Dressurrytteren Tobias Thorning Jørgensen vinder den individuelle dressurkonkurrence på den 13-årige hest Jolene og sikrer Danmark den første guldmedalje ved De Paralympiske Lege i Tokyo.
Det var Danmarks medalje nummer 300 i PL-sammenhæng historisk set.
Tobias Thorning Jørgensen har ikke talentet for para-dressur fra fremmede.
Efter en rideulykke fik guldvinderens mor, Line Thorning Jørgensen, lammelse i det venstre ben, og hun kastede sig netop over para-dressuren, hvor hun har været et af de stærkeste danske kort i en lang årrække.
Hun er tidligere verdensmester, og tre gange har hun deltaget ved De Paralympiske Lege (PL) – i 2004, 2008 og 2012 – som nu er sønnens store mål. Allerhelst sammen med sin mor, der forsøger at kvalificere sig igen.
Nomineret til Årets Fund 2019: Tobias har muskelsvind, men på hestens ryg føler han sig 'normal' og styrer mod idrættens tinderGuldmedaljen kan ikke siges at være helt uventet, da Tobias Thorning Jørgensen som nr. 1 på verdensranglisten var en af forhåndsfavoritterne.
Den 21-årige Tobias Thorning Jørgensen, der har muskelsvind, scorede 78,971 procent, og det kunne ingen af konkurrenterne hamle op ved.
»Det er helt vanvittigt. Jeg ved ikke engang, hvad jeg skal sige, fordi det er så vanvittigt stort. Da jeg var færdig og så mine procenter, var jeg ikke i tvivl, fordi mine to største konkurrenter havde redet«, siger Tobias Thorning Jørgensen til DR.
I 2019 blev han nr. 6 i Politikens kåring af Årets Fund i dansk idræt.
»Jeg var meget fokuseret derinde og tog hele tiden én øvelse ad gangen. Det er sjældent, at jeg smiler, når jeg rider ud, men min mavefornemmelse var der bare. Jeg er bare så glad, jeg har gjort alt, hvad jeg kunne, og hesten var der bare hele vejen rundt«, siger guldvinderen i en pressemeddelelse.
Caroline Cecilie Nielsen og Davidoff endte på 7. pladsen med en score på 70,265 procent og kvalificerede sig dermed også til freestyle-konkurrencen på mandag, hvor alle fire danske ekvipager igen skal i aktion.
Tidligere på dagen sikrede Peter Rosenmeier sig en medalje i bordtennis, da han kvalificerede sig til semifinalen. Da der ikke spilles om bronze, er han dermed sikker på en medalje af mindst denne karat.
fortsæt med at læse




























