0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Gabriel Bouys/Ritzau Scanpix
Foto: Gabriel Bouys/Ritzau Scanpix

Uefa dropper sanktioner mod Super League-klubber

Seneste nyt fra sportens verden.

Fodbold: Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) opgiver nu at sanktionere de tre resterende klubber i Super League-projektet, Real Madrid, FC Barcelona og Juventus. Mandag skriver Uefa på sin hjemmeside, at man annullerer den juridiske proces, der ellers var blevet sat i gang – og efterfølgende sat på pause i juni – i et forsøg på at straffe klubberne for deres fortsatte medvirken i projektet. Samtidig skriver Uefa, at man ikke længere vil opkræve bødepenge fra de klubber, som var en del af Super League, men hurtigt trak sig ud, da projektet i foråret blev genstand for massiv kritik. Alt dette sker, efter at en domstol i Madrid i sidste uge afgjorde, at Uefa ikke kunne sanktionere klubberne.

Badminton. Det er næsten to måneder siden, at Viktor Axelsen ketsjersmækkede sig ind i alle danskeres hjerter, da han vandt OL-guld i Tokyo. Siden har han været en del i vælten for sin flytning til Dubai, men i dag vendte han så tilbage til det, det handler om spillet på banen. Og der var ikke meget ryst at spore hos Axelsen, der stillede op i single for det danske landshold i holdkampen mod Rusland ved Sudirman Cup.

Her bankede Viktor Axelsen sin modstander i to sæt med cifrene 21-11, 21-12. Med sejren udlignede han Danmarks kamp mod Rusland til 1-1. Før Axelsens sejr havde Mathias Christiansen og Alexandra Bøje nemlig tabt deres mixeddouble i tre sæt.

Fodbold. FC Barcelona-angriberen Martin Braithwaite kommer ikke i aktion i flere landskampe i indeværende kalenderår. Det fastslår landstræner Kasper Hjulmand på et pressemøde mandag. Han har været i kontakt med Braithwaite, der er ude med en knæskade, som han er blevet opereret for.

Hjulmand ved dog ikke, hvornår Braithwaite præcis kan spille fodboldkampe igen, men angriberen bliver ikke klar til Danmarks landskampe i oktober og november. »Det bliver ikke i de her to samlinger, vi har nu. Det bliver hverken til oktober eller november, og så tager vi den derfra. Men lur mig, om ikke han kommer stærkt tilbage«, siger Hjulmand.

Håndbold. Den tidligere landsholdsfløj Fie Woller overvejede tidligere på året, om hun var færdig med håndboldkarrieren. Men hun kom på andre tanker. I dag er hun nemlig blevet præsenteret som ny spiller i den franske klub, Nantes. Woller, der har 65 A-landskampe på CV’et, har i de seneste måneder været klubløs, efter at hun stoppede i Bourg de Péage.

Fodbold. Med 19 mål og titlen som topscorer i den seneste sæson var Brøndbys angriber Mikael Uhre et interessant emne for flere klubber i udlandet. Men det rigtige bud kom aldrig, og derfor er den 26-årige frontløber stadig i Danmark, fortalte han efter gårsdagens 2-1 sejr over AaB. Overfor Ritzau erkender han dog, at han gerne vil til udlandet, og at det måske snart er ved at være tid.

»Ja, det kan godt være. Det kommer an på, om der er den rigtige pakke, for det skal ikke bare være for at komme ud. Jeg håber, jeg kan blive ved med at bygge på og forhåbentlig tage det næste skridt«, siger Mikael Uhre ifølge Ritzau.

Amerikansk fodbold. Los Angeles Rams vandt søndag aften over de forsvarende Super Bowl-vindere fra Tampa Bay Buccaneers med 34-24. Rams’ quarterback Matthew Stafford havde stor andel i sejren med sine fire touchdowns og kast for 343 yards. Med sejren er Los Angeles Rams et af bare fem hold, der har vundet alle tre kampe i sæsonen hidtil.

Bordtennis. Danmarks herrelandshold i bordtennis spiller fra tirsdag EM for hold i Rumænien, og her er det opsigtsvækkende, at Anders Lind får comeback. 23. marts brækkede han to ryghvirvler ved en alvorlig trafikulykke, og han er kommet sig så hurtigt, at han kan deltage, selv om han endnu ikke kan være i absolut topform. Det skriver Bordtennis Danmark i en pressemeddelelse.

Cykling. Hvis nogen skulle have troet, at det styrt på 7. etape i Vuelta a España, der for cirka fem uger siden kostede den 41-åtige spanier Alejandro Valverde et brækket kraveben og samtidig sendte ham ud af løbet, også ville sætte en stopper for hans karriere, fortæller startlisten til det fire dage lange Giro di Sicilia, der indledes i morgen, noget ganske andet.

Den uopslidelige veterans arbejdsgiver Movistar bekræfter da også, at Valverde vil være at finde i feltet på Middelhavsøen, ligesom han fortsætter med yderligere fire opgaver i Italien kulminerende med Il Lombardia 9. oktober. Med i Giro di Sicilia er i øvrigt også andre berømtheder som den firedobbelte britiske Tour de France-vinder Chris Froome (Israel Start-Up Nation), italieneren Vincenzo Nibali (Trek-Segafredo) og franskmanden Romain Bardet (Team DSM).

Tennis. For fjerde gang i træk vandt Europa over resten af verden i Laver Cup. Verdensholdet fik ikke et ben til jorden mod europæerne og derfor sluttede turneringen med en europæisk sejr på hele 14-1. Laver Cup er blevet spillet fire gange og er en turnering for herrespillere.

Den svenske tennislegende Björn Borg stod for at udtage det europæiske hold, mens amerikanske John McEnroe har stået i spidsen for resten af verden.

Tennis. Den danske tennisspiller August Holmgren kommer akkurat ikke med til den kommende ATP-turnering i San Diego. Det står klart, efter at han sent søndag aften dansk tid tabte kvalifikationsfinalen til italienske Salvatore Caruso med cifrene 6-4, 3-6, 6-7 (7-9). Holmgren ligger bare nummer 903 på verdensranglisten, mens Caruso er nummer 124. Derfor kommer nederlaget heller ikke som den store overraskelse.

Fodbold. FC Nordsjælland forlængede i sidste uge kontrakten med det norske stortalent Andreas Schjelderup, så kontrakten nu løber frem til sommeren 2024. Men sportsdirektør Mikkel Hemmersam regner med at sælge nordmanden før det.

»Der er ikke lagt nogen plan for, hvornår han skal skydes afsted, men det er klart, at sådan som han viser sig frem nu og udvikler sig, så regner jeg ikke med, at han er der til 2024«, siger Hemmersam ifølge Ritzau.

Sportsdirektøren spår desuden, at nordmanden kan bringe den hidtidige rekord på omkring 150 millioner kroner fra salget af Kamaldeen Sulemana i fare, når han skal finde sin næste klub.

Læs mere:

Læs mere