0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er gemt Du har ulæste artikler blandt dine gemte artikler

Stort comeback af Pogba: United sender Milan og Kjær ud af Europa League

De seneste nyheder fra sportens verden.

Fodbold. Selv om AC Milan havde en lille fordel før returmødet i Europa Leagues ottendedelsfinale torsdag aften, blev det Manchester United, der trak det længste strå. Med en indskiftning af Paul Pogba fra anden halvlegs start ændrede opgøret karakter, for franskmanden, der vendte tilbage efter en lang pause pga. en skade, sendte omgående bolden i nettet, så det var United, der sammenlagt førte 2-1 efter 1-1 på Old Trafford i første møde. Milan sendte Zlatan Ibrahimovic på banen, men den svenske veteran havde svære arbejdsvilkår over for et påpasseligt engelsk forsvar. Simon Kjær spillede hele opgøret for Milan.

Fodbold. Arsenal er klar til kvartfinalerne i Europa League, selv om London-klubben torsdag aften tabte 0-1 hjemme til græske Olympiakos. Det endte med en samlet sejr til Arsenal på 3-2. Meget værre gik det for ærkerivalen i det nordlige London, Tottenham, da José Mourinhos mandskab på udebane satte sin 2-0-føring fra første ottendedelsfinale mod Dinamo Zagreb over styr, tabte 2-3 efter forlænget spilletid og røg ud af turneringen. For kroaterne scorede Mislav Orsic hattrick. Efter nederlag i lokalopgøret mod Arsenal for nylig gik det altså fra ondt til endnu værre for Tottenham.

Fodbold. Det bliver som frygtet uden Christian Eriksen, når det danske landshold i næste uge indleder VM-kvalifikationen. Den danske profil vil således ikke være med, når Danmark møder Israel 25. marts. Det oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) på Twitter. Eriksen er i isolation efter et udbrud af coronavirus i hans klub, italienske Inter. Philip Billing er udtaget som erstatning for Eriksen.

Håndbold. Efter en times uskøn håndbold blev det til dansk nederlag, da kvindelandsholdet torsdag spillede den første af to Golden League-kampe mod Frankrig. I en helt tom hal i Paris tabte Danmark 22-26. Kampen var præget af en helt del tekniske fejl og et hav af spildte muligheder. Danmark får allerede mulighed for at få revanche mod Frankrig, når de to hold mødes igen lørdag.

Atletik. En række atleter er i kølvandet på indendørs atletik-EM i Polen konstateret smittet med coronavirus. Fire danske atleter er blevet testet positive efter hjemkomsten til Danmark. Det oplyser Dansk Atletik (DAF) torsdag i et opslag på Facebook, hvor elitechef Bo Overgaard forklarer nærmere om omfanget. »I den danske trup på i alt 20 deltagere (15 atleter og 5 stabsmedlemmer) er der fire atleter, som umiddelbart efter hjemkomst fik en positiv covid-19-test, og derfor p.t. er i forlænget isolation efter myndighedernes retningslinjer. De nævnte atleter er: Kristian Uldbjerg Hansen, Mikael Johnsen, Jakob Dybdal og Joel Ibler Lillesø. Alle fire atleter har enten ingen eller meget få symptomer, og de melder alle, at de er ved godt mod«, lyder det fra elitechefen i opslaget.

Tennis. Russiske Daria Kasatkina, de sendte Clara Tauson ud af WTA-turneringen i Skt. Petersborg, er nu fremme i kvartfinalen. Det skete torsdag med en sejr over hviderussiske Aliaksandra Sasnovich i tre sæt, 5-7, 6-3, 7-6 (7/2). I kvartfinalen skal Kasatkina møde enten 2. seedede Veronika Kudermetova eller kvalifikationsspilleren Kamilla Rakhimova, begge også fra Rusland.

Golf. Søren Kjeldsen er bedste dansker i Kenya Open efter første runde. Kjeldsen gik sine første 18 huller i fire slag under par og ligger på en delt 14.-plads i turneringen, der er en del af European Tour. Joachim B. Hansen, Benjamin Poke, Nicolai Højgaard og Lucas Bjerregaard deltager også. Franske Benjamin Herbert ligger øverst i syv slag under par.

Badminton. Den forsvarende All England-mester Viktor Axelsen er klar til kvartfinalen i dette års turnering, men han fik sig lidt af en forskrækkelse, inden han kom forbi 2. runde. Inderen Sai Praneeth, der rangerer som verdens nr. 15, vandt første sæt og førte 5-0 i det andet, inden Axelsen fandt sit spil og sejrede 15-21, 21-12, 21-12. Også i 1. runde levede Axelsen livet farligt, da han nedkæmpede japaneren Koki Watanabe med 21-19 i tredje sæt. I kvartfinalen venter thailænderen Sitthikom Thammasin, der vandt uden kamp mod Jonatan Christie, der ligesom alle andre indonesere er blevet udelukket fra at deltage på grund af coronasmitte på deres fly. I semifinalen er Axelsen seedet til at møde landsmanden Anders Antonsen, der spiller sin kamp i 2. runde senere torsdag.

