Håndbold. Ved VM i Egypten blev spillet i Danmarks gruppe D åbnet med opgøret mellem Argentina og DR Congo. Og det blev sydamerikanerne, der trak det længste strå mod afrikanerne, der ellers førte med et enkelt mål ved pausen. Argentina vandt 28-22 mod VM-debutanterne. Tyskland tromlede i gruppe A en anden debutant, da Uruguay blev slået 43-14.
Fodbold. I den tyske Bundesliga tog Union Berlin endnu en stor skalp, da Leverkusen blev slået på hjemmebane med 1-0. Cedric Teuchert blev matchvinder i næstsidste minut. Sæsonens sensationshold, der havde Marcus Ingvartsen på banen i hele kampen, rykkede dermed op som nr. 4.
Fodbold. I den italienske Serie A erhvervede Lazio sig håneretten i Rom. I derbyet mod Roma sejrede Lazio med 3-0. Ciro Immobile åbnede scoringen i 14. minut, inden Luis Alberto i et opgør med ni gule kort scorede før og efter pausen.
Fodbold. Forsvarsspilleren Kasper Pedersen skifter fra AaB i Superligaen til Esbjerg i 1. division. Det oplyser begge klubber i pressemeddelelser.
Badminton. Viktor Axelsen fortsatte sit formidable spil i fredagens kvartfinale i Thailand Open. Den danske profil fejede indonesiske Jonatan Christie af banen med cifrene og 21-14, 21-5 og er dermed klar til semifinalen i årets første store turnering. Her kunne han have mødt landsmanden Rasmus Gemke, men sidstnævnte tabte i tre sæt til femteseedede Anthony Sinisuka Ginting fra Indonesien i sin kvartfinale. Dermed står fjerdeseedede Axelsen over for endnu en indoneser i næste runde. I kvindernes singlerække har Mia Blichfeldt også leveret varen og er ligeledes klar til semifinalen efter en sejr i to sæt over thailandske Busanan Ongbamrungphan. 23-årige Blichfeldt spillede en flot kvartfinale og vandt 21-13, 21-18. I semifinalen venter den på papiret sværest mulige modstander for Blichfeldt. Her skal hun nemlig op mod verdensetter Tai Tzu Ying, som er topseedet i turneringen.
Fodbold. Paris Saint-Germains ny cheftræner, Mauricio Pochettino, er blevet testet positiv for coronavirus. Det oplyser den franske klub på sin hjemmeside.
Fodbold. Superligaklubben Vejle Boldklub har købt den 27-årige kroat Denis Kolinger i NK Lokomotiva Zagreb. Han har fået en treårig aftale.
Fodbold. En potentiel investor har afgivet et tilbud til Randers FC, men superligaklubben har i første omgang afvist. Det oplyser Randers’ bestyrelsesformand Svend Lynge Jørgensen til Tipsbladet, der beretter at tilbuddet var utilfredsstillende. Samtidigt skriver bold.dk, at FC Nordsjælland snart kan blive solgt til udenlandske investorer.
Fodbold. Qatar-mesterholdet Al-Duhail er kommet en runde videre ved Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) klub-VM uden at have spillet. Det skyldes, at repræsentanten fra Oceanien, Auckland City FC, har meldt afbud på grund af pandemien. Al-Duhail skulle have mødt newzealænderne i indledende runde, men får nu i stedet en fribillet til et møde med Ulsan Hyundai fra Sydkorea, Al Ahly fra Egypten eller UANL fra Mexico. Turneringen spilles i Qatar fra 4.11. februar.
Håndbold. Det Internationale Håndboldforbund (IHF) har givet grønt lys til, at Kap Verde trods fire coronasmittede i truppen fredag aften kan møde Ungarn ved VM i Egypten. Det sker få timer før kampstart, skriver Ritzau. »På trods af de seneste tilfælde af coronasmitte hos Tysklands gruppemodstander Kap Verde kan den afrikanske nation godt stille op ved VM i håndbold. De øvrige coronatest var alle negative«, lyder det i et svar fra IHF til nyhedsbureauet dpa. Fredagens kampprogram blev indledt med en sejr til Qatar over Angola på 30-25 i gruppe C.
