0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen

Simon Kjær forlænger sin kontrakt med Milan for yderligere to år

Følg strømmen af sportsnyheder fra ind- og udland.

Fodbold. Landsholdsanfører Simon Kjær har forlænget sin kontrakt med AC Milan med to år, så aftalen nu løber frem til sommeren 2024. 32-årige Kjær kom til Milan i januar 2020 på en lejekontrakt for resten af sæsonen. Kontrakten blev derefter forlænget til 2022 og nu har han så fået yderligere 2 år i storklubben. Simon Kjær har foreløbig spillet 66 kampe for AC Milan. Den danske forsvarsspiller har haft et stort 2021, og det har givet sig udslag i en nominering til den prestigefyldte Ball d’Or-pris.


Fodbold. For tredje gang i de seneste fire kampe tabte FC Barcelona i La Liga, og presset på træner Ronald Koeman stiger yderligere. Det blev onsdag aften til et 1-0-nederlag ude mod Rayo Vallecano. Angriberen Radamel Falcao scorede kampens eneste mål. Undervejs i kampen brændte Barcelona et straffespark, og flere andre oplagte chancer blev heller ikke udnyttet.

Fodbold. Der måtte forlænget spilletid til, før OB havde kvalificeret sig til kvartfinalen i pokalturneringen med en sejr på 4-1 ude over FC Nordsjælland. Hjemmeholdet lignede længe en vinder efter Oliver Antmans tidlige føringsmål. Men en udvisning af Adamo Nagalo 10 minutter før pausen sendte nordsjællænderne i defensiven. De holdt stand indtil næstsidste minut, hvor Aron Elis Thrandarson udlignede på hovedstød. I den forlængede spilletid var kