0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er gemt Du har ulæste artikler blandt dine gemte artikler

Hole-in-one bidrager til dansk sejr på næstbedste niveau

Seneste nyt fra sportens verden.

Golf. I en sæson uden danske sejre på European Tour vandt Marcus Helligkilde i Vierumäki Finnish Challenge på det næstbedste niveau. Den 24-årige Smørumspillers vinderscore i 23 slag under par indeholdt 25 birdies og 2 eagles, deriblandt en hole-in-one i anden runde i fredags. Med sejren er Marcus Helligkilde nummer 8 på sæsonlisten, hvorfra de 20 bedste avancerer til European Tour. Med en 6.-plads i Finland er også Niklas Nørgaard Møller rykket ind i top-20. »Jeg er målløs. Det føles så godt, og jeg er så glad. Jeg tror, at min succes skyldes en kombination af faktorer. Mest af alt mit mentale spil og den måde, jeg planlagde mit spil på banen«, siger Marcus Helligkilde til danskgolf.dk. De to næste turneringer på Challenge Tour spilles begge Esbjerg fra på onsdag.

Golf. Der var i sidste runde for langt mellem birdierne for Lucas Bjerregaard, der med 73 slag sluttede på 10.-pladsen i Hero Open i St. Andrews, der gav den første sejr til skotten Grant Forrest med et forspring på ét slag til englænderen James Morrison.

Fodbold. Flere danskere har været involveret i scoringer i weekendens kampe ude i Europa:

  • Jeppe Okkels scorede til resultatet 3-0, da Elfsborg med André Rømer og Frederik Holst besejrede Degerfors i Allsvenskan.
  • Andreas Albers scorede til 2-0, da Regensburg vandt 3-0 ude over Koblens i den tyske pokalturnering.
  • Simon Makienok havde næstsidste fod på sejrsmålet, da St. Pauli vandt 3-2 ude over Magdeburg i samme turnering.
  • Mikkel Desler lagde op til sejrsmålet, da Toulouse i den næstbedste franske række vandt 1-0 over FC Pau.
  • Emil Riis scorede til 1-0 for Preston, der indskiftede målmanden Daniel Iversen efter et kvarter mod Hull, der vandt 4-1 i Premiership.
  • Jacob Barrett Laursen til 1-0 og lagde op til et mål, da Bielefeld vandt 6-3 over Bayreuth.
  • Frederik Winther udlignede til 1-1, da Augsburg ude vandt 4-2 over Greifswalder FC.
Pau Barrena/Ritzau Scanpix
Foto: Pau Barrena/Ritzau Scanpix

Fodbold. Søndag formiddag trådte Lionel Messi op på scenen med tårerne trillende ned ad kinden, så hans hustru måtte give ham et lommetørklæde, mens holdkammeraterne sad på stolene og så mindst lige så berørte ud. Messi lagde ud med at lægge vægt på sin taknemmelighed overfor den klub, som har været hans hjem, siden han var bare 13 år:

»I virkeligheden vil jeg ikke det her. De seneste par dage har jeg tænkt meget over, hvad jeg skal sige. Og for at være ærlig, kan jeg ikke komme på noget. Det er svært for mig efter så mange år. Jeg er ikke klar til det«, sagde han og tilføjede:

»Jeg har så stor respekt for den her klub. Der er sket så mange gode ting, og også et par dårlige ting, og alt det har været med til at udvikle mig til den person, jeg er i dag. Jeg troede aldrig, at jeg skulle sige farvel til byen og til klubben«.

I sin tale nævnte han også, at han gerne ville have været tæt på folk, sagt ordentlig farvel til fansene med et fyldt Camp Nou som kulisse, men sådan blev det ikke.

»Jeg er så taknemmelig for den kærlighed, som folk har vist til mig. Efter 21 år forlader jeg byen med min kone og mine tre catalansk-argentinske børn, og jeg kan ikke beskrive, hvor meget vi har oplevet her i byen. Jeg kan forsikre om, at vi kommer tilbage til byen, for det er vores hjem«.

