point til de nærmeste forfølgere i La Liga fra Real Madrid med en hjemmesejr på 2-0 over Sevilla.

Fodbold. Angriberen Ronnie Schwartz scorede tirsdag sit første mål for Charlton i den engelske League One, der svarer til den tredjebedste række. Danskeren kom på banen efter pausen, og midtvejs i anden halvleg udlignede han til slutresultatet 4-4. Charlton indtager syvendepladsen i League One. 31-årige Schwartz er denne vinter skiftet til London-klubben fra FC Midtjylland.

Læs mere: