Fra 2001, da Roy Hodgson landede et tiltrængt mesterskab i FC København, og frem til 2017 var FCK det stabile lokomotiv, der trak både sig selv og dansk fodbold fremad. 11 mesterskaber på 17 sæsoner og fra 2006 stort set konstant tilstedeværelse i europæiske gruppespil satte en ny standard, som det var svært at forestille sig ville blive slået i stykker, men det er ikke desto mindre den trussel, som FCK nu må leve med.
I de seneste fire år er det nemlig kun blevet til et enkelt mesterskab, mens FC Midtjylland har taget to og Brøndby et, og internt er der blevet skiftet meget ud over det seneste år, både på ledelsesplan og i trænerstaben. Voldsomst var selvfølgelig fyringen af manager Ståle Solbakken i oktober sidste år, og nu er det så op til sportsdirektør Peter Christiansen og cheftræner Jess Thorup at få FCK på ret kurs igen, hvilket også er økonomisk vigtigt for hele Parken Sport & Entertainment-koncernen, der har været hårdt ramt af coronatiden.




























