0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Sidste udkald til OL: Tung og træt Jeanette Ottesen fighter sig til en opmuntring og håber, at kroppen er frisk om en uge

Swim Open Stockholm tegnede nogle spændende perspektiver for en dansk holdkap.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I de seneste tre år har Jeanette Ottesen dedikeret sit liv til den krævende dobbeltrolle som mor til Billie og svømmer med en brændende ambition om en femte OL-deltagelse.

Derfor var det normalt smilende ansigtsudtryk en anelse anstrengt, da Jeanette Ottesen torsdag aften i et opslag på Instagram gjorde status efter førstedagen af Swim Open Stockholm, et af flere kvalifikationsstævner med mulighed for at sikre den efterstræbte OL-kvalifikation.

»Det er fandeme ikke gået særlig godt. Jeg er rigtig tung i min krop, og jeg er ikke klar til at svømme stærkt lige nu«, lød dommen over hendes egen indsats i 50 meter butterfly, hvor hun var blevet nummer 6 efter at have svømmet 26,49 sek. i det indledende heat og 26,51 sek. i finalen.

Da Jeanette Ottesen i 2013 blev verdensmester i den disciplin, tog det 25,24 sekunder.

Jeg håber, en uges nedtrapning kan gøre noget godt

Forskellen på 1,25 sekunder kan lyde som en bagatel, men i svømning er det en evighed. I Eriksdalbadet i Stockholm var der helt usædvanligt endda to andre danskere, Emilie Beckmann og Amalie Mikkelsen, der var hurtigere end den tidligere verdensmester.

Fredag svømmede Jeanette Ottesen sin primære disciplin, 100 meter butterfly. Det var hun 59,89 sek. om. Over 3 sekunder fra hendes bedste tid, der (naturligvis) også er dansk rekord.

»Min krop var så træt, at jeg måtte droppe at svømme finalen«, forklarer Jeanette Ottesen i en sms fra den svenske hovedstad.

Ugens opmuntring kom i holdkappen

Lørdagens 50 meter fri brugte hun som et udlæg til søndagens 100 meter-løb, der var på programmet to gange søndag, både det individuelle løb og en holdkap i 4 x 100 meter fri.

Jeanette Ottesen droppede den individuelle start, hvor hun ellers også (i 2011) har været verdensmester, og koncentrerede sig om indsatsen i holdkappen.

Og holdkappen sparkede bagdøren på klem for, at Jeanette Ottesen både kan tage en anden rute til OL og måske endda ende med at skulle svømme med om endnu en medalje efter bronze i 4 x 100 meter medley i Rio i 2016.

I Stockholm fightede Jeanette Ottesen sig som den dedikerede holdkapsvømmer, hun altid har været, til ugens opmuntring. På andenturen var hun med 55,22 sekunder godt nok et par sekunder fra sit tidligere topniveau, men holdkappen i den optimale opstilling har et yderst spænende potentiale.

Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Holdkapper har altid betydet noget særligt for Jeanette Ottesen. Af hendes 53 internationale medaljer er de 15 hentet i holdkapper, blandt andet i 2013, da hun sammen med Pernille Blume, Kelly Riber Rasmussen og Mie Ø. Nielsen vandt guld i 4 x 50 meter fri ved EM i Herning.

Selv uden de p.t. to hurtigste, Pernille Blume og Signe Bro, vandt en kvartet bestående af Emilie Beckmann (55,39), Jeanette Ottesen (55,22), Julie Kepp Jensen (54,87) og Emily Gantriis (55,43) løbet i Stockholm med en tid på 3.40,91 min. Det er næsten fire sekunder fra den danske rekord, men alligevel nok til, at Danmark lige nu er inde i varmen til en plads i det olympiske felt.

Et drama i vente

Nu bliver det måske en anelse teknisk, men sådan er svømning også.

De 12 hurtigste ved VM i 2019 fik de første af de 16 OL-pladser i 4 x 100 meter fri. De sidste 4 går til de øvrige lande, der kan levere de hurtigste tider frem til 30. maj i år.

Det yderste mandat har hidtil krævet en tid på 3.41,43 min., som Danmark nu har overgået, men EM i Budapest er den oplagte mulighed for at afgøre OL-kvalifikationen.

Ved EM kan Danmark stille en så slagkraftig kvartet, at OL-kvalifikationen bør være en formalitet, men kampen om at blive en del af kvartetten kan blive et af de dramaer, der vil udspille sig om en uges tid, når EM-kvalifikationen lukker ved Danish Open i Taastrup.

En uges hvile skal gøre forskellen

Jeanette Ottesen sagde det allerede i torsdags: at en uge kan gøre en forskel, når kroppen har fået yderligere hvile i det, svømmerne kalder deres nedtrapning.

»Det handler om at slå koldt vand i blodet og så se, hvad der sker ved Danish Open«, som Jeanette Ottesen formulerede det i torsdags, og efter stævnet vælger hun at tage det positive med hjem fra Stockholm og se fremad.

»Denne weekend var træning, og jeg fik noget godt ud af det. Det er 16 måneder siden, jeg har svømmet et langbanestævne, og det kan mærkes. Men nu er vi i gang, og det er fedt. Jeg håber, en uges nedtrapning kan gøre noget godt«, skriver Jeanette Ottesen, der i en alder af 33 år kan sætte rekord som den ældste danske OL-svømmer nogensinde.

For landstræner Stefan Hansen er det naturligvis en ønskesituation at have seks kandidater i kamp om pladserne.

»En uge fra nu kan være altafgørende, hvis man ikke lige har ramt nedtrapningen i første omgang«, som landstræneren pointerer.

Bromer manglede et sekund

Den mulighed skal også en tidligere europamester og OL-deltager som Viktor Bromer sætte sin lid til, efter at han i Stockholm var 1 sekund fra EM-kravet i 200 meter butterfly, som det med hans tidligere topniveau var en formalitet at klare.

»Alle svømmere har jo forskellige dagsordner. Nogle har skullet klare OL-krav for at kunne indlede træningen med det samme, mens det for andre har handlet om at komme til EM og dermed skaffe sig en ekstra måned i forhold til måske at klare OL-kravet«, siger Stefan Hansen, med henblik på at EM i Budapest er sidste udkald til OL i Tokyo.

Efter Swim Open Stockholm har seks danske svømmere klaret OL-krav, mens yderligere tre har sikret sig EM-deltagelse.

På stævnets sidstedag var der ikke nye kvalificerede, men flere af de allerede kvalificerede var under yderligere kravtider.

Brystsvømmeren Tobias Bjerg vandt 50 meter og var ligesom på 100 meter under EM-kravet, da han med 27,29 sek. var et par tiendedele fra sin danske rekord.

Julie Kepp Jensen kom under også under EM-kravet i 100 meter fri, da hun forbedrede sin personlige rekord med 0,18 sek. og blev nummer 4 i 54,88 sek., mens Helena Rosendahl Bach i 200 m butterfly blev nr. 2 efter den ungarske legende Katinka Hosszu, men med en personlig rekord på 2.09,87 min. tog den OL-kvalificerede Holstebro-svømmer endnu et EM-krav.

Annonce

Læs mere