Fodbold. Den 20-årige norske angriber Erling Braut Haaland gjorde det igen. Onsdag aften sørgede han med to træffere og en assist for, at Borussia Dortmundvandt 3-2 i første ottendedelsfinalemøde med Sevilla i Champions League. Hans hold kom på udebane tidligt bagud, men inden første halvleg var færdigspillet, havde Haaland bragt sit hold foran 3-1, og selvom det efter pausen var småt med chancerne til et mere defensivt indstillet tysk mandskab, står Dortmund med gode muligheder for at nå kvartfinalerne.
Til gengæld var det småt med glæderne for Cristiano Ronaldo under dennes besøg i hjemlandet, hvor Porto var udfordringen. På to grimme forsvarsfejl gik det italienske mesterhold til bunds og tabte 2-1 til portugiserne. Der venter masser af hårdt arbejde for cheftræner Andrea Pirlo, hvis hans hold skal have europæisk succes i denne sæson.
Svømning. Dansk Svømmeunions formand siden 2018, Lars R. Aa. Jørgensen, fratræder posten på den forestående generalforsamling 23.-24. april som blandt andet en reaktion på det mistillidsvotum, 26 klubber har sendt til hele bestyrelsen. »Den seneste tid har været hård med interne stridigheder, mistillidsvotum og artikler i aviserne. Ikke kun for mig personligt, men også for medarbejdere, for frivillige og for mange af de mennesker, der lever og ånder for svømmesporten. Det kan ikke blive ved på denne måde. Det er vigtigt, at arbejdet i unionen kommer tilbage på sporet til gavn for unge og voksne, der forhåbentlig snart kan dyrke deres sport igen«, skriver formanden i en pressemeddelelse fra Dansk Svømmeunion.
Læs hele formandens meddelelse her (eksternt link)
Fodbold. Ungdommens svar på Champions League, Uefa Youth League, vil ikke blive afviklet i denne sæson. Onsdag oplyser Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) på sin hjemmeside, at 2020/21-turneringen er aflyst på grund af coronapandemiens fortsatte indvirkning på muligheden for at afvikle kampe. Efterårets gruppespil blev aflyst, og i stedet var det planen at afvikle turneringen i knockoutrunder i dette forår, men det bliver altså heller ikke til noget. FC Midtjylland og OB var blandt de 64 deltagere, som skulle have mødt hinanden i 32 opgør over kun en enkelt kamp, primært i starten af marts.
Fodbold. Hans Jørgen Haysen skulle egentlig først stoppe som sportschef i SønderjyskE, når måneden er slut, men allerede torsdag har han sidste dag på kontoret i Haderslev, skriver JydskeVestkysten. Årsagen er, at SønderjyskE i weekenden møder Hans Jørgen Haysens kommende arbejdsgiver, AGF. For at undgå signaler der kan tolkes forkert, forlader sportschefen posten før tid og holder ferie resten af måneden, er meldingen fra klubben.
Håndbold. Den unge GOG-spiller Emil Madsen skulle efter planen skifte til Skanderborg Håndbold på en treårig kontrakt til sommer, men det kommer ikke til at ske. Den 20-årige højreback har fået kolde fødder, meddeler Skanderborg, som har fået kompensation fra den endnu unavngivne klub, som Emil Madsen fortsætter karrieren i. Til TV2 Sport fortæller Skanderborg-sportschef Karsten S. Nielsen, at han er »utrolig skuffet« over ikke at få Emil Madsen til klubben alligevel.
Fodbold. De tre omdiskuterede straffespark i Parken i mandagens Superligakamp mellem FC København og SønderjyskE burde ikke have været dømt, men dommeren i VAR-rummet gav fejlagtigt ikke dommeren Sandi Putros besked på at gense de tre situationer, siger formanden for DBU’s dommerudvalg, Michael Johansen til Ritzau. »Ud fra vores nuværende erfaringsniveau med VAR kan jeg forstå beslutningen fra VAR om ikke at blande sig i de konkrete situationer. I bagklogskabens klare lys havde jeg dog gerne set, at VAR havde kaldt dommeren til skærmen ved alle tre straffesparkskendelser. Vi er nu den erfaring rigere og har lært af det i hele VAR-teamet«, siger Michael Johansen om de to straffespark til FCK og det ene til SønderjyskE. Som følge af vurderingen annulleres udvisningen af SønderjyskEs Victor Mpindi, der efter en situation med FCK’s Viktor Fischer, der blev bedømt til straffe, modtog sit andet gule kort og dermed rødt. Det oplyser Fodboldens Disciplinærinstans.
