0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

19. runde i Superligaen: Brøndby kunne spille sig til tops, men udnyttede ikke gaven de fik af Lyngby

Få overblikket over ugens midtugerunde i landets bedste fodboldrække.

Brøndby - Randers FC 0-0

Brøndby missede torsdag aften muligheden for at spille sig op på 3F Superligaens førsteplads, da det blev 0-0 hjemme mod Randers.

Det betyder, at Brøndby fortsat er toer med et enkelt point op til FC Midtjylland, der overraskende tabte 0-2 til Lyngby tidligere torsdag.

Et velorganiseret og afklaret Randers-mandskab dominerede, skabte store chancer og holdt Brøndby fuldstændig fra fadet i første halvleg, men efter pausen kom værterne mere i gang.

Brøndby skiftede system til at spille med fire i bagkæden, spillede hurtigere og fik kombinationerne til at flyde, men begge hold skød i sidste ende med løst krudt.

Randers er nu uden sejr i de seneste fem superligakampe, men kronjyderne er stadig på femtepladsen med tre point ned til top-6-skillelinjen. Der resterer tre kampe i grundspillet.

Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Et skadesplaget Randers-hold havde hele seks udskiftninger i startopstillingen, men gik på trods af det optimistisk til værks.

Kronjyderne forsvarede sig kompakt og gav derfor ikke Brøndby bagrum at løbe i, og da værterne generelt spillede for langsomt, lykkedes det sjældent at spille i mellemrummet og få de offensive profiler retvendt.

Med et godt pres og hurtige omstillinger overtog Randers kontrollen og skabte en række store muligheder, men en velspillende Marvin Schwäbe tog fra i hjemmeholdets mål.

Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Brøndby fik det slet ikke til at fungere før pausen og foretog derfor tre udskiftninger fra anden halvlegs start.

Det gav debut til 19-årige Oskar Fallenius, som var tæt på en drømmestart, men svenskeren sendte bolden tæt forbi mål i 53. minut.

Brøndby skabte de største chancer mod slutningen af kampen, men da stolpen stod i vejen for offensivprofilen Jesper Lindstrøm et kvarter før tid, endte det, som det startede - 0-0.


Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

FC Midtjyllands Evander fik nedlagt Lyngbys Emil Kornvig, men da der var fløjtet af, havde Lyngby nedlagt FCM’s mestre.

Lyngby - FC Midtjylland 2-0

1-0 Emil Nielsen (33) 2-0 Magnus Warming (90). Udvisninger: Gustav Isaksen, FCM (51) og Nicolas Madsen, FCM (90)

Lyngbys stærke start på foråret i Superligaen fortsatte torsdag mod topholdet FC Midtjylland, som blev besejret med 2-0.

Lyngby, som mandag slog Sønderjyske med 4-1, lignede på ingen måde et bundhold, men spillede en ny flot kamp og blev desuden hjulpet af to røde kort til gæsterne i anden halvleg.

Med sejren har Lyngby, som ikke vandt nogle kampe i efteråret, nu vundet tre kampe i foråret og har sparket døren til nedrykningskampen op på vid gab.

Med tre kampe tilbage af grundspillet er der syv point op til Vejle, som ligger nummer ti.

Trods placeringen i den tunge ende af tabellen spillede Lyngby-spillerne med en masse selvtillid, og samtidig havde de midtjyske gæster en dårlig dag og fandt aldrig melodien.

Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Lyngbys cheftræner Carit Falch har hentet 7 point i de seneste tre kampe.

Lyngby sad på spillet og kom til flere afslutninger, og efter en god halv time sendte angriberen Emil Nielsen fuldt fortjent Lyngby i spidsen efter et flot kontraangreb.

FCM sværmede om Lyngbys mål fra anden halvlegs start, men i stedet for en udligning fik gæsterne en udvisning, da den unge kantspiller Gustav Isaksen modtog sit andet gule kort for film i Lyngby-feltet.

Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Lyngbys Emil Nielsen tiljubles efter sin anden sæsonscoring.

Kampen bølgede efterfølgende frem og tilbage med chancer i begge ender, og FCM-keeper Jesper Hansen holdt gæsterne inde i kampen med flere gode redninger.

