0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Stjernetræner skal i retten for vold mod kvinder og går glip af EM-slutrunden

Følg strømmen af sportsnyheder fra ind- og udland.

Fodbold. Det walisiske landshold må endegyldigt klare sig uden landstræneren Ryan Giggs til sommerens EM. Ryan Giggs blev i november midlertidigt suspenderet fra jobbet, da han blev arresteret i forbindelse med to voldsepisoder. Det har nu udviklet sig til, at Manchester United-legenden er blevet formelt tiltalt for vold mod to kvinder og skal møde i retten i næste uge. Robert Page skal i stedet lede det walisiske hold, mens det nationale forbund meddeler, at man nu vil gå i tænkeboks og »diskutere udviklingen«.

Fodbold. Så gik den ikke længere for Viborgs tophold i 1. division. I 26. spillerunde måtte Viborg for første gang i denne sæson gå fra banen som tabere, da Silkeborg vandt topduellen på hjemmebane foran små 2.800 tilskuere med 2-0 og satte en tyk streg under, at de er storfavoritter til at følge med Viborg op i Superligaen. Nicolai Vallys scorede til 1-0 for Silkeborg i 34. minut, mens Joel Felix kort efter blev noteret for den anden scoring efter et særdeles giftigt hjørnespark. Viborg topper rækken med 63 point, Silkeborg har 59 og Esbjerg, der tabte 0-1 i Helsingør, har 52 point.

Tennis. Mikael Torpegaard er færdig ved Challenger-turneringen i Tallahassee i USA. I kvartfinalen tabte den 26-årige dansker til Facundo Mena fra Argentina med 1-6, 6-7.

Golf. Thorbjørn Olesen strøg til tops ved 2. runde af Gran Canaria Open på European Tour. Den 31-årige dansker satte banerekord på fredagens runde med 61 slag. Olesen siger ifølge Ritzau, at han er overrasket over præstationen, da han for nylig blev far og stort set ikke har trænet de seneste uger. »Jeg forventede det ikke. Det var utroligt - også at få en søn for tre-fire uger siden. Jeg havde ikke trænet så meget, før jeg kom, så mine forventninger var ret lave«, siger Thorbjørn Olesen til TV3 Sports hjemmeside. 2. runde er fortsat i gang, og derfor risikerer Olesen at blive indhentet. Følg livescoren fra Gran Canaria her

Motorsport. Jan og Kevin Magnussen skal i år køre Le Mans sammen i det danske holds High Class Racings bil i LMP2-klassen, oplyser de på et pressemøde fredag. Mens Jan Magnussen, der ligesom sønnen tidligere har kørt på det højeste niveau i formel 1, er Le Mans-veteran, skal Kevin Magnussen for første gang prøve kræfter med det klassiske langdistanceløb over 24 timer. Løbet køres normalt midt i juni, men er på grund af coronapandemien udskudt til 21.-22. august. Den 3. kører i bilen bliver Anders Fjordbach.

Kevin Magnussen siger på pressemødet, at han er rookie på Le Mans og derfor vil lytte meget til sin fars råd. Jan Magnussen skal køre 24 timersløbet for 23. gang, og han har fire gange vundet GT-klassen.

Fodbold. Der er åbnet mulighed for at lukke 15.900 tilskuere ind til hver af de fire EM-slutrundekampe i Parken i juni i stedet for de foreløbigt garanterede 11.000-12.000. Det fremgår af en fredag offentliggjort rapport fra den såkaldte ekspertgruppe for store arrangementer. Anbefalingerne fra ekspertgruppen er et oplæg til politisk diskussion.

Corona. Indendørs sport som eksempelvis håndbold kan se frem til at få tilskuere tilbage, hvis politikerne følger den såkaldte ekspertgruppe for store begivenheders seneste anbefaling. En genåbning for tilskuere til indendørs sport kan ske med tilskueropdeling i sektioner. I første omgang anbefales maksimum 500 tilskuere i hver sektion, lyder det blandt andet i en 54 sider lang rapport, hvis anbefalinger politikerne nu har mulighed for at omsætte til egentlige regler.

Cykling. Med et solofremstød 18,5 km fra mål på den sidste af stigningerne på den 5. og afsluttende etape i Tour of the Alps fra Valle del Chiese til Riva del Garda sikrede den 27-årige østriger Felix Grosschartner sig sin første og det tyske Bora-hansgrohe-mandskabs fjerde sejr i denne sæson. Østrigeren holdt hjem med et forspring på 34 sekunder til to af sine tidligere følgesvende i dagens lange udbrud ireren Nicolas Roche (Team DSM) og italieneren Alessandro De Marchi (Israel Start-Up Nation). Englænderen Simon Yates (Team BikeExchange) forsvarede yderligere 6 sekunder bagude uden problemer førertrøjen og kunne lade sig hylde som samlet vinder 58 sekunder foran spanieren Pello Bilbao (Bahrain Victorius) og med russeren Aleksandr Vlasov (Astana-Premier Tech) på tredjepladsen 1.06 minutter bagude.

