Fodbold. Liverpool vandt også den anden kamp mod RB Leipzig i Champions League-ottendedelsfinalen med 2-0, og dermed er de engelske mestre videre til kvartfinalen med samlet 4-0. Ligesom det første opgør blev også returkampen spillet i Budapest, og det bekom tilsyneladende Liverpool godt. I hvert fald producerede det engelske hold masser af muligheder, men skarpheden blandt angriberne lod noget tilbage at ønske. Leipzig havde derimod svært ved at skabe spillet, og stillingen var 0-0 ved pausen. Liverpool fik ofte store chance på hurtige kontraangreb, og det var på en sådan, at Mohamed Salah scorede til 1-0 i det 70. minut. Fire minutter senere slog Sadio Mané sejren fast.
I aftenens anden ottendedelsfinale var FC Barcelona på en næsten umulig opgave efter at have tabt den første kamp hjemme til Paris Saint-Germain med hele 4-0. Og det lykkedes da heller ikke Lionel Messi og co. at skabe sensationen, for opgøret i Paris endte 1-1, og dermed er PSG videre til kvartfinalen med samlet 5-1.
Fodbold. Den tidligere FCK-målmand Robin Olsen har været offer for et groft røveri. Det bekræfter svenskerens klub, Everton, over for BBC. Målmanden og hans familie blev i weekenden udsat for røveriet, der foregik i deres eget hjem. En bande trængte ind i huset nær Altrincham, og familien blev truet med en machete. Smykker og et dyrt ur blev stjålet. Ifølge Everton har klubben fra Liverpool »... tilbudt Robin og hans familie så meget hjælp som muligt«.
Håndbold. Team Esbjergs forsvarende danske mestre blev den store vinder, da sidste runde i grundspillet blev afviklet. Vestjyderne gjorde deres pligt ved hjemme at besejre Randers 34-16, og da Viborg samtidig klædte det hidtidige tophold Odense af og vandt hele 33-21, slutter Esbjerg som vinder af grundspillet foran fynboerne. 1. pladsen kan få betydning, hvis Esbjerg når frem til de afgørende kampe om medaljer, for så vil holdet have hjemmebane i en eventuel 3. og afgørende kamp i både semifinale og finale. I bunden var Vendsyssels kvinder allerede på forhånd dømt til nedrykning.
Fodbold. Manchester City kom hurtigt videre efter weekendens nederlag til bysbørnene fra United. For på hjemme blev Southampton tildelt en lussing på 5-2, og kampen var reelt afgjort ved pausen, hvor City førte 3-1. Premier Leagues tohold havde Riyad Mahrez og Kevin de Bruyne som dobbelte målscorere, mens Ilkay Gündogan blev noteret for et enkelt mål.
Fodbold. Med en sejr på 3-0 og samlet 5-1 over OB er de danske mestre fra FC Midtjylland klar til semifinalen i pokalturneringen. De danske U21-landsholdsspillere Japhet Sery og Gustav Isaksen scorede midtjydernes to første mål, før veteranen Lasse Vibe satte punktum med 3-0-scoringen. I Randers slog hjemmeholdet superligakollegaerne fra Vejle med 3-1 og avancerer dermed ligeledes til semifinalen efter 0-0 i det første opgør.
Tennis. Roger Federer gjorde onsdag comeback efter 13 måneders pause med knæproblemer, da han trådte ind i anden runde af Qatar Open. Mere end et års pause og en dåbsattest, som viser 39 år, giver forventeligt noget rust, men det lykkedes alligevel Federer at nedkæmpe briten Daniel Evans med 7-6, 3-6, 7-5.
Tennis. Frederik Løchte og hans tyske makker Tim Pütz er færdige ved ATP-turneringen i Doha. Efter at have tabt første sæt i kvartfinalen mod det topseedede par fra Colombia med 3-6, trak Løchte og makkeren sig, efter at Pütz i et bizart solouheld tabte sin ketsjer ned i jorden ved en returnering, hvorefter den sprang op i øjet og gav ham synsforstyrrelser, skriver Ritzau.
Olympisk. Den 67-årige tysker Thomas Bach er blevet genvalgt som præsident for Den Internationale Olympiske Komité (IOC) for yderligere fire år, skriver AFP. Valget kommer ikke som en overraskelse, idet Bach var eneste kandidat. Han modtog 93 af 94 mulige stemmer fra IOC-medlemmerne til endnu en præsidentperiode. Bach overtog posten fra belgieren Jacques Rogge i 2013.