Nervøsiteten spredte sig på Lyngby-holdet mod slutningen, men kampen blev afgjort, da den unge FCM-spiller Nicolas Madsen i overtiden rev Lyngby-kanten Jens Martin Gammelby omkuld og fik direkte rødt kort.

Det udnyttede Lyngby kort efter, da Magnus Warming kom alene igennem på et kontraangreb, scorede sikkert til 2-0 og lukkede kampen, hvorefter jublen kunne bryde ud på hjemmeholdets bænk.


Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Sønderjyske-anføreren Marc Dal Hende fik scoret sit andet sæsonmål, men måtte nøjes med et point.

Sønderjyske - OB 1-1

1-0 Marc Dal Hende (53) 1-1 Issam Jebali (78)

Alt er fortsat helt lige i kampen om pladserne i Superligaens top-6, efter at Sønderjyske og OB torsdag spillede 1-1 i Haderslev.

Dermed er begge hold på 25 point for 19 kampe, men OB har overhånden på sjettepladsen med en bedre målscore end Sønderjyske på syvendepladsen.

Efter en helt lige kamp frem til Sønderjyskes føringsmål tidligt i anden halvleg, var det ganske fortjent, at OB udlignede ti minutter før tid.

Fynboerne fik nemlig etableret et enormt pres mod sønderjydernes mål i anden halvleg, og med lidt mere skarphed i slutminutterne kunne alle tre point nemt være endt på Fyn.

Allerede i første halvleg var det tydeligt, at begge hold gik efter alle tre point.

Begge hold ville fremad, men den dårlige bane i Haderslev fremprovokerede mange fejl, og derfor lykkedes det kun holdene en gang hver i første halvleg at komme tæt på en føring.

Først var Sønderjyskes Rasmus Vinderslev tæt på fra kort afstand, og lidt efter måtte OB’s amerikanske Emmanuel Sabbi så se sit hovedstødsforsøg blive reddet.

Syv minutter inde i anden halvleg kom Sønderjyskes føringsmål så, da venstrebacken Marc Dal Hende scorede sit andet sæsonmål.

Efter en hurtig omstilling endte bolden lidt tilfældigt for Dal Hendes fødder, som dog uden tilfældigheder sparkede bolden fladt i det lange hjørne til 1-0.

Dermed skulle OB op og jagte, og det betød, at resten af kampen nærmest kun foregik på Sønderjyskes banehalvdel.

Med ti minutter igen lykkedes det så også de stribede at sikre det ene point, da tunesiske Issam Jebali headede den ene point til Fyn efter et hjørnespark.

Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen

FC København - Vejle 2-1

1-0 Mathias ’Zanka’ Jørgensen (28) 1-1 Yiber Ramadani (67) 2-1 Mohamed Daramy (86)

Vejle så længe ud til at skulle spænde ben for FCK, som dog på en sen scoring hentede en vigtig sejr på 2-1.

Efter to pointdelinger på stribe kom FC København onsdag aften tilbage på sporet med en sen 2-1-sejr i hjemmekampen mod Vejle.

FCK overtager dermed Superligaens tredjeplads fra AGF, som tidligere onsdag tabte 0-1 til FC Nordsjælland.

Foran københavnerne ligger Brøndby og FC Midtjylland med henholdsvis tre og fem points forspring og en kamp i hånden.

Skuffelsen lurede længe for FCK, da Vejle flot havde kæmpet sig tilbage på 1-1, men en lille håndfuld minutter før tid sikrede Mohamed Daramy værterne alle tre point.

Vejle gjorde glimrende figur i Parken, men oprykkerne manglede den sidste skarphed og det sidste held for at få noget ud af opgøret.

Oprykkerne forbliver på tiendepladsen med ti point ned til Lyngby og AC Horsens, men begge bundhold har vundet deres seneste kamp og har dermed sat jagten på Vejle ind.

FCK greb taktstokken fra første fløjt og sad på boldbesiddelsen, men værternes overtag udmøntede sig sjældent i åbne målchancer.

Vejle stod som forventet ganske kompakt og lurede på hurtige omstillinger, men efter et indledende FCK-tryk kom gæsterne bedre med og fik gang i kombinationerne.

Under Jess Thorups ledelse er FCK begyndt at satse mere på offensive dødbolde, og sådan en gav pote i det 28. minut, hvor Mathias ’Zanka’ Jørgensen stangede et hjørnespark i kassen til 1-0.