Atletik. Op til ti russere kan stille op ved OL i Tokyo i atletik under neutralt flag. Det har Det Internationale Atletikforbund, World Athletics, torsdag bestemt, skriver nyhedsbureauet AFP. Russerne må ikke stille op under russisk flag grundet en straf, efter at et omfattende dopingsystem i Rusland for nogle år tilbage blev afsløret. Det er World Athletics’ såkaldte ANA-program, der giver russerne mulighed for at stille op trods straffen til Rusland. ANA står for Authorised Neutral Athlete (autoriseret neutral atlet) og blev sat i værk, da dopingsagen mod Rusland begyndte i slutningen af 2014. Det giver russere mulighed for at stille op i internationale atletikkonkurrencer under strenge antidoping-kriterier. Ved VM i atletik i 2019 deltog 29 russere under neutralt flag.

Doping. Hammerkasteren Dilshod Nazarov, der vandt OL-guld i Rio i 2016, kommer ikke til at deltage ved dette års OL i Tokyo. Således er udøveren fra Tadsjikistan blevet udelukket i to år for brug af doping, oplyser Idrættens Integritetsenhed (AIU) ifølge nyhedsbureauet Reuters. Der er tale om en test fra VM i 2011, som først blev testet positiv ved en ny analyse af testen i 2019. Af den årsag blev han udelukket fra deltagelse ved VM i 2019. Udelukkelsesperioden starter med tilbagevirkende kraft fra 24. september 2019 og udløber altså først umiddelbart efter dette års OL, der afvikles fra 23. juli til 8. august.

Badminton. Flot dansk start på anden spilledag ved All England i Birmingham. I kvindernes single bookede Mia Blichfeldt (seedet 7) for anden gang i karrieren siden 2018 billet til turneringens kvartfinaler. Det skete med en sejr på 21-16, 21-17 over tyskeren Yvonne Lee. Nu venter den 4. seedede Ratchanok Intanon fra Thailand. Hos mændene måtte 7. seedede Rasmus Gemke til gengæld se sig slået af Kanta Tsuneyama fra Japan efter tre dramatiske sæt: 21-15, 18-21, 21-14 sluttede det til japaneren.

Doublen Niclas Nøhr/Mathias Christiansen tog en lille skalp ved at slå det 7. seedede par fra Malaysia i to tætte sæt, mens Alexandra Bøje/Mette Poulsen tabte til det topseedede engelske par. Også Isabella Nielsen og Marie Louise Steffensen tabte til et seedet engelsk par. Den rent danske duel mellem Maiken Fruergård/Sara Thygesen og Amalie Magelund/Freja Ravn gav klar sejr til 8. seedede Fruergård/Ravn. I mixeddouble var Mai Surrow/Mathias Thyrri på vinderkurs mod det 3. seedede par fra Malaysia, men ved 12-12 i andet sæt gik det rivalernes vej. Goh/Chan vandt 21-23, 21-15, 21-12.

Se hele dagens program og følg med live her(eksternt link)

Skisport. World Cup-finalestævnet i schweiziske Lenzerheide er ved at udvikle sig til lidt af en farce. Onsdag blev styrtløbene aflyst grundet for meget sne, og torsdag var det tæt tåge, der forhindrede afviklingen af to Super-G-løb. Lara Gut-Behrami fra Schweiz er nu kåret som samlet vinder af årets World Cup i Super-G, mens østrigeren Vincent Kriechmayr troner øverst på mændenes podie.

Badminton. De indonesiske spillere er blevet udelukket fra All England. Det skyldes en coronasmittet person om bord på spillernes fly på vej mod England. Det oplyser Det Internationale Badmintonforbund (BWF) natten til torsdag i en meddelelse. Det danske doublepar Lasse Mølhede og Jeppe Bay er på grund af udelukkelsen allerede nu klar kvartfinalen ved All England. De skulle have mødt andenseedede Mohammad Ahsan og Hendra Setiawan fra Indonesien torsdag, oplyser Badminton Danmark.

Håndbold. Bjerringbro-Silkeborgs appelsag kan få afgørende betydning for slutstillingen i grundspillet i mændenes bedste række, hvor Bjerringbro-Silkeborg onsdag appellerede en straf på tre skrivebordsnederlag for brug af en ulovlig spiller. Håndboldens Appelinstans oplyser ifølge Ritzau, at der arbejdes på højtryk for at have en afgørelse klar inden sidste spillerunde i grundspillet 4. april.

Fodbold. Klubberne i Frankrig nægter at afgive udenlandske spillere til landshold, der skal spille kampe uden for EU. Det meddeler ligaorganisationen LFP ifølge nyhedsbureauet Reuters. Har en udenlandsk spiller, der er bosiddende i Frankrig, været udenfor EU, skal denne ved tilbagekomst til Frankrig i 14 dages coronaisolation. Af samme årsag er angriberen Kasper Dolberg fraværende i den danske trup, der rejser til Israel i næste uge.