Fodbold. Lyons kvinder, der har vundet Champions League fem gange i træk, var for stor en mundfuld for Brøndby i ottendedelsfinalen af den fornemme turnering. Efter at have tabt ude 2-0, tabte det danske hold hjemmekampen 3-1 og dermed sammenlagt 5-1. Nanna Christiansen bragte godt nok Brøndby foran, men de franske kvinder var i længden for stærke. I samme turnering besejrede FC Barcelona danske Fortuna Hjørring med 5-0 og gik videre med sammenlagt 9-0.
Håndbold. Bjerringbro-Silkeborg (BSH) med træner Peter Bredsdorff-Larsen i spidsen taberdømmes i tre kampe og fratrækkes 6 point i den bedste danske række for at have benyttet en ulovlig spiller. Det er Disciplinærinstansen for Håndboldligaen og 1. division, der har truffet afgørelsen, oplyser Dansk Håndbold Forbund (DHF) onsdag. BSH skriver på sin hjemmeside, at det skyldes en administrativ fejl fra den midtjyske klubs side. Det drejer sig om stregspilleren Sasser Valde Helveg Sonne, som har været udlejet til Lemvig-Thyborøn, men som kom tilbage til BSH 31. december 2020. Siden var han med i tre kampe, men var ikke registreret som BSH-spiller, men derimod Lemvig-spiller. BSH vandt kampene, men er nu taberdømt i alle tre opgør og mister derved de 6 point.
Cykling. Den 21-årige danske mester Emma Cecilie Norsgaard Jørgensen (Movistar) ligger nr. 6 sammenlagt og er indehaver af førertrøjen i ungdomskonkurrencen efter den 126 km lange 1. etape i det tre dage lange hollandske Healthy Ageing Tour, der afvikledes på motorbanen i Assen og sluttede i en massespurt. Her blev den unge dansker nr. 11, men hun havde undervejs erobret 3 bonussekunder. Belgieren Jolien D’Hoore (SD Worx), der lige netop fangede englænderen Alice Barnes (Canyon SRAM) på stregen, scorede dobbelttriumf med både etapegevinst og førertrøje. De to andre danske deltagere Amalie Dideriksen (Trek-Segafredo) og Julie Leth (Ceratizit-WNT) var med hjem i det store hovedfelt og befinder sig sammenlagt blandt de ryttere, der fra 11. til og med 92. pladsen er 10 sekunder bagud.
Olympisk. Atleter kan få forbud mod at tage deres familier med til de olympiske lege i Tokyo til sommer. Det antyder Tokyos OL-chef Seiko Hashimoto i et interview med et lokalt japansk medie. »Det er en chance, de måske kun får en gang i deres liv, så på et følelsesmæssigt plan vil jeg gerne have familier med, så de er i stand til at se med. Men vi er nødt til at tænke på Japans sundhedssystem, så med et tungt hjerte er jeg nødt til at sige, at det bliver svært«, siger Hashimoto ifølge AFP.
Den udmelding kommer, efter at Kyodo News tirsdag skrev, at udenlandske tilskuere heller ikke får adgang til legene. Det skrev det japanske nyhedsbureau på baggrund af anonyme kilder med kendskab til sagen. Søren Simonsen, den danske chef de mission for OL, vurderer, at det peger i retning af, at atleterne kan se frem til ændrede familieplaner. »Med den usikkerhed, der er i forhold til bevægelsesfrihed, tror jeg måske også, at det er klogt at revurdere, om man som atlet skal have sin familie med derover. For atleterne bliver begrænset i deres bevægelsesfrihed mellem arenaerne og der, hvor de bor«, siger Søren Simonsen.
Cykling. Søren Kragh Andersen trækker sig fra Paris-Nice på grund af rygproblemer. Han stiller ikke til start på onsdagens 4. etape af løbet, oplyser Team DSM onsdag på Twitter. »Uheldigvis har Søren Kragh Andersen et mindre problem med ryggen, så han stiller ikke til start på etapen i Paris-Nice for en sikkerheds skyld forud for klassikerne«, skriver Team DSM. Søren Kragh Andersen blev tirsdag nr. 5 på 3. etape, som var en enkeltstart, og samlet var han sekser i løbet.
Fodbold. FC Københavns Mathias ’Zanka’ Jørgensen gule kort fastholdes. FCK har fået afvist en protest mod det gule kort, som forsvarsspilleren modtog i søndagens nederlag til Brøndby. Dermed har han karantæne mod FC Midtjylland på søndag.
