0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er gemt Du har ulæste artikler blandt dine gemte artikler
Russell Cheyne/Ritzau Scanpix
Foto: Russell Cheyne/Ritzau Scanpix

VM-konkurrenterne hjælper Danmark, og Zlatan assisterer Sveriges sejrsmål

De seneste nyheder fra sportens verden.

Fodbold. Danmark er alene i spidsen for den netop startede VM-kvalifikation, for begge de andre kampe i gruppen endte uafgjort. Med en sen scoring på et saksespark sikrede John McGinn Skotland 2-2 i hjemmekampen på Hampden Park mod Østrig, der havde Sasa Kalajdzic som dobbelt målscorer, mens Grant Hanley udlignede til 1-1 på et hovedstød. Meinhard Olsen udlignede efter 83 minutter til resultatet 1-1 for Færøerne ude mod Moldova, som Danmark på søndag møder i Herning. Zlatan Ibrahimovic gjorde comeback for Sverige og lagde efter en brysttæmning op til Viktor Claesson, der med en god førsteberøring og en flad afslutning blev matchvinder i 1-0-sejren over Georgien.

Alle resultater og stillingerne i VM-kvalifikationen

Srdjan Zivulovic/Ritzau Scanpix
Foto: Srdjan Zivulovic/Ritzau Scanpix

Skihop. Nordmanden Daniel André Tande var involveret i et voldsomt styrt under et træningshop i Slovenien, hvor han ramte jorden hårdt i høj fart efter at have fløjet 78 meter og derpå gled ned ad bakken. Den 27-årige nordmand mistede kontrollen over skiene efter at have sat af med 100 km i timen, roterede i luften og tabte skiene, da han landede. Efter det uhyggelige styrt lå han livløs på sneen, inden han fik førstehjælp og blev fløjet på hospitalet i Ljubljana. »Kravebenet er brækket, og der er noget med lungerne, som vi ikke helt ved, hvad er endnu. Han ligger i kunstig koma og skal vækkes igen om 24 timer. De har tjekket nakken og hovedet, og det er i orden«, siger den norske landstræner, Alexander Stöckl, til NTB.

Fodbold. I VM-kvalifikationsgruppe G fik den tidligere FC København-manager Ståle Solbakken en godkendt debut som norsk landstræner med en 3-0-sejr på udebane mod Gibraltar. Den store historie i forbindelse med det opgør er dog ikke sejren, men derimod at det norske mandskab og træneren via t-shirts gav udtryk for opbakning til menneskerettighederne – et varslet statement for at gøre opmærksom på de mange problematikker omkring Qatars VM-værtskab i 2022. ’Human rights - on and off the pitch’ (menneskerettigheder - på og uden for banen) stod der skrevet på trøjerne, som spillerne bar under afspilningen af de to holds nationalmelodier. Under opvarmningen havde spillerne iført sig en anden t-shirt, hvor ordet ’human rights’ var byttet ud med ’respect’.

Gibraltars landstræner kritiserer det norske budskab. »Jeg vil hverken have, at mine spillere eller mit hold politiserer en sådan anledning«, siger Julio Ribas ifølge Ritzau til VG og tilføjer: »Vi ønsker ikke på nogen måde at deltage i noget, som blander fodbold og politik«, siger landstræneren.

Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), der forbyder blandt andet politiske manifestationer i forbindelse med kampe, meddeler torsdag eftermiddag, at de ikke vil sanktionere Norge for deres t-shirts. »Fifa tror på ytringsfriheden og på fodbold som en godhedens kraft«, meddeler Fifa.

Golf. Med en runde i 68 slag avancerede Søren Kjeldsen som den eneste af de tre danskere på tredje runde af Kenya Savannah Classic, men hans samlede score på 7 slag under par rækker blot til en 48.-plads, 10 slag efter sydafrikaneren Justin Harding, der er 3 slag foran en gruppe på seks spillere. Lucas Bjerregaard er nummer 61 og Martin Leth Simonsen nummer 69

Fodbold. Regeringens foreløbige melding om 11-12.000 fans til Danmarks tre EM-kampe i Parken i juni mod Finland, Belgien og Rusland vækker glæde hos Dansk Boldspil-Union (DBU) og direktør Jakob Jensen. Men 12.000 er altså kun en tredjedel af Parkens kapacitet. Adskillige tusinde fans risikerer dermed at få annulleret deres billetter. »Det er lidt for tidligt at sige noget om, for det er Uefa, som har solgt billetterne, og Uefa skal jo have tilbagemeldinger fra alle 12 værtsbyer, før de kan lægge en samlet billetplan«, siger DBU-direktøren til Ritzau. Fra Rusland og EM-værtsbyen Sankt Petersborg forlyder det, at man vil fylde stadion 50 procent og lukke op til 30.500 tilskuere ind til de planlagte EM-kampe. En kvartfinale samt tre opgør i Danmarks gruppe skal efter planen spilles i Sankt Petersborg: Rusland-Belgien, Rusland-Finland og Finland-Belgien.

Fodbold. En spiller på det tyske f landshold er ramt af coronasmitte før torsdagens VM-kvalifikationskamp mod Island. Det oplyser Det Tyske Fodboldforbund (DFB) til nyhedsbureauet dpa. Forbundet forventer dog ikke, at det foreløbig ene smittetilfælde går ud over afviklingen af opgøret i Duisburg.

