For præcis et år og seks dage siden fik Mikkel Damsgaard debut i Serie A. Dengang var han lige blevet 20 år og drømte om at kvalificere sig til U21-EM med Danmark, mens han var spændt på mødet med den bedste italienske fodboldrække.
Han havde allerede siden februar 2020 vidst, at den næste destination i fodboldkarrieren var Sampdoria, da Genova-klubben havde købt ham på forkant i FC Nordsjælland for omkring 50 millioner kroner, men overgangen havde alligevel været lidt kaotisk. Corona havde skubbet afslutningen på 2020/21-sæsonen. Desuden nåede han heller ikke at være ret meget med i den allerede korte optakt i Sampdoria, da han skulle på vigtige U21-opgaver med det unge landshold.
Men han var klar til udfordringen og håbede på spilletid i første spillerunde, hvor Sampdoria åbnede med den største opgave overhovedet – på udebane mod de forsvarende mestre fra Juventus.
Denne søndag gentager scenariet sig. Sampdoria-spillerbussen er igen kørt de godt 170 kilometer fra middelhavskysten op mod Alperne, op mod Torino og mødet med Juventus, men der stopper sammenligningen så også. For Juventus er ikke længere forsvarende mester, men tværtimod kommet skidt fra start i denne sæson. Mikkel Damsgaard er heller ikke længere et spørgsmålstegn om Serie A – og så kom han som bekendt heller ikke med til U21-EM i marts. Han fik i stedet et enormt gennembrud for A-landsholdet ved det store EM tre måneder senere.
