Følg strømmen af nyheder fra sportens verden.

Danmark spiller sig i EM-finalen efter tæt drama mod Tyskland

Foto: Kimmo Brandt/Ritzau Scanpix
Foto: Kimmo Brandt/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Badminton. EM i badminton for blandede hold har været en blandet fornøjelse for Danmark. Alle kampe er blevet vundet, men der har været svære bump på vejen. Ikke desto mindre er danskerne klar til lørdagens finale mod Frankrig, men det holdt ekstremt hårdt mod Tyskland, som først i den afgørende damedouble blev knækket med 3-2. En gentagelse af resultatet fra de to nationers møde i gruppespillet. Dermed har Danmark chancen for at tage EM-guld for 13. gang ved de seneste 14 europamesterskaber for blandede hold.

Skisport. Mændenes storslalom ved VM i Cortina d’Ampezzo fik fransk vinder, men det var Mathieu Faivre, der overraskende sluttede øverst, fordi favoritten Alexis Pinturault efter hurtigste tid i første gennemløb missede en port tidligt i andet gennemløb. Faivre vandt foran en lykkelig italiener Luca De Alipandrini og østrigeren Marco Schwarz, men i den anden ende af feltet var begejstringen mindst lige så stor. I en alder af 62 år deltog den mexicanske prins Hubertus von Hohenlohe ved VM for 19. gang! Verdensmanden med seks olympiske deltagelser havde startnummer 99 og var en af de 38, der ikke gennemførte første gennemløb. Danske Casper Dyrbye sluttede på en 33.-plads. Dyrbye var 17,10 sekunder efter vindertiden.

Dagens olympiske top 5: Langrendsløberen, der aldrig havde set sne, et jamaicansk eventyr på is og skihopperen, der vandt alles hjerter

Håndbold. Islandske Elvar Örn Jónsson blev den store helt, da han få sekunder før slutfløjt scorede Skjerns sejrsmål til 30-29 i fredagens opgør mod TMS Ringsted i HTH Herreligaen. René Rasmussen, som med sin 458. kamp for Skjern blev kamprekordholder i den vestjyske klub, scorede seks mål og blev vestjydernes topscorer. Morten Hempel Jensen scorede ti for TMS Ringsted.

Tennis. Clara Tauson er klar til semifinalen i ITF-turneringen i tyske Altenkirchen. I kvartfinalen besejrede den 8. seedede dansker Jule Niemeier fra Tyskland i to sæt med cifrene 6-4, 6-4.

Corona. Idræt på topplan er fortsat på standby i Norge. På et pressemøde fredag sagde statsminister Erna Solberg, at topidrætten må væbne sig med tålmodighed, og det betyder konkret, at for eksempel håndbold- og ishockey-ligaer fortsat skal ligge stille. Heller ikke de professionelle fodboldklubber må spille testkampe som forberedelse til sæsonen, der skal starte i april.

Cykling. Både Jakob Fuglsang (Astana) og Magnus Cort (EF) kom godt fra start, da de indledte sæsonen i det tre dage lange Tour des Alpes Maritimes et du Var. På den 186 km lange 1. etape fra Biot til Gourdon krydsede de stregen som henholdsvis nr. 12 og 14 i en gruppe på 29 ryttere anført af belgieren Greg van Avermaet (AG2R Citroën) og franskmanden Valentin Madouas (Groupama-FDJ), der var et enkelt sekund bag den hollandske veteran Bauke Mollema (Trek-Segafredo), som i det stærkt splittede felt sikrede sig det afgørende forspring i finalen.

Håndbold. Efter to år i franske Nantes skifter højrefløjen Sebastian Augustinussen fra næste sæson til bundesligaklubben TVB Stuttgart.

Olympisk. Ruslands atleter vil ved sommer-OL i Tokyo og næste års vinter-OL i Beijing repræsentere ROC. De må ikke stille op for Rusland, der er bandlyst efter en stor dopingskandale, og Den Internationale Olympiske Komité og Det Internationale Antidopingagentur er derfor nået til enighed om at russerne kan stille op for ROC - en forkortelse for Ruslands Olympiske Komité.

Fodbold. Sæsonen er formentlig slut, og EM-deltagelsen er i fare for Bayern Münchens Corentin Tolisso. Den franske midtbanespiller kom galt afsted under torsdagstræningen i den sydtyske storklub og må ifølge træner Hansi Flick holde mindst tre måneders pause. Flick oplyser ifølge Ritzau til tyske medier, at Tolisso pådrog sig en muskelskade i låret under et afslutningsforsøg under træningen.