Fodbold. På trods af at Juventus tirsdag aften var en mand i overtal i over en time, måtte holdet se sig slået efter forlænget spilletid mod Porto, som vandt på reglen om udebanemål efter 4-4 samlet. Særligt en situation omkring det mål, der i anden halvleg af den forlængede spilletid igen bragte Porto i front i den samlede stilling, har ført til debat efterfølgende. Således fik kreatøren Sergio Oliveira lov til at brage et frispark under en Juventus-mur, som så skidt ud i situationen. Flere stjernespillere, heriblandt Cristiano Ronaldo og Adrien Rabiot, hoppede med ryggen til bolden. Og det var en fejl, som ikke må ske, siger blandt andre tidligere toptræner og nuværende kommentator for Skysport Italia Fabio Capello. »De var bange for bolden og hoppede væk fra den med ryggen til. Det er utilgiveligt«, siger han ifølge Football Italia.
Også den tidligere engelske landsholdsangriber Gary Lineker er ude med riven. »Endelig har vi fundet noget, som Ronaldo ikke kan finde ud af – at stå stille i en mur«, skriver Gary Lineker på Twitter. Juventus-træner Andrea Pirlo anerkender fejlen. »Det er aldrig sket før, at de har vendt sig rundt. Måske følte de, at frisparket var så langt ude, at de ikke fornemmede faren?«, siger Pirlo ifølge Football Italia. »Det var en fejl, og det sker ikke normalt«.
Tennis. Holger Rune skal efter sin første sejr i en ATP-turnering ved Chile Open i Santiago nu møde 2. seedede Benoit Paire fra Frankrig i 2. runde. Opgøret spilles sent onsdag aften/nat dansk tid. 31-årige Paire fra Avignon er nr. 29 på verdensranglisten, hvor 17-årige Holger Rune netop nu er nr. 410 med markant pil opad. Den unge dansker er med i hovedturneringen efter en vellykket kvalifikationsturnering. Den topseedede chilener Cristian Garin møder i 2. runde landsmanden Alejandro Tabilo, der som Rune er med via kvalifikationen.
Ishockey. Det var både et top- og danskeropgør, da Winnipeg Jets og Toronto Maple Leafs natten til onsdag tørnede sammen i NHL. Her blev det Nikolaj Ehlers og Winnipeg Jets, der løb med sejren på 4-3, hvor Ehlers med to assister spillede en ikke ubetydelig rolle. Imens stod Frederik Andersen i Toronto-målet for 19 redninger. Med sejren indtager Jets andenpladsen i Scotia North-divisionen, hvor Maple Leafs trods nederlaget fortsat ligger nummer et. Der er dog en del forskel på, hvor mange kampe de forskellige hold i divisionen har spillet. Jets har gang i en god stime og har vundet syv af de seneste ni kampe.
Tennis. Roger Federer har blikket rettet mod OL i Tokyo, efter at han missede legene i Rio i 2016 på grund af en skade. Det fortæller han forud for sit længe ventede comeback ved Qatar Open efter 13 måneder på sidelinjen med knæproblemer. Ved Qatar Open møder han onsdag britiske Dan Evans i 2. runde, efter at to knæoperationer sluttede hans sæson tidligt sidste år. »Det er en del af min plan at deltage ved OL, selv om mit største mål er at deltage i alt fra nu og indtil Wimbledon, som er den turnering, der kommer inden OL«, siger Federer til BeIN Sports. »Jeg håber, at jeg er tilbage i form inden da, og at spørgsmålene omkring mit knæ vil stoppe. OL er et stort mål for mig«.
Den tidligere Liverpool-kaptajn Steven Gerrard har stor succes som manager i skotske Rangers FC.
Fodbold. Steven Gerrard har før indrømmet, at det er hans drøm at blive Liverpool-manager en dag, men han håber, at Jürgen Klopp bliver i jobbet »... i mange år endnu«. Det siger han til ITV. Den 40-årige tidligere Liverpool-anfører, som søndag førte Rangers til det første skotske mesterskab i ti år, fortæller videre, at han mener, at Klopp er »... en af de bedste managers i verden«. »Jeg elsker ham«, siger Gerrard til ITV tirsdag ifølge nyhedsbureauet dpa. »Liverpool-fansene ønsker ikke, at jeg skal være manager for Liverpool Football Club. De ønsker, at Jürgen Klopp skal fortsætte som Liverpool-manager. Og jeg er fuldstændig enig med dem«.