Motorsport. Max Verstappen skriver historie i Formel 1 som den første vinder af sprintløbet i Formel 1. Det skete på den legendariske Silverstone-bane forud for det britiske grandprix søndag. Red Bull-køreren snupper dermed pole position i søndagens Formel 1- grandprix. Det sikrer samtidig Verstappen tre point.
Fodbold. FC København-spilleren Bryan Oviedo kom for nylig til skade, da han gjorde tjeneste for Costa Ricas landshold. Nu er han blevet opereret. Derfor er han ude i de kommende fire til seks uger, oplyser klubben på sin hjemmeside. Det fremgår ikke, hvad costaricaneren præcist er blevet opereret for. Bryan Oviedo misser dermed sæsonstarten, som indledes med en kamp mod AaB søndag.
OL. Det har ikke ført til synderlig bekymring hos den danske delegation, at en person i OL-byen natten til lørdag er blevet testet positiv for coronavirus. Den smittede person er sendt i karantæne, og den danske chef de mission mener, at situationen er et godt eksempel på, at japanerne har forberedt sig godt.
»Vi har selv et højt niveau af sikkerhed og renlighed. Hvis vi kan gøre yderligere, så gør vi det, men nu skal vi lige høre, hvordan tilstanden er. Testproceduren er massiv. Alle bliver testet hver dag, og det er derfor, man får fat i sådan noget hurtigt og sikkert også kan isolere det. Der har været kritiske røster om, at alle skal GPS-trackes, men det er nu, den funktion bliver god, for man kan hurtigt finde ud af, hvem der har været i nærheden, så man kan få tingene stoppet«, siger Søren Simonsen.
