0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Lykkeland: Pep og City knækker fransk storhold og indtager deres første Champions League-finale

Følg med i strømmen af nyheder fra sportens verden.

Fodbold. Returmødet i Champions League-semifinalen mellem Manchester City og Paris Saint-Germain tirsdag aften startede efter et grimt haglvejr over Etihad Stadium, men hjemmeholdets spillere fandt alligevel hurtigt smilene frem. I 11. minut scorede Riyad Mahrez, og da City havde vundet første duel i Paris 2-1, var det derefter op til PSG at skabe noget i offensiven. Holdet kom også frem til chancer, men ineffektiviteten fra første kamp var igen en byrde, og med slutresultatet 2-0 til Manchester City efter endnu en Mahrez-træffer kunne manager Pep Guardiola omsider indløse den første billet til en Champions League-finale for sin klub. Her venter 29. maj i Istanbul vinderen af onsdag aftens returkamp mellem Chelsea og Real Madrid, der spillede 1-1 i Madrid.

Fodbold. Premier League-klubben Chelsea har besluttet, at fans i fremtiden får lov at tage del i bestyrelsens møder. Det skriver klubben på sin hjemmeside. Det sker efter et par uger, hvor engelske fans har været på gaden i protest mod udbryderligaen The Super League, som Chelsea og 11 andre klubber stod bag. Tre såkaldte fanrådgivere får fra 1. juli en stol til minimum fire bestyrelsesmøder om året.

»Det sker for at sikre, at stemningen blandt fansene bliver taget med i klubbens beslutningsprocesser«, skriver Chelsea på sin hjemmeside. Fanrådgiverne skal findes gennem en valgproces, som skal sørge for, at de repræsenterer et bredt udsnit af klubbens fans. De kommer på valg forud for hver sæson. Fansene kan imidlertid ikke se frem til at få indflydelse på eksempelvis spillersalg og spillerkøb.

»Fanrådgiverne har ikke stemmeret og deltager ikke i møder vedrørende spillere, personale, akademiet og relaterede spørgsmål«, lyder det.

Fodbold. Spillerne på det italienske landshold har sprunget køen over og modtaget første stik med vaccine mod coronavirus. Det oplyser det italienske fodboldforbund (FIGC) på sin hjemmeside. Der er tale om de spillere, som landstræner Roberto Mancini har i spil til sommerens EM-slutrunde, der blandt andet skal spilles i Rom.

Fodbold. José Mourinho er ny træner i italienske AS Roma. Det skriver Roma på Twitter. Den portugisiske træner, der tidligere har vundet Serie A med Inter, kommer til den italienske hovedstad efter et ophold i engelske Tottenham, der sluttede før tid, da Mourinho blev fyret i april. Romas nu afgående træner Paulo Fonseca fortsætter sæsonen ud, inden Jose Mourinho tager over ved starten af næste sæson. Roma ligger i øjeblikket på en 7. plads i Serie A.

Cykling. Italienske Matteo Spreafico fra holdet Vini Zabù er af Den Internationale Cykelunion (UCI) blevet idømt tre års dopingkarantæne. Det oplyser UCI på sin hjemmeside. 28-årige Matteo Spreafico afleverede to positive dopingprøver i Giro d’Italia sidste år og blev smidt ud af løbet.

Tennis. Clara Tausons comeback til toptennis efter en mindre skade endte hurtigt. Ved WTA Challenger-turneringen i Saint-Malo tabte hun i 1. runde til russiske Varvara Gracheva efter tre sæt, 6-3, 3-6, 3-6. Tauson kom via kvalifikationen med i hovedturneringen, der har franske Alizé Cornet som topseedet. I Madrid faldt 3. seedede Simona Halep i 3. runde til belgiske Elise Mertens, ligeledes efter tre hårde sæt, 6-4, 5-7, 5-7.

Fodbold. Superligasæsonen 2021/22 er egentlig planlagt til at gå i gang i weekenden 17.-18. juli, men måske bliver sæsonstarten udskudt i to uger. Der er nemlig udsigt til, at tilskuerrestriktionerne på de danske stadioner gradvist udfases, så der fra 1. august igen kan være fulde huse på de danske stadioner. Derfor overvejer Divisionsforeningen i øjeblikket, om sæsonstarten skal rykkes, så der er større sandsynlighed for at afvikle kampe uden tilskuerrestriktioner. Det siger Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen, til Ekstra Bladet.

Ishockey. Aalborg Pirates har været på rov hos ligarivalen Esbjerg Energy. Den nordjyske klub har indgået en toårig kontrakt med Anders Koch, der trods sine 23 år allerede har spillet over 300 kampe i Danmarks bedste række. Backen har spillet i Esbjerg i hele sin karriere. Han har også tidligere optrådt for de danske ungdomslandshold.

Håndbold. Landstræneren for de danske mænd, Nikolaj Jacobsen, og Dansk Håndbold Forbund (DHF) er blevet enige om at forlænge aftalen med et år, så den nu løber til 2025. Det oplyser DHF i en pressemeddelelse. »Vi kan ikke ønske os mere som forbund. Vi har en herrelandstræner med en utrolig høj håndboldfaglighed. Nikolaj formår at være en god leder og samtidig skabe et sammenhold, et medejerskab og en stor motivation hos spillerne«, siger Morten Henriksen, der er sportschef i DHF.

