Direkte sport i tv
Motorsport. Det blev dobbeltsejr til Toyota i det klassiske franske 24 timersløb Le Mans. Bilen med nummer 7 på siden og britiske Mike Conway, japanske Kamui Kobayashi og argentinske Jose Maria Lopez sad på skift bag rattet i den vindende bil. I GTE AM-klassen blev det dansk sejr, da 24-årige Nicklas Nielsen i en Ferrari var en del af AF Corse-teamet. I den næstbedste klasse, GTE Pro, var der også dansk islæt på podiet. Michael Christensens Porsche 911 sluttede således som nummer tre efter en Ferrari og en Corvette. Franske Kevin Estre kørte Porschen over stregen.
Den rent danske bil med Jan Magnussen, Kevin Magnussen og Anders Fjordbach endte på 17.-pladsen i LMP2-klassen efter nogle meget svære 24 timer. Den anden bil i High Class Racing-teamet med Dennis Andersen og Marco Sørensen blev løbets bedste danskerbil i den samlede stilling. Den endte som nummer 18 samlet og som nummer 13 i LMP2-klassen. I GTE Am-klassen, hvor Nicklas Nielsen kom på tredjepladsen, var Michelle Gatting også med. Sammen med Rahel Frey og Sara Bovy kørte hun sin Ferrari ind på niendepladsen i klassen.
Golf. Thomas Bjørn vandt turneringen Irish Legends på European Legends Tour efter omspil med walisiske Philip Price. Det danske golfikon gik de tre runder i 15 slag under par og tog på den gode side af 330.000 kroner med sig hjem, skriver Ritzau. Det er første gang, Thomas Bjørn vinder på touren, hvor de aldrende stjerner udfolder sig. Steen Tinning endte som nummer ti og vandt godt 50.000 kroner.
Cykling. Den nykårede olympiske mester i parløb, Lasse Norman, skifter fra World Tour-holdet Qhubeka til det norske Uno-X, der opererer på næsthøjeste niveau. Uno-X har en ambition om at blive World Tour-hold i 2023.
Fodbold. For anden kamp i træk kom Jacob Bruun Larsen på måltavlen for sin klub Hoffenheim i den tyske bundesliga. Danskeren scorede til 2-1 i hjemmekampen mod Union Berlin, men målet rakte ikke til sejr, for udeholdet fik udlignet til slutresultatet 2-2. I München vandt hjemmeholdet Bayern 3-2 over FC Köln. Mestrene kom planmæssigt foran 2-0, men så fik gæsterne udlignet i løbet af to minutter. Serge Gnabry blev matchvinder med sit andet mål i kampen.
Fodbold. På et straffesparksmål af Dele Alli efter 10 minutter vandt Tottenham ude 1-0 over Wolverhampton i den engelske Premier League og er efter to spillerunder ubesejret. Pierre-Emile Højbjerg spillede hele kampen for Spurs. Manchester United er ligeledes ubesejret, men i modsætning til Tottenham er det blevet til en sejr og uafgjort 1-1 søndag mod Southampton. Fred bragte hjemmeholdet foran, mens Mason Greenwood udlignede for United efter pausen.
Atletik. Den olympiske mester Elaine Thompson-Herah løb lørdag aften den næsthurtigste tid på 100 meter nogensinde, da hun vandt et Diamond League-stævne i Eugene, USA, i tiden 10,54 sekunder. Kun nu afdøde amerikanske løbelegende Florence Griffith-Joyner har med 10,49 været hurtigere end den 29-årige jamaicaner.
Mesteren slog legenden i historisk sprintfinaleCykling. Mads Pedersen (Trek-Segafredo) var uhyre tæt på at følge lørdagens triumf i Tour of Norway op med endnu en sejr på den 156 km lange finaleetape til Stavanger, men den 25-årige danske eksverdensmester måtte tage til takke med andenpladsen slået med en halv cykellængde af den britiske OL-guldvinder i omnium Matthew Walls (Bora-hansgrohe). For den 23-årige Walls var det den første sejr i debutsæsonen på landevejen. Landsmanden Ethan Hayter (Ineos Grenadiers) – OL-sølvvinder i parløb sammen med Walls bag Michael Mørkøv og Lasse Norman – vandt Tour of Norway sammenlagt med 20-årige Mattias Skjelmose (Trek-Segafredo) som bedste dansker på 7. pladsen 33 sekunder bagude.
Triatlon. Der blev sat ny løbsrekord i søndagens Ironman Copenhagen, som australieren Cameron Wurf vandt i tiden 7 timer, 46 minutter og 5 sekunder. Den 38-årige Wurf har udover at være triatlet mange år på bagen som professionel cykelrytter, og han har siden 2020 været på kontrakt hos Team Ineos. I Ironman Copenhagen svømmer man 3,8 kilometer, cykler 180 kilometer og løber så en maraton på 42,2 kilometer som afslutning. Mathias Lyngsø Petersen blev bedste dansker med sin femteplads i tiden 7 timer, 55 minutter og 38 sekunder.
Golf. Søren Kjeldsen og Benjamin Poke sluttede begge på en delt syvendeplads European Tour-turneringen Czech Masters. De to danskere endte i samlet ni slag under par, hvilket var seks slag efter den vindende amerikaner, Johannes Veerman.