Håndbold. Den danske træner Jan Leslie er fyret i den russiske storklub CSKA Moskva. Ifølge Ritzau er det skuffende resultater – CSKA er nr. 2 i ligaen og i kvartfinalen i Champions League – der har ført til afskedigelsen i klubben, som har den danske landsholdsspiller Kathrine Heindahl i Jan Leslies nu tidligere trup. Leslie siger til TV2 Sport, at der nu venter et juridisk efterspil. »Selvfølgelig har de ret til at fyre mig. Men jeg er også i min ret til at konstatere, at jeg har 16 måneder tilbage af min kontrakt. De tilbyder mig et beløb i en mail, som jeg på ingen måde kan acceptere«, siger Jan Leslie.

Fodbold. Den fyrede OB-træner Jakob Michelsen erklærer sig afklaret med afskedigelsen. Reelt har han været ‘dead man walking’ på Fyn siden det i januar blev kendt, at hans kontrakt ikke ville blive forlænget. »Jeg er helt afklaret med fyringen, som ikke kom som den store overraskelse«, siger han ifølge Ritzau i en skriftlig meddelelse.

»Til trods for en lidt udfordrende sidste periode er jeg tilfreds med min tid i OB, hvor jeg har været med til at skabe de bedste placeringer de seneste ti sæsoner«, fortsætter Jakob Michelsen med henvisningen til femtepladsen i Superligaen i 2019. Sportschef Michael Hemmingsen har overtaget ansvaret for OB-holdet i resten af sæsonen, mens den tidligere AaB-sportsdirektør Allan Gaarde skal hjælpe med at finde en ny cheftræner.

Corona. Team Danmark frygter at den langvarige nedlukning kan have skadet talentudviklingen i Danmark. Det skriver organisationen i et åbent brev til politikerne, som torsdag mødes for at forhandle om videre genåbning. »Der er fortsat en stor gruppe unge atleter, der er afskåret fra at dyrke deres idræt«, skriver Team Danmark, der tilføjer: »Det afleder i stigende grad mistrivsel blandt de unge talenter og en bekymring for konsekvenserne for det langsigtede talentarbejde og dermed også udviklingen af fødekæden til dansk eliteidræt med risiko for helt eller delvist at miste en hel årgang. Det har dansk eliteidræt ikke råd til«. Al indendørs idræt har været nedlukket siden december.

Håndbold. SønderjyskEs mænd besejrede i aftes ligatopholdet GOG 32-28, og det skete uden cheftræner Jan Pytlick på sidelinjen. Han er ifølge JydskeVestkysten indlagt med noget, der ligner nyresten. I stedet var det assisterende træner Rasmus Glad Vandbæk, der stod for vindertaktikken.

Fodbold. Halvdelen af trænerne i de otte resterende klubber i Champions League er tyskere. Onsdag spillede Bayern München og engelske Chelsea sig videre i mesterligaen, og Bayern-træner Hansi Flick samt Chelsea-bossen Thomas Tuchel gjorde dermed landsmændene Edin Terzic (Dortmund) og Jürgen Klopp (Liverpool) selskab. »Sidste år var vi allerede tre tyske trænere i semifinalen, ikke sandt?«, sagde Chelsea-cheftræner Thomas Tuchel, da tv-kanalen Sky ifølge dpa præsenterede ham for statistikken. »Lad os håbe, at vi kommer lidt længere i år«, lød det endvidere fra Tuchel, der sidste år nåede finalen med Paris SG mod Bayern.

Olympisk. Hiroshi Sasaki, der indtil torsdag japansk tid var OL’s kreative chef, har trukket sig fra sit job. Det skriver både AFP og Reuters. Årsagen er, at han er kommet med nedsættende bemærkninger rettet mod den japanske entertainer Naomi Watanabe. Hiroshi Sasaki har ifølge Ritzau selv erkendt, at han i en gruppechat havde foreslået, at Watanabe kunne spille en rolle som ’Olympig’ (olympisk gris). »Der var et meget upassende udtryk i min idé og udtalelse«, siger Sasaki, der er den anden OL-chef, der må trække sig efter nedsættende bemærkninger rettet mod kvinder. For nylig trak Yoshiro Mori sig fra rollen som OL’s øverste chef efter at have sagt, at kvinderne i den komité, der arrangerer legene, snakkede for meget.

Cykling. Lasse Norman Hansen har dobbelt OL-guld i Tokyo som sit store mål på banen, men forinden skal han køre det store etapeløb Giro d’Italia i maj for sit nye hold, Qhubeka. Det bliver danskerens blot anden grand tour. »Jeg satser og håber på, at jeg kan levere et eller andet. Jeg skal selvfølgelig først og fremmest køre for vores sprinter Giacomo Nizzolo og se, om jeg kan gøre en forskel for ham i finalerne«, siger Lasse Norman til Ritzau.

Ishockey. Nikolaj Ehlers blev natten til torsdag matchvinder for Winnipeg Jets i NHL mod Montreal Canadiens. 55 sekunder inde i overtiden scorede danskeren til 4-3-sejr.

Annonce