Han understregede også, at det ikke var svært at nå frem til en ny kontrakt. Men at La Ligas regler var grunden til, at han i sidste ende ikke kunne blive.

»Jeg gjorde alt, hvad der var muligt sammen med Joan Laporta (FC Barcelonas præsident, red.) for at blive. Men det var ikke muligt på grund af La Liga. Der er sagt meget om, at jeg ikke ville blive. Det ville jeg ikke sidste år, men det vil jeg nu. Men det kunne jeg ikke få lov til«, sagde han.

Efter talen lød et stort bifald fra de folk, som havde taget plads ved pressemødet. Heriblandt hans sønner på første række og hans holdkammerater. Til sidst var det umuligt for Messi at holde tårerne tilbage, og folkene i lokalet fortsatte med klapsalverne, mens han gemte ansigtet i lommetørklædet.

I de seneste dage er argentineren blevet sat i forbindelse med PSG (Paris Saint-Germain F.C.), der efter sigende har booket Eiffeltårnet i næste uge, ligesom de gjorde, da Neymar i sin tid skulle præsenteres. Selv sagde Messi på pressemødet, at der havde været interesse fra flere klubber, men at der ikke lå en konkret underskrevet aftale på bordet endnu.


Fodbold. En usædvanlig bedrift resulterede i, at Brian Priske opnåede sin første sejr som træner i Royal Antwerp. I 5-2-udesejren over Standard Liege var det nemlig den 27-årige schweizer Michael Frey, der scorede alle fem mål, inden han blev udskiftet i det sidste kvarter. Viktor Fischer stod for oplægget til den ene af scoringerne.

Fodbold. Jammerbugt og FC Fredericia skal mandag aften kl. 18 færdigspille den 1. divisionskamp, der lørdag blev afbrudt af tordenvejr efter 1. halvleg ved stillingen 0-1.

Fodbold. Efter at have spillet for HB Køge, Brentford, Fredericia og Lyngby skal Justin Shaibu i resten af denne sæson repræsentere Hobro i 1. division, hvor han kan komme til at spille mod den 23-årige franske venstreback Terence Baya, der er skiftet til Vendsyssel FF på en fri transfer.

Fodbold. 19-årige Kamaldeen Sulemana fik en fornem ligadebut for Rennes, da FC Nordsjællands rekordsalg scorede et solomål til 1-0 mod Lens i en kamp, der endte 1-1.

Fodbold. Andreas Maxsø er en del af truppen i søndagens kamp mod FC København efter at have siddet ude i Brøndbys to seneste kampe mod Viborg og Vejle på grund af et klubskifte til en unavngiven russisk klub, der nu er gået i vasken.

Fodbold. Victor Nelsson kan snart være fortid i FC København. I hvert fald beretter flere tyrkiske medier og Ekstra Bladet om, at Galatasaray har budt godt 60 millioner kroner med mulighed for yderligere bonusser.

Fodbold. PSV understregede, at de er i særdeles god form med 4-0 sejren over Ajax i lørdagens Super Cup. På tirsdag venter FC Midtjylland i returkampen i Champions League-kvalifikationen, hvor den hollandske klub vandt første kamp med 3-0. Dermed er det noget af en opgave, som venter Bo Henriksens tropper.

Fodbold. Kasper Schmeichel og Leicester vandt lørdag Community Shield-titlen, da de slog Manchester City 1-0. Målscorer var Kelechi Iheanacho, som satte bolden i kassen på et straffespark.

Fodbold. Watford rykkede op i Premier League med Philip Zinckernagel som en del af truppen, men den 26-årige dansker skal spille videre i Premiership. Zinckernagel er i den forestående sæson blevet udlejet til Nottinghan Forest, der sidste sæson endte på 17.-pladsen.

Læs mere:

Annonce