Fodbold. Efter 14 år med flere end 400 kampe for Stoke har den 33-årige forsvarsspiller Ryan Showcross fået ophævet sin kontrakt med Championshipklubben, så han kan forfølge muligheden for at skifte til en amerikansk klub i MLS. Inter Miami, der har David Beckham blandt ejerne og Phil Neville som træner, skulle være interesseret i Shawcross, der indtil 2007 spillede for Manchester United.

Tennis. Med sin 20. sejr i træk er den 4.-seedede russer, Daniil Medvedev, klar til sin første finale i Australian Open og den anden finale på grandslam-niveau efter US Open i 2019. Med blandt andet 16 serveesser vandt Medvedev dagens semifinale i Melbourne 6-4, 6-2, 7-5 over den 5.-seedede græker Stefanos Tsitsipas, der tydeligt var mærket af sin opslidende kvartfinalesejr over Rafael Nadal. 25-årige Medvedev har vundet sine tre foregående turneringer, Paris Masters og ATP-finalen i november samt ATP Cup i februar. 12 af sejrene har været over top-10-spillere og en af dem over Novak Djokovic, der er modstanderen i søndagens finale. Djokovic fører dog 4-3 i det indbyrdes regnskab.

Badminton. Skæringsdatoen for kvalifikation til sommerens OL i Tokyo er rykket. Hvor det tidligere var placeringerne på verdensranglisterne midt i april, der var afgørende, er det nu først 15. juni, der bliver sat navne på OL-felterne i de fem kategorier. Sidste tællende turnering bliver Singapore Open 1.-6. juni.

Badminton. Inden det kommer så langt, skal Danmark i Finland forsøge at vinde europamesterskabet for mixed hold for fjerde gang i træk og 18. gang i alt. Danmark er klar til semifinalen, men for anden gruppekamp i træk blev det kun til en 3-2-sejr, da Skotland var modstanderen. Anders Anthonsen og Line Christophersen vandt deres singler, men efter nederlag i mixed- og herredouble var det op til Maiken Fruergaard og Freja Ravn at sikre sejren. Det lykkedes med 21-15, 18-21, 21-15. Lodtrækningen til semifinalerne betyder en gentagelse af sidste års finale og dette års gruppekamp mod Tyskland, som Danmark vandt 3-2. Den kamp spilles kl. 17 dansk tid efter Frankrig og Rusland har spillet kl. 12.

Fodbold. Torsdagens 1/16-finaler i Europa League satte rekord. Resultater som Olympiakos-PSV Eindhoven 4-2, Young Boys-Bayer Leverkusen 4-3, Molde-Hoffenheim 3-3 og Royal Antwerp-Rangers 3-4 bidrog til, at der blev scoret 59 mål i de 16 kampe. Det gav et gennemsnit på 3,7 mål per kamp, hvilket er det højeste på en spilledag i knockout-fasen i turneringen, skriver statistik-sitet OptaJoe.

Basketball. All Star-kampen bliver gennemført 7. marts, meddeler NBA, der ellers har fået masser af opfordringer fra stjernespillere som bl.a. LeBron James til at sløjfe opvisningskampen midt i en tætpakket sæson.

Ishockey. Både Lars Eller og Oliver Bjorkstrand vandt deres NHL-kampe i nat, mens Frederik Andersen ikke var i truppen, da Toronto Maple Leafs vandt 7-3 over Ottawa Senators. Lars Eller leverede en enkelt assist i Washington Capitals 3-1-sejr over Buffalo Sabres, mens Oliver Bjorkstrand med Columbus Blue Jackets vandt 3-0 over Nashville Predators.

Håndbold. Efter tre års ophold i Norge og Frankrig vender Sarah Dalsgaard Paulsen hjem til Danmark, hvor den 23-årige playmaker har indgået en 2-årig aftale med SønderjyskE.

Håndbold. Selv om Mors/Thy førte 14-9 ved pausen, lykkedes det Skanderborg at vinde 27-24 i mændenes liga. Hos kvinder vandt Herning-Ikast 28-25 ude over Holstebro, der ellers havde vundet fem ligakampe i træk.

Henrik Braad Jacobsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her