Tennis. Det franske tennisforbund har besluttet, at udelukke Benoit Paire fra det franske hold, der drager til OL i Tokyo til sommer. Den franske delegation frygter ganske enkelt, at Benoit Paire ikke kan opføre sig ordentligt. Den 31-årige Benoit Paire er kendt for at være en mand med temperament og ranglistens nummer 35 har gjort negativt opmærksom på sig selv flere gange i indeværende sæson. Ved Australian Open fik arrangørerne ord som ‘shit’ og ‘crap’ med på vejen af Paire. På det seneste har fået advarsler for at spytte på banen i Buenos Aires i marts, mens han i Monte Carlo for nylig beskrev hele ATP-organisationens tilgang til coronapandemien som værende ‘rådden’.

Fodbold. Slavia Prag-spilleren Ondrej Kudela, der er i færd med at afsone ti spilledages karantæne i de europæiske turneringer efter en racismesag i forbindelse med en kamp mod Rangers FC fra Skotland, har appelleret karantænen. Ondrej Kudela erkender, at han var ophidset, da han var i verbal infight med Glen Kamara, men Kudela holder fast i, at han ikke brugte racistiske gloser. Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) skal nu tage stilling til appellen. Glen Kamara afsoner i øvrigt tre spilledages karantæne i Uefa-regi for at have overfaldet Ondrej Kudela.

Håndbold. Michael Wiederer fortsætter som præsident for Det Europæiske Håndbold forbund i yderligere fire år. Den 65-årige østriger blev genvalgt på forbundets kongres uden modkandidater.

Fodbold. Det Europæiske Fodboldforbund har været nødsaget til at droppe Bilbao og Dublin som værter for en række kampe ved sommerens EM. De fire kampe, der skulle have været spillet i Bilbao bliver flyttet til Estadio La Cartuja i Sevilla, mens fire kampe i Dublin nu i stedet spilles i London og Skt. Petersborg. Det skriver Uefa i en pressemeddelelse. Konkret betyder det, at tre indledende kampe flyttes fra Dublin til den russiske storby, mens London overtager en ottendedelsfinale. München fik lov til at beholde sine fire kampe trods manglende tilskuergaranti. »Jeg glæder mig over, at Uefa tilsyneladende har været så venlige at anerkende München som en attraktiv værtsby uden en publikumsgaranti«, siger Münchens borgmester Dieter Reiter ifølge nyhedsbureauet dpa.

Badminton. Poul-Erik Høyer bliver 22. maj efter alt at dømme genvalgt som præsident for Det Internationale Badmintonforbund (BWF). Der er i hvert fald ingen modkandidater til danskeren på BWF’s kongres, og dermed får danskeren sin tredje periode som badmintonsportens førstemand. Den olympiske guldvinder fra 1996, der ligeledes sidder i Den Internationale Olympiske Komité, blev første gang valgt til posten i 2013 og genvalgt i 2017.

Svømning. Topsvømmerne på Det Nationale træningscenter har dagen før generalforsamlingen i Dansk Svømmeunion skrevet et brev, hvor de udtrykker deres manglende tiltro til den nuværende bestyrelse, skriver Ekstra Bladet. Mistilliden skyldes, at bestyrelsen efter svømmerenes mening har accepteret de metoder, der tidligere blev brugt i topsvømning, som blev afdækket i en rapport sidste år efter en DR-dokumentar. Det drejede sig blandt andet om offentlige vejninger.

E-sport. Counter-Strike-stjernen Nicolai ’dev1ce’ Reedtz skifter Astralis ud med svenske Ninjas in Pyjamas, oplyser Astralis i en pressemeddelelse. Nicolai ’dev1ce Reedtz skifter med omgående virkning til Ninja in Pyjamas, der har købbt ham fri af kontrakten med Astralis.

Fodbold. Bayern München har både Robert Lewandowski og Serge Gnabry med i truppen til bundesligakampen lørdag mod Mainz 05, hvor klubben kan sikre sig det 9. tyske mesterskab på stribe og det 31. i alt. Begge spillere var ude med henholdsvis en skade og coronavirus i Champions League-kvartfinalen mod Paris Saint-Germain.

Fodbold. Søren Randa-Boldt stopper som landstræner for det danske U19-kvindelandshold til sommer. Det skriver Dansk Boldspil-Union (DBU) på sin hjemmeside. Randa-Boldt skal i stedet være cheftræner for HB Køges kvindehold. Randa-Boldt har stået i spidsen for U19-landsholdet i 13 år og vikarierede også for et par år siden i en kort periode som A-landstræner. Der er endnu ikke fundet en afløser til U19-landstrænerposten, skriver DBU.

Yellows for Team Danmark
Foto: Yellows for Team Danmark

Peter Fabrin er ny direktør i Team Danmark.