Cykling. Paris-Roubaix om to uger risikerer at blive udsat på grund af coronapandemien. Det bekræfter Frankrigs sportsminister Roxana Maracineanu torsdag over for radiostationen France Info. Særlig det nordlige Frankrig, hvor løbet køres, er hårdt ramt af pandemien for tiden. »Beslutningen er endnu ikke endelig truffet, men løbet er placeret i et område, hvor der er et reelt sundhedsproblem. Måske skal det udsættes«, siger ministeren ifølge Ritzau til radiostationen.

Badminton. Den tidligere landstræner Lars Uhre bliver ny talentudviklingschef i Badminton Danmark. Det oplyser forbundet torsdag i en pressemeddelelse.

Fodbold. Frankrigs verdensmestre dominerede og havde langt flere chancer, men alligevel slap Ukraine fra VM-kvalifikationsmødet i gruppe D med 1-1, da Presenel Kimpembe scorede i eget net efter en lille times spil. Forinden havde Antoine Griezmann bragte Frankrig foran i 1. halvleg. Det var udeholdets taktik, som kom bag på verdensmestrene, siger Frankrigs træner, Didier Deschamps, ifølge Ritzau. »Ukraine scorede på holdets eneste halve chance. De kom her for at forsvare sig, og det gjorde de godt. I de 20 kampe, jeg har set med Ukraine, har jeg aldrig set dem spille sådan før«, siger Dechamps. Næste kvalifikationskamp for Frankrig er ude mod Kasakhstan på søndag. »Der vil blive lavet nogle ændringer i Kasakhstan-kampen. Kasakhstan har ikke spillet i aften, mens vi har en lang rejse på 11 timer«, siger Deschamps.

Resultater og stillinger i VM-kvalifikationen

Håndbold. Det danske kvindelandshold skal op mod Rumænien og Østrig samt en tredje og endnu ikke helt modstander – Færøerne, Israel eller Finland – i EM-kvalifikationen frem mod slutrunden i Slovenien, Nordmakedonien og Montenegro i 2022. Det blev resultatet af torsdagens lodtrækning i Wien.

Ishockey. NHL-dommeren Tim Peel er blevet sat fra bestillingen efter mere end 1.300 kmape i ligaen. Årsagen er, at Peel under tirsdagens kamp mellem Detroit Red Wings og Nashville Predators vi mikrofon blev afsløret i at sige ’det var ikke meget, men jeg ville give Nashville en tidlig straf’, da han havde udvist en Nashville-spiller. »Tim Peels adfærd er i direkte modstrid med de principper, som vi kræver af officials, og som fans, spillere, trænere og alle andre inden for sporten forventer og fortjener«, siger vicepræsident i NHL, Colin Campbell ifølge Ritzau.

Håndbold. TTH Holstebro-fløjen Christian Jensen er på ny ramt af en alvorlig skade i det ene knæ. Han skal nu opereres og holde pause i op til et halvt år. Christian Jensen er ellers lige kommet tilbage efter en skadespause på 14 måneder.

Fodbold. Så er det alvor for det danske U21-landshold ved EM, der er inddelt i to faser, og blev indledt i aftes. I dag får den næste generation af danske stjerner formentlig rigeligt at se til, når de i Szombathely i Ungarn møder Frankrig i en match, som landstræner Albert Capellas på forhånd har udråbt som en nøglekamp. »Jeg har det godt med at starte mod Frankrig. Jeg mener, det er en smule bedre at møde de store hold i begyndelsen af en turnering«, forklarede han ved lodtrækningen i december.

Vejle-angriberen Wahid Faghir er en af tre mulige debutanter i den danske trup og den 17-årige har også status EM’s næstyngste. Kun den 16-årige tysker Youssoufa Moukoko fra Borussia Dortmund er yngre blandt de mest lysende EM-aktører, der også tæller velklingende Premier League-navne som Callum Hudson-Odoi (Chelsea) og Leicesters franske forsvarsspiller Wesley Fofana, som i aften bliver første forhindring for de danske angribere. Den 20-årige Fofana har efter sit skifte fra St.-Etienne til 250 mio. kroner imponeret. Danmark møder Island søndag og Rusland onsdag. De to bedste i de fire grupper avancerer til slutspillet, der ligeledes afvikles i Ungarn og Slovenien fra 31. maj.

Fodbold. To unavngivne klubber fra den engelske Premier League skal måle, hvordan hovedstød påvirker hjernen. Det beretter den engelske tv-station BBC ifølge Ritzau. Spillerne skal under træningen bære mundbeskyttere med indbyggede mikrochips, der kan indsamle data, når de header til bolden. Data vil blive sendt til klubbernes medicinske stab, som kan se, hvilken påvirkning hovedstød har på hjernen. Premier League har ønsket at få undersøgt langtidseffekten ved hovedstød, efter at den tidligere topspiller Norbert Stiles, der var diagnosticeret med demens, døde i oktober.

Fodbold. Superligaklubben AaB har sænket forventningerne til årets regnskabsresultat fra et minus på 2-5 millioner kroner til et minus på 8-13 millioner kroner. Det oplyser klubben i en fondsbørsmeddelelse. AaB forventer færre tv-indtægter og regner heller ikke med, at der kommer tilskuere på lægterne i foråret.

Olympisk. Med et års forsinkelse er faklen med OL-flammen sendt på en 121 dage lang tur, der kulminerer i Tokyo, når legene begynder. Ilden blev sendt afsted fra Fukushima i Japan og ca. 10.000 løbere vil frem mod OL-åbningen 23. Juli på skift bære faklen gennem Japans 47 præfekturer. For at undgå store menneskemængder indledes første del af turen uden tilskuere. Senere vil folk, der samler sig i vejkanten for at overvære faklen passere, skulle være iført mundbind og overholde fysiske afstandskrav, har myndigheder beordret.

Annonce