Hamborgs byvåben – tilføjet en håndbold i midten – pryder venstre side af spillertrøjerne, når 16 kåde spillere i aften løber ind i den mægtige Barclays Arena. Handball Sport Verein Hamburg er tilbage på den fineste scene i verdens bedste, tyske Bundesliga, og to danske fløjspillere tager del i de kommende overgange og kontraangreb i den håndboldglade storby.
Barclays Arena lægger hvert år gulv til Tysklands Final4, og danske håndboldfans har næppe glemt en mindeværdig VM-semifinale i 2019 i nabolandets næststørste by. Men i fem og et halvt år har Hamborg manglet sit eget Bundesliga-hold.




