Dermed kommer Nikolaj Jacobsen til at stå i spidsen for landsholdet, når der spilles VM i Danmark i 2025. »Det giver både forbundet og mig selv en sikkerhed frem til og med VM på hjemmebane i 2025. En slutrunde, jeg selvfølgelig gerne vil være en del af«, siger Nikolaj Jacobsen. Danmark har vundet VM i håndbold to gange under Jacobsens ledelse.

Basketball. New York Knicks fortsatte i nat sin gode stime med en sejr over Memphis Grizzlies. Dermed har Knicks vundet 12 ud af sine seneste 13 kampe. Julius Randle stod for flest point med 28. Derudover skrev veteranen Carmelo Anthony historie ved at passere Elvin Hayes og rykke op på en 10. plads over de mest scorende spillere i NBA’s historie. »Det er en speciel ting at være i top 10. Jeg vil ikke tage dette øjeblik for givet. Jeg forstår godt, hvor stort det er, men samtidig føles det ikke virkeligt, fordi jeg stadig er en del af spillet«, sagde Carmelo Anthony efter kampen ifølge ESPN.

Genåbning. Danmarks Idrætsforbund (DIF) er skuffede over dagens genåbningsaftale. Skuffelsen bunder primært i, at der ikke åbnes for bredden i indendørs kontaktsportsgrene såsom basketball, håndbold og ishockey. »Vi er forundrede over, at man går ind og differentierer mellem idrætterne. Det er igen en idrætsgren som håndbold, som det går ud over. Man åbner kun for ikke-kontaktsport. Det er vi rigtigt kede af, for det havde vi heller ikke set komme«, siger DIF’s direktør, Morten Mølholm, til TV 2 Sport.

Håndbold. »Vi er megaskuffede og uforstående«. Sådan lyder det fra Thomas Christensen, der er direktør i Divisionsforeningen i Håndbold, efter at dagens genåbningsaftale ikke omfattede tilskuere til håndboldkampe. Man havde ellers flyttet DM-semifinalerne for kvinder i håb om, at det ville være muligt at lukke tilskuere ind. Men det har vist sig at være forgæves.Til stor frustration for direktøren. »Jeg synes, der mangler argumenter for, hvorfor ingen tilskuere må komme til håndboldkamp, men til alt muligt andet«, siger Thomas Christensen til TV 2 SPORT.

Fodbold. Kasper Hjulmand får udvidet sine taktiske muligheder til kampene ved EM. Uefa skriver nemlig i en pressemeddelelse, at der må udtages 26 spillere til slutrunden i forhold til de normale 23. Årsagen er, at trupperne på den måde er bedre rustet til at håndtere smittetilfælde under EM. Til de enkelte kampe må trænerne dog kun udtage 23 spillere.

Fodbold. Med dagens genåbningsaftale hæves antallet af tilskuere til kampene i Parken ved sommerens EM til 15.900 i alt. Med aftalen må der lukkes 1.000 mennesker ind per sektion, hvor det tidligere kun var 500. Det glæder DBU’s direktør, Jakob Jensen: »Det betyder, at endnu flere kan være en del af den fest og det fællesskab og fantastiske fodboldspil, som vores landshold skal levere i Parken til sommer«, siger Jakob Jensen ifølge Ritzau.

Badminton. Smittespredningen på det danske badmintonlandshold fortsætter, selv efter at EM i Kijev sluttede i søndags. Nu er assisterende landstræner Thomas Stavngaard også testet positiv, oplyser Badminton Danmark i en pressemeddelelse. »Da jeg vågnede i morges, var det med en dundrende hovedpine. Det hjalp et par Panodiler på, men smerterne er kommet en smule igen siden da«, siger Thomas Stavngaard. Udover Stavngaard har bl.a. Viktor Axelsen og Joel Eipe fået coronavirus under EM.

Fodbold. Fire blev til tre i La Ligas guldkamp, da Sevilla i går tabte 0-1 til Athletic Bilbao. Scoringen faldt i overtiden, da Iñaki Williams sendte bolden i mål på en kontra. Sevilla har overrasket ved at holde trit med Real Madrid, Atlético Madrid og Barcelona, men med pointtabet er der nu 6 point op til Atlético på førstepladsen med kun fire spillerunder tilbage.

Fodbold. Højst overraskende er West Ham fortsat inde i kampen om en plads i top fire i Premier League – og dermed kvalifikation til Champions League. Mandag aften formåede London-klubben at vende et truende nederlag til sejr, da holdet besejrede Burnley 2-1 på to mål af Michail Antonio. Dermed holder West Ham trit med Chelsea på 4. pladsen.

Curling. I et tæt opgør fik de danske curlingkvinder natten til tirsdag dansk tid deres anden sejr ved VM i Canada. Sejren kom over USA, der blev knækket med 7-6. Dermed bevæger danskerne, som ledes af skipper Madeleine Dupont, sig op på en delt 9. plads i stillingen. Håbet er at komme i top seks, da det vil give automatisk kvalifikation til næste års vinter-OL i Beijing.

Fodbold. Den italienske klub Parma, der har Andreas Cornelius på holdet, må en tur ned i Serie B. Det står allerede klart med fire spillerunder tilbage, efter at holdet mandag aften tabte 0-1 til Torino. Andreas Cornelius udtaler, at han er glad i klubben og afviser ikke at tage turen med ned: »Vi har en fantastisk præsident, som vil smide en masse penge efter stadionet og holdet. Jeg kender ikke min egen fremtid. Jeg har en treårig kontrakt og er glad her«, siger han til Calcio Atalanta.

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce