0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er gemt Du har ulæste artikler blandt dine gemte artikler

Verstappen vinder Østrigs grandprix og øger sin føring over verdensmesteren

Følg med i de seneste nyder fra sportens verden.

Motorsport. På Red Bull Ring i østrigske Spielberg vandt Red Bull-køreren Max Verstappen søndag sit andet grandprix i træk og fjerde i sæsonen og udbyggede dermed VM-føringen. Verstappen er nu 18 point foran Hamilton, der for tiden må sande, at konkurrenten kører en anelse hurtigere. Valtteri Bottas, den anden Mercedes-kører, blev nummer tre. På grund af en straf til Bottas i fredagens træning havde Hamilton overtaget teamkollegaens startplads i forreste række. Alligevel opbyggede Verstappen, der havde pole position, hurtigt et forspring ned til Hamilton.

Og efter et noget nær perfekt pitstop på bare to sekunder var hollænderen fortsat næsten fem sekunder foran sin britiske konkurrent. Spørgsmålet var herfra, hvis dæk der bedst kunne klare resten af omgangene på den 4.318 meter lange bane. Det stod klart, at sejren skulle findes i en duel mellem Verstappen og Hamilton, da forspringet fra Hamilton til Bottas var på mere end 20 sekunder før de sidste 30 omgange.

Verstappen holdt Hamilton bag sig hele vejen gennem de 71 omgange, og i mål var der knap 36 sekunder ned til titelkombattanten.

Golf. Med en 4. runde i 68 slag blev Rasmus Højgaard bedste dansker ved BMW Open i München. På 17. pladsen var danskeren 9 slag efter den norske vinder Viktor Hovland.

Håndbold. THW Kiel blev på et hængende hår tysk mester for 22. gang, da holdet med 25-25 mod Rhein-Neckar Löwen i sidste spillerunde lige akkurat holdt Flensburg-Handewitt bag sig. Begge hold sluttede på 68 point, men Kiel er bedre indbyrdes end Flensburg.

Tennis. HIK løb med fire ud af fem guldmedaljer, da der i weekenden blev spillet DM i Rødovre. 19-årige Hannah Viller Møller var med til at vinde de to, da hun vandt både i single og mixeddouble, skriver Dansk Tennis Forbund i en pressemeddelelse. Duoen Simone Alipieva og Karoline Laursen skaffede guld til KB i double.

Tennis. En af verdens største kvindelige sportsstjerner Serena Williams kommer ikke til at deltage ved sommerens OL i Tokyo. Det fortæller den amerikanske tennisspiller på et pressemøde forud for grand slam-turneringen Wimbledon ifølge nyhedsbureauet dpa. »Jeg er faktisk ikke på den olympiske liste. Ikke hvad jeg ved af, og ellers skal jeg ikke være på den«, siger Serena Williams kryptisk inden turneringen i London. Hun har ikke lyst til at uddybe årsagen. »Der er mange grunde. Jeg vil ikke gå i detaljer i dag. Måske en anden gang«, uddyber hun. Serena Williams fylder 40 år om tre måneder, og dermed er det usandsynligt, at hun kommer til at deltage ved OL igen. Hun vandt OL-guld i single i 2012 og i double i både 2000 og 2008.

Cykling. Et af de voldsomme styrt på 1. etape af Tour de France er kommet i myndighedernes søgelys. Fransk politi efterlyser søndag vidner til det store uheld, der blev forårsaget af en tilskuer, som i vejsiden stod med et stort papskilt. Det skriver AFP.

Tennis. »Jeg føler mig faktisk temmelig nervøs«, siger den 25-årige tjekke Barbora Krejcikova på et pressemøde i London op til grand slam-turneringens start mandag. Hun vandt for nylig både single- og doubletitlen ved French Open og skal i 1. runde i Wimbledon møde Clara Tauson. »Det er også stressende. Jeg forventede ikke, at det ville ske, og nu er jeg her«, siger hun om sin sensationelle finalesejr i French Open for godt to uger siden. Efter sejren som useedet på grusbanerne i Paris skal Krejcikova finde sig til rette på Wimbledons lidt hurtigere græsbaner. »At skulle skifte hurtigt fra grus til græs er noget helt nyt for mig«, siger Barbora Krejcikova, som primært har haft succes i double tidligere i karrieren. I 2018 vandt hun således doublerækken i Wimbledon. Tjekken skal ifølge det foreløbige program møde Clara Tauson tirsdag.

Cykling. Jonas Vingegaard har gang i en kanonsæson for Jumbo-Visma, hvor han allerede har sikret holdet flere flotte sejre. Det har sikret ham en plads på det hollandske hold til årets Tour de France, hvor kaptajn Primoz Roglic skal forsøge at tage den samlede sejr efter sidste års skuffelse på næstsidste etape. Her bliver Jonas Vingegaard en vigtig hjælperytter i bjergene for sloveneren. Men Vingegaard kan blive en ekstra vigtig hjælper, hvis Roglic får mekaniske problemer på en etape.

»Vi kalder mig jo Primoz’ skygge inde i bussen«, fortæller den danske Tour-debutant. »Jeg skal egentlig bare køre efter ham, for jeg har stort set samme højde på sadlen som ham, og hvis han får problemer, så skal jeg give min cykel til ham«. Vingegaard slår fast, at han ingen problemer har med at skulle stå uden cykel pludselig på en etape. For han er helt afklaret med det job, han er sat til at udføre. »Min opgave er at hjælpe ham i alle tre uger. Vi er her for klassementet«.

Kajak. U23-roeren Thorbjørn Rask fra Silkeborg Kajakklub vandt søndag guld ved U-EM for anden dag i træk. Lørdag var det i 1.000 meter enerkajak, og søndag gentog han bedriften på den halve distance i polske Poznan. Rask var over et halvt sekund hurtigere end hviderusseren Uladzislau Kravets på andenpladsen, skriver Dansk Kano og Kajak Forbund i en pressemeddelelse.

Cykling. Den firedobbelte Tour de France-vinder Chris Froome stiller til start på søndagens 2. etape af Touren, selv om han lørdag blev skadet i forbindelse med et voldsomt styrt. Han melder sig ifølge nyhedsbureauet AFP klar til at køre ud på søndagens 183,5 kilometer fra Perros-Guirec til Mûr-de-Bretagne. »Det gjorde ret ondt i morges, men jeg vil forsøge at komme igennem dagens etape«, siger den 36-årige brite, der kører for Israel Start-Up Nation. Froome røg ligesom en del andre ryttere i asfalten ved et voldsomt styrt med otte kilometer tilbage af løbets 1. etape. Froome kører sit første Tour de France, siden han i maj 2019 var ude for et alvorligt styrt. Han vandt Touren i 2013, 2015, 2016 og 2017.

Tennis. Wimbledons Centre Court byder næsten med garanti på flot tennis, når grand slam-turneringen mandag indledes i London. Den forsvarende mester hos mændene – og femdobbelte vinder – serbiske Novak Djokovic, åbner ballet mod den unge brite, London-fødte Jack Draper, der i denne sæson flere gange har stukket næsen frem blandt elitespillerne. Den kamp efterfølges af opgøret Sloane Stephens-Petra Kvitova, hvor sidstnævnte har taget titlen to gange, i 2011 og 2014. Endelig er der opgøret mellem den tidligere dobbelte britiske vinder Andy Murray (2013, 2016) og Georgiens Nikoloz Basilashvili. Her vil publikums følelser blive bearbejdet grundigt.

Atletik. World Athletics Doping Review Board har godkendt, at 61 russiske atleter, deriblandt den omstridte hækkeløber Sergey Shubenkov, i fremtiden kan stille til start i internationale konkurrencer, hvor de skal stille op som neutrale atleter. I resten af 2021 kan der dog maksimalt være 10 russiske atleter til start ved store internationale konkurrencer. Til gengæld er det russiske atletikforbund (RusAF) stadig suspenderet af World Athletics.

Cykling. Magnus Cort gjorde det i 2018, og han har vist fremragende form hidtil i sæsonen. Selv lægger bornholmeren heller ikke skjul på, at en Tour-etapesejr er målet for ham, men han kommer ikke til at gå efter den tidligt i løbet. »Vi skal lige igennem det værste stress her i den første halvdel af første uge. Så kan jeg begynde at kigge lidt på nogle etaper, når det hele har sat sig lidt«, lyder det fra 28-årige Cort. »Træningen har kørt, som den skulle i meget, meget lang tid, og formen er også, hvor den skal være. Jeg har jo vundet en etape før, og jeg tror på og drømmer om, at jeg kan gøre det igen. Det er mit personlige mål. Magnus Cort har relativt frie tøjler på en del etaper, men EF-holdet har en klassementrytter i skikkelse af Rigoberto Urán med. Og det kan potentielt ramme Corts frihed.

Læs mere:

Annonce