Bo Henriksen har altid været vant til at sidde med ansvaret og de fodboldmæssige beslutninger i de klubber, han tidligere har repræsenteret som cheftræner, og der har sjældent været ret mange led at gå igennem, før en beslutning kunne tages.
Fra 2007 til 2014 førte han som enmandshær på sidelinjen Brønshøj fra 2. division til 1. division, mens han fra 2014 til 2020 rykkede et hak op i hierarkiet med AC Horsens, der også rykkede op fra 1. division til Superligaen og gennem fire fine sæsoner voksede sig ganske stor blandt de bedste.
Bo Henriksen var dog stadig i spidsen for det hele i den kombinerede rolle som cheftræner og sportschef, mens han efter et års pause som tv-ekspert fremover nøjes med rollen som cheftræner. Det gør han så til gengæld i FC Midtjylland, hvor staben omkring ham og størrelsen af den er på et helt andet niveau, end han tidligere har oplevet.
»Vi havde et stabsmøde om aftenen på vores træningslejr i Poznan, hvor vi lige skulle gå dagen og morgendagens program igennem, og der sad vi altså 18 personer«, siger Bo Henriksen med et grin.