Fodbold. Hollandske Ajax har afgivet et bud på FC Københavns offensive profil Mohamed Daramy. Det meddeler klubben på sin hjemmeside søndag, efter to danske aviser har skrevet om et muligt salg af U21-landsholdsspilleren. »FC København kan bekræfte, at der er modtaget et tilbud på Mohamed Daramy fra AFC Ajax. Der pågår i øjeblikket forhandlinger mellem parterne, og der er ikke sikkerhed for, at en aftale vil blive indgået«, skriver FCK.
Tennis. For anden uge i træk vandt Holge Rune en challenger-turnering, da han i italienske Verona besejrede kroatiske Nino Serdarusic i finalen. Sejren var i to sæt med cifrene 6-4, 6-2. Rune kan nu se frem til et spring på verdensranglisten, hvor han mandag vil være placeret omkring nr. 145. Han er aktuelt nr. 162.
Cykling. Norsk cykelsport fejrede en fornem triumf, da den 21-årige Tobias Halland Johannesen efter en spændingsmættet kongeetape i Alperne fra La Toussuire til Col de Petit Grand Bernard kunne lade sig hylde som samlet vinder af Tour de l’Avenir- U23-rytternes udgave af Tour de France. Efter at have vundet de to foregående etaper blev nordmanden voldsomt udfordret af spanieren Carlos Rodriguez, der med et soloudbrud på 70 km sejrede på finaleetapen 2.11 minutter foran Tobias Halland Johannesen på fjerdepladsen. Den afstand rakte imidlertid til, at nordmanden, der kører for Uno-X Development Team, holdt Rodriguez, som til daglig repræsenterer Ineos Grenadiers, 7 sekunder bag sig sammenlagt. Danske Jacob Hindsgaul Madsen sluttede som nr. 8 med et minus på 15.33 minutter. Norge vandt også Tour de l’Avenir i 2019 ved Tobias Foss, mens de foregående fem sejrherrer hedder Tadej Pogacar, Egan Bernal, David Gaudu, Marc Soler og Miguel Angel Lopez.
Ishockey. Det danske kvindelandshold tabte også sin anden kamp ved VM, da Japan med en enkelt scoring løb med sejren. Danskerne åbnede VM i canadiske Calgary med et 6-1-nederlag til Tjekkiet og er derfor sidst i sin gruppe. Mandag venter Tyskland.
Fodbold. Ahmed Daghim har det efter omstændighederne godt, efter at han lørdag kollapsede under sin opvarmning til en 2. divisionskamp. Det meddeler 20-årige Daghims klub, Kolding IF, ifølge Ritzau. »Der var heldigvis en læge til stede blandt tilskuerne, og der blev ringet efter en ambulance med det samme. Kampen blev fløjtet af, og Daghim blev kørt til Bispebjerg Hospital, hvor han efter omstændighederne har det godt. Alle prøver, test og skanninger, der er taget, er positive. Ahmed er fortsat på Bispebjerg Hospital til observation. Lægerne vil i løbet af dagen (søndag, red.) tage flere skanninger for at forsøge at fastlægge, hvad der er den præcise årsag til kollapset«, skriver klubben på sin hjemmeside.
Boksning. Manny Pacquiao tabte søndag morgen dansk tid til cubaneren Yordenis Ugas i en kamp i Las Vegas foran næsten 18.000 fremmødte. Det var 42-årige Pacquiaos første kamp i mere end to år, og han tabte 0-3 til sin 35-årige modstander efter 12 omgange i ringen. Ugas vandt med stemmerne 115-113, 116-112 og 116-112 hos de tre dommere, der belønnede cubaneren for at sætte flere rene slag ind og dominere legenden med sit jab. Ugas beholder dermed den weltervægtstitel hos forbundet WBA, der var på spil i opgøret. Den tilhørte tidligere Pacquiao, der dog mistede den på grund af sin lange pause fra ringen.
MMA. Mark O. Madsen var søndag morgen dansk tid tilbage i det ottekantede MMA-bur. Og det blev en succesfuld oplevelse for den tidligere olympiske bryder, da han besejrede den rutinerede amerikaner Clay Guida efter tre hårde omgang via en såkaldt split decision i Las Vegas. To ud af tre dommere havde nemlig danskeren som vinder.
Tennis. Clara Tauson søndag finale i en challenger-turnering i Chicago. Danskeren besejrede semifinalen Ann Li fra USA, der er nr. 66 på verdensranglisten. Her er Tauson rangeret som nr. 101. I finalen møder Clara Tauson briten Emma Raducanu.
Fodbold. Lucas Jensen forlader Vejle Boldklub og Superligaen til fordel for Vendsyssel FF og 1. division. Den 26-årige kantspiller spillede også for Vendsyssel fra 2017 til 2019 og var med til at rykke klubben op i landets bedste række, inden han tog videre til Vejle.
Fodbold. Barcelona spillede lørdag aften 1-1 ude mod Athletic Bilbao, der kom foran 1-0 5 minutter efter pausen ved Inigo Martinez. Memphis Depay udlignede for catalanerne et kvarter før tid.
fortsæt med at læse




