Idrætspolitik. Det bliver 55-årige Peter Fabrin, der fra 1. juni skal stå i spidsen for Team Danmark som ny administrerende. direktør. Han afløser Lone Hansen, der forlod posten tidligere i år. »Peter Fabrin matcher fornemt bestyrelsens ambitioner, og han vil med sin erfaring som leder uden for idrættens verden bl.a. komme med helt nye indspark til udviklingen af Team Danmark og eliteidrætten«, siger Team Danmark-formand Lars Krarup i en pressemeddelelse. Team Danmark indleder nu jagten på en sportsdirektør, der får ansvaret for samarbejdet med de 25 specialforbund, som Team Danmark har aftaler med.

Håndbold. Den svenske landsholdsmålvogter Filippa Idéhn vender efter et år i den rumænske klub Baia Mare tilbage til Silkeborg-Voel fra næste sæson. 30-årig Idéhn har underskrevet en kontrakt for to år.

Fodbold. Den tyske pokalfinale 13. maj på det olympiske stadion i Berlin bliver spillet uden tilskuere, meddeler Det Tyske Fodboldforbund, DFB. Semifinalerne 30. april hedder Werder Bremen-RB Leipzig og Borussia Dortmund-Holstein Kiel.

Håndbold. For 10. gang kårer Handball-Planet.com verdens bedste i 8 forskellige kategorier, og i år er der 2 danske spillere blandt de nominerede. Blandt målvogterne kan der stemmes på den danske landsholdskaptajn Sandra Toft, mens Line Haugsted er nomineret i kategorien bedste forsvarsspiller.

Atletik. Verdensmesteren på 400 meter, Bahrains Salwa Eid Naser, er hovedpersonen i en to dage lang høring i Den Internationale Sportsdomstol, Cas. Sagen er rejst af Det Internationale Antidopingagentur og Det Internationale Atletikforbund, og de kræver løberen idømt to års karantæne for overtrædelse af de såkaldte whereabout-regler. Naser har fire gange misset en dopingkontrol ved ikke at opholde sig de steder, hun havde angivet. Den ene gang hævder hun, at dopingkontrollanten bankede på døren til et lagerrum i stedet for hendes lejlighed lige ved siden af, og det fik sidste års atletikforbundets uafhængige integritetsenhed til at udstede en frikendelse.

Basketball. Efter at have siddet ude i 30 kampe med en skade fik Anthony Davies comeback hos Los Angeles Lakers i den nordamerikanske NBA-liga. Han kunne dog ikke forhindre storklubben i at tabe 115-110 til Dallas Mavericks, og slutspillet er nu pludselig i fare for det mangedobbelte mesterhold. Luka Doncic lavede 30 point for Dallas.

Fodbold. Girondins de Bordeaux er sat under administration, efter at klubejeren, investeringsfirmaet King Street, ikke længere ønsker at putte penge i den tidligere mesterklub. Det oplyser Ligue 1 torsdag ifølge Ritzau. Bordeaux er blevet ramt særlig hårdt af coronapandemien, efter at den franske liga i sidste sæson blev afbrudt og afsluttet tidligt. King Street oplyser, at man har investeret 46 millioner euro, siden investeringsfirmaet overtog klubben i 2019. Bordeaux, der senest vandt mesterskabet i 2009, er placeret på en 16.-plads i den franske liga.

Håndbold. Det danske dommerpar Mads Hansen og Jesper Madsen er udpeget til at dømme ved OL i Tokyo, oplyser Det Internationale Håndboldforbund (IHF). Den danske dommerduo er blandt 16 udvalgte dommerpar, der skal lede kampene i de olympiske håndboldturneringer på herre- og damesiden.

Fodbold. Den falmede tyske storklub Hamburger SV sejler videre på usikker kurs i 2. Bundesliga. Mandag aften tabte HSV således 2-1 til Sandhausen og ligger dermed på rækkens 3. plads, som giver to playoffkampe om oprykning til Bundesligaen. Men bagfra presses holdet af andre klubber og risikerer endnu en sæson i den næstbedste tyske række.

Fodbold. Med en sejr på 3-0 over bundholdet West Bromwich Albion konsoliderede Leicester sin 3. plads i Premier League - en placering, der giver adgang til Champions League.

Fodbold. I den spanske liga rejste FC Barcelona sig efter sidste uges nederlag i El Clasico til real Madrid. det skete med en 5-2-sejr over Getafe, og catalanerne rykkede dermed tilbage på ligaens 3. plads. Lionel Messi scorede to af Barcelonas mål.

Golf. Efter en flot første runde og en placering i top-10 faldt Nanna Koerstz Madsen natten til fredag dansk tid et godt stykke ned i feltet ved LPGA-turneringen Hugel-Air Premia LA Open. Danskeren ligger således på en delt 25.-plads efter anden runde i samlet tre slag under par. Hun er ti slag efter den førende amerikaner Jessica Korda, der ligger klart i spidsen af turneringen i Los Angeles i Californien.