Vejle blev tilsyneladende ikke skræmt af FCK i første halvleg, for gæsterne kom stærkt ud efter pausen og bød løverne op til dans.

I det 67. minut lykkedes det Vejle at udligne, da en afslutning fra Ylber Ramadani blev rettet af og strøg i mål til 1-1 helt ude ved stolpen.

FCK pressede på til sidst, og efter 86 minutter kom forløsningen, da indskiftede Mohamed Daramy scorede til 2-1 og blev matchvinder.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

AGF - FC Nordsjælland 0-1

0-1 Ulrik Yttergård Jenssen (13). Udvist: Bubacarr Sanneh, AGF (6)

FC Nordsjælland kunne fejre holdets første sejr i år, da Farum-klubben onsdag aften slog AGF 1-0 i Aarhus i Superligaens 19. spillerunde.

Kampens højdepunkter fandt alle sted inden for det første kvarter, hvor dommeren først tildelte et rødt kort efter et kig på VAR-skærmen, og forsvarsspilleren Ulrik Yttergård Jenssen derefter bragte FCN i front.

AGF-lejren var højlydt utilfreds med dommer Morten Krogh undervejs, og i særdeleshed ved tildelingen af det røde kort i kampens sjette minut fik frustrationerne frit løb.

Kampens resultat ændrer ikke meget ved stillingen, ud over at FCN har skabt mere luft ned til nedrykningsstregen og lokalrivalerne fra Lyngby.

Knap var kampen kommet i gang, før dommeren ændrede ved antallet af spillere på banen. AGF-forsvareren Bubacarr Sanneh fik vist det røde kort efter en voldsom tackling på FCN-offensivspilleren Ibrahim Sadiq.

Det røde kort blev uddelt, efter at dommer Morten Krogh havde set situationen efter på VAR-skærmen. Beslutningen vakte mildest talt ikke begejstring hos AGF-lejren, der følte sig bortdømt.

Udvisningen blev kampafgørende, og det var derfor ikke overraskende, at FCN bragte sig i front efter et lille kvarter ved norske Ulrik Yttergård Jenssen på et hovedstød.

Herefter var spillet uskønt med mange frispark, og ingen af holdene kom for alvor frem til store chancer. Det uskønne spil fortsatte langt ind i anden halvleg.

Hen imod slutningen lykkedes det AGF at etablere et nogenlunde pres, men FCN holdt stand og kunne derfor for første gang siden november smage sejrens sødme.

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

AC Horsens - AaB 2-1

1-0 Liram Qamili (31) 1-1 Mathias Ross (89) 2-1 Nicolai Brock-Madsen (90+4)

Med en vild afslutning på kampen hentede AC Horsens årets første sejr, da det blev 2-1 på hjemmebane over AaB i Superligaen.

AaB troede, at holdet havde sikret sig et uafgjort resultat, da Mathias Ross udlignede til 1-1 i det 90. minut.

I overtiden fik AC Horsens’ Nicolai Brock-Madsen dog sat den forløsende scoring ind.

Horsens, der har 11 point op til nedrykningsstregen, indtager fortsat Superligaens sidsteplads efter 19 kampe. Men holdet hopper op på siden af Lyngby.

AaB tabte derimod endnu et skridt i kampen for top-6, og nordjyderne har nu ikke vundet i seks kampe. Klubben ligger nummer ni med 22 point.

Horsens lagde ud med høj intensitet i spillet og pressede AaB højt, inden AaB kom bedre med i kampen efter et kvarters spil.

Horsens fik dog tilkæmpet sig flere dødbolde på AaB’s banehalvdel, og det udnyttede offensivspilleren Lirim Qamili efter 31 minutter.

Et frispark endte for fødderne af den 22-årige angriber, der kunne sparke Horsens på tidlig sejrskurs.

Målet slukkede samtidig Horsens-mandskabets måltørke, da det var klubbens første scoring i forårets seks kampe.

Efter pausen fik AaB etableret et massivt pres, men Horsens holdt stand indtil kort før tid. Her udlignede forsvarsspilleren Mathias Ross til 1-1, men det var ikke slut endnu.

Dybt inde i overtiden scorede Horsens-angriberen Nicolai Brock-Madsen til 2-1.

Annonce