Superligaens 16. runde: FCK knækker sønderjyder og holder kontakt til toppen af tabellenTennis. I en dramatisk kvartfinale-femsætskamp leverede den 5.-seedede Stefanos Tsitsipas onsdag formiddag dansk tid et gigantisk comeback i Australian Open, der førte til karrierens største sejr med 3-6, 2-6, 7-6 (7/4), 6-4, 7-5 over Rafael Nadal. Den 2.-seedede spanier med 20 grandslamtitler servede fantastisk i kampens første halvdel, men da Nadal lavede et par nemme fejl i tredje sæts tiebreak, kom den 22-årige græker tilbage. Det tabte tredje sæt betød desuden, at Nadal lige præcis missede muligheden for at tangere Roger Federers rekord på 36 vundne sæt i træk i grandslamkampe. 4.-seedede Daniil Medvedev vandt den rent russiske kvartfinale mod Andrey Rublev med 7-5, 6-3, 6-2.
Mændenes semifinaler:
- Novak Djokovic, Serbien (1)-Aslan Karatsev, Rusland (kval.)
- Daniil Medvedev, Rusland (4)-Stefanos Tsitsipas, Grækenland (5)
Tennis. Samme dag som australierne måtte tage afsked med deres hjemmebanefavorit blev det meddelt, at der fra torsdag efter fem dages lukkede porte atter åbnes for tilskuere til semifinalerne i Australian Open. Halvdelen af kapaciteten på Rod Laver Arena, hvilket vil sige ca. 7.500, vil blive taget i brug til semifinaler og finaler, men tilskuerne kommer ikke til at se mere til Ashleigh Barty. Den topseedede australier tabte 1-6, 6-3, 6-2 til tjekken Karolina Muchova, der er seedet 25, men formåede at justere sit spil, efter Barty havde været knusende overlegen fra start. »Jeg forsøgte at komme tilbage i kampen, spillede lidt hurtigere, så duellerne ikke blev så lange som i første sæt, og det fungerede fint«, sagde 24-årige Muchova, der i semifinalen møder amerikaneren Jennifer Brady. I den rent amerikanske kvartfinale besejrede hun Jessica Pegula 4-6, 6-2, 6-1.
Kvindernes semifinaler:
- Karolina Muchova, Tjekkiet (25)-Jennifer Brady, USA (22)
- Naomi Osaka, Japan (3)-Serena Williams, USA (10)
Fodbold. Efter ti år i norsk fodbold med 148 kampe i Eliteserien og 73 i den næstbedste række, senest for Sandnes Ulf, rykker den 33-årige Claes Kronberg til Færøerne, hvor han bliver holdkammerat med danskerne Jesper Brinck og Mathias Rosenørn.
Skisport. Onsdag var en stor dag for norsk skisport, da det blev til to guldmedaljer. Ved det alpine VM i Cortina d’Ampezzo vandt Norge konkurrencen i parallelslalom for blandede hold foran Sverige og Tyskland, og ved VM i skiskydning i slovenske Pokljuka sejrede Sturla Holm Lægreid i mændenes individuelle 20 km.
Antidoping. Den tidligere præsident for Ruslands Atletikforbund (RusAF), Dmitry Shlyakhtin, er af en disciplinærkommission i Det Internationale Atletikforbund (World Athletics) blevet udelukket i fire år. Dommen er en straf for at have modarbejdet en antidopingefterforskning, oplyser Idrættens Integritetsenhed (AIU). Yderligere tre topembedsmænd i RusAF er blevet dømt i samme sag, der har sit udspring i en efterforskning mod den tidligere VM-sølvvinder i højdespring Danil Lysenko.
Håndbold. Verdensmestrenes første optræden på et dansk halgulv efter triumfen i Egypten bliver i Aalborg, når det mandlige landshold møder Nordmakedonien i EM-kvalifikationen 14. marts. Nikolaj Jacobsen samler næste gang sit hold i Aalborg 8. marts forud for en udekamp i Skopje mod Nordmakedonien 11. marts, inden holdene mødes igen i Gigantium. Danmark har indledt EM-kvalifikationen med sejre i de første to kampe over Schweiz og Finland.
Ishockey. En scoring af 31-årige Lars Eller til 3-0 i tredje periode bidrog til, at Washington Capitals med 3-1 over Pittsburgh Penguins natten til onsdag dansk tid kom på tilbage på sejrskurs i NHL efter fire nederlag i træk.
Fodbold. Verden ligger for Kylian Mbappés fødder, efter den den 22-årige franskmands karriere nåede et nyt højdepunkt med et hattrick i Paris SG’s 4-1-sejr over FC Barcelona på Nou Camp tirsdag aften. »Der er ingen tvivl om, at Kylian er en af verdens bedste spillere trods han unge alder. Han har allerede lavet ekstraordinære ting, men vi må forblive ydmyge«, sagde PSG’s træner, Mauricio Pochettino, efter for første gang at have stået i spidsen for PSG i Champions League. Ronald Koeman måtte erkende, at hans Barcelona-hold får det mere end svært i returkampen. »De var bedre end os. De var mere effektive, især Mbappé«, sagde hollænderen.
fortsæt med at læse




























