Der er skrevet verdenshistorie i fodboldens univers. Så simpelt kan det siges. Onsdag offentliggjorde Uefa deres liste over dommere ved dette års EM i herrefodbold, og for første gang er der en kvindelig dommer at finde på listen.
Navnet er Stéphanie Frappart, og det er en fortælling om en kvinde i en af de mest mandsdominerede brancher.
Den 37-årige dommer er født i Le Plessis-Bouchard nord for Paris og har spillet fodbold det meste af sit liv. Der gik ikke længe, før interessen blev udvidet fra spillet til reglerne bag, og som 13-årig begyndte hun at dømme kampe parallelt med fodboldtræningen.
I 2004 stod hun overfor en afgørende beslutning. Hun var 20 år med en karriere, der kunne gå to veje. Skulle hun fortsætte med at spille fodbold og satse på en karriere dér, eller skulle hun forsøge sig som dommer? Hun har selv fortalt, at strukturerne i kvindefodbold stadig var under så stor udvikling på det tidspunkt, at hun besluttede sig for at gå dommervejen. En beslutning, hun næppe har fortrudt.