Fodbold. 35-årige Wayne Rooney har scoret sit sidste mål som professionel. Angriberen er fra dags dato blevet fuldblodsmanager i Derby County fra den næstbedste engelske række, hvor Rooney går fra at være spillende manager til permanent manager på en kontrakt til sommeren 2023.
Fodbold. Præsidentvalget i FC Barcelona 24. januar er udskudt. Pandemien gør det umuligt at afvikle valget i henhold til regulativerne, lyder det fra klubben. En ny dato for valget svæver i det uvisse.
VM-håndbold. Det Internationale Håndboldforbund (IHF) strammer coronagrebet ved VM i Egypten. Fra lørdag skal alle medlemmer af landsholdenes delegationer testes dagligt for coronavirus, oplyser forbundet på sin hjemmeside. Også dommere, officials og ansatte med andre funktioner i tilknytning til turneringen skal testes hver dag. IHF og de egyptiske arrangører har været kritiseret heftigt for sin håndtering af coronasituationen før og under verdensmesterskabet. Op til slutrunden havde de planer om at benytte 20 procent af tilskuerkapaciteten i de fire VM-haller. Den beslutning blev droppet efter massiv kritik fra Den Europæiske Håndboldspillerforening og ledelsen i flere europæiske lande.
Fodbold. MCH Arena i Herning danner ramme om det mandlige danske landsholds første hjemmekamp i kvalifikationen til VM i 2022. Det er første gang siden 2007, at en kvalifikationskamp til et mesterskab for mænd ikke skal spilles i Parken i København. Dansk Boldspil-Union (DBU) oplyser således på sin hjemmeside, at kampen mod Moldova 28. marts spilles i den midtjyske by. Kvalifikationen starter for dansk vedkommende i Israel tre dage forinden, mens der efter opgøret i Herning venter en udekamp mod Østrig 31. marts. Kvalifikationen sætter gang i et noget specielt landsholdsår, hvor Danmark starter jagten på en VM-billet, før der til sommer venter en EM-slutrunde.
Fodbold. Fremad Amager har ansat den tidligere Vendsyssel-træner Joakim Mattsson. I et opslag på Facebook oplyser 1.-divisionsklubben fredag, at Mattson har skrevet under på en aftale som cheftræner og allerede er i gang med sin første arbejdsdag. Torsdag ansatte Fremad Amager Jacob ’Gaxe’ Gregersen som ny sportschef, og han har dermed truffet sin første store beslutning i stillingen. »Med ansættelsen af Mattsson får vi først og fremmest en cheftræner med et stort kendskab til dansk fodbold. Nogle af de ting, vi har været på udkig efter, er også at kunne samle et hold som en stærk enhed«, siger sportschefen i Facebook-opslaget. Fremad Amager ligger nr. 5 i 1. Division efter 16 kampe.
Holger Rune ser ud til at starte sæson 2021 på bedste måde. I hvert fald er han nu fremme i semifinalen på Mallorca.
Tennis. Holger Rune er fremme i semifinalen ved ITF-turneringen på Rafael Nadals akademi i Manacor på Mallorca. Fredag vandt han sin kvartfinale over den rutinerede franskmand Kenny de Schepper 6-3, 6-3 og skal i semifinalen op mod endnu en franskmand. Han hedder Dan Added, er 21 år og nr. 393 på ranglisten, hvor 17-årige Rune er nr. 475.
VM-håndbold. Syv spillere er testet positive for coronavirus ved ankomsten til VM i Egypten. Det oplyser Det Internationale Håndboldforbund (IHF) på sin hjemmeside. Det drejer sig om fire spillere fra Kap Verde, to fra Slovenien og en fra Brasilien. Derudover er en person fra medierne og en person fra USA blevet testet positive. Coronatilfældene i den slovenske lejr mangler at blive endeligt bekræftet. Alle fra Kap Verde og Brasiliens landshold skal testes igen fredag. De positive test er det seneste slag mod et verdensmesterskab, der har været kritiseret for dets håndtering af coronasituationen.