0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er gemt Du har ulæste artikler blandt dine gemte artikler

Pragtmål redder Real, Viborg vinder topkamp og Jeff Winthers føring forsvinder i en busk

Følg lørdagens strøm af nyheder fra sportens verden.

Fodbold. Real Madrid balancerede på kanten af endnu en katastrofal nedtur i den spanske La Liga, men det forhindrede Karim Benzema. Dani Calvo headede Elche foran efter en time, men Benzema scorede i 73. minut, og i det første tillægsminut blev franskmanden matchvinder med en forrygende flugter via den ene stolpe.

Resultater og stillinger fra europæisk fodbold

Fodbold. Robert Lewandowski scorede til 3-0, da topholdet Bayern München vandt 3-1 ude over Werder Bremen. Dermed er polakken på 32 ligamål i denne sæson og med 268 mål i alt deler han andenpladsen med Klaus Fischer på listen over alle tiders målscorere i Bundesligaen, der toppes af Gerd Müller med 365 mål. I den anden ende af række led Schalke 04 endnu et ydmygende nederlag, da det med Frederik Rønnow på mål blev 0-5 ude mod Wolfsburg. Markus Ingvartsen spillede den sidste halve time for Union Berlin, der på et sejrsmål efte 67 minutter vandt 2-1 over FC Köln.

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Fodbold. Viborg gik med en 2-0-sejr over Esbjerg i udbrud i toppen af 1. division, hvor der til gengæld er lagt op til en drabelig duel om den anden oprykningsplads til Superligaen. Jeppe Grønning scorede efter en klumspilsituation i forlængelse af et hjørnespark, og det var ligeledes et hjørnespark, som forsvarsspilleren Mads Lauritsen pandede ind til 2-0. Esbjerg mistede dermed 2.-pladsen til Silkeborg, der vandt 3-0 ude over Hobro på to mål af Sebastian Jørgensen og et af Nicklas Helenius, der scorede for femte kamp i træk.

Alle resultater og stillingen i 1. division

Tennis. Efter sin første titel i WTA 250-turneringen i Lyon for en uge siden må Clara Tauson gennem kvalifikationen for at komme ind i den kommende uges WTA 500-turnering i Sankt Petersborg. Clara Tauson er som nummer 96 på verdensranglisten topseedet i kvalifikationen, som hun indledte med at besejre russeren Ekaterina Shalimova (nr. 538) 7-5, 6-3. Søndag skal Clara Tauson spille om en plads i hovedturneringen mod hollænderen Lesley Pattinama Kerkhove (nr. 104).

Golf. Jeff Winther indledte tredje runde i spidsen for Qatar Masters med et forspring på 2 slag, men under en vindblæst runde uden en eneste birdie formøblede han føringen på 15. hul, da hans teeslag endte under en busk og han på par-3-hullet lavede en triplebogey. Joachim B. Hansen er dermed bedste dansker på en delt 4.-plads, 3 slag efter den førende sydafrikaner, Darren Fichardt, mens Jeff Winther på 10.-pladsen er 5 slag efter.

Tennis. Efter sin kvartfinale i denne uges ATP-turnering, Chile Open, spiller 17-årige Holger Rune videre i Chile. Holger Rune skriver i sin instagram-historie, at han har fået et wild card til den kommende uges grusturnering på det underliggende challenger-niveau, Challenge Santiago Chile.

Ridning. Det Internationale Rideforbund (FEI) besluttede fredag at forlænge nedlukningen af sporten frem til og med 11. april. Et større udbrud af hesteherpes har fået tag i Europas stalde, og det har fået forbundet til at tage den drastiske beslutning. Sygdommen kan ikke ramme mennesker, men det kan give heste både problemer med åndedræt og feber. I værste tilfælde rammer det også hjernen og kan koste hesten livet. Den forlængede nedlukning betyder samtidig, at World Cup-finalestævnet i Göteborg er blevet aflyst. (Ritzau)

Amerikansk fodbold. 43-årige Tom Brady tager endnu en sæson for Tampa Bay Buccaneers. Den legendariske quarterback skriver på Instagram, at han vil jagte sin ottende Super Bowl-titel med klubben, som han vandt med i februar efter at have vundet seks gange med New England Patriots.

Fodbold. FC København-fangruppen Sektion 12 vil som en del af en anmeldt demonstration tage imod FCK-spillerne, når de søndag ankommer til Parken og topkampen mod FC Midtjylland. »Vi vil gerne invitere alle FCK-fans til spillermodtagelse på søndag klokken 15.30. Vi mødes bag D-tribunen. Vi vil vise spillerne at vi stadig er der inden denne vigtige kamp, hvor vi skal vinde«, skriver Sektion 12 i en Facebook-gruppe, der kun er åbent for medlemmer.

Fodbold. Et flertal af 1.024 adspurgte danskere mener, at Danmark skal boykotte næste års VM-slutrunde i Qatar. Ifølge en Voxmeter-måling mener 44,4 procent, at Danmark skal blive væk i protest mod blandt andet værtslandets behandling af gæstearbejdere, 31,1 procent siger nej og 24,5 procent har ikke taget stilling. I gruppen af danskere over 65 år er der med 55,4 procent flertal for en boykot, mens det i aldersgruppen 18-34 år kun er 37,3 procents opbakning til det synspunkt.

Fodbold. Da Andreas Schjelderup i sin sjette kamp for FC Nordsjællad fredag aften scorede det sidste mål i 3-0-sejren over Lyngby, blev den 16 år og 284 dage gamle nordmand nummer fire på listen over alle tiders yngste målscorere i Superligaen.

De 5 yngste målscorere ifølge superstats.dk

Dato og målscorerAlderResultatModstander
08.07.2020: Jeppe Kjær, AC Horsens16 år 129 dage3-2Hobro
05.08.2001: Mads Beierholm, Vejle16 år 263 dage1-1Esbjerg
30.10.2010: Kenneth Zohore, FCK16 år 272 dage3-2Lyngby
12.03.2021: Andreas Schjelderup, FCN16 år 284 dage3-0Lyngby
14.09.1991: Kenni Sommer, Silkeborg17 år 43 dage2-2Frem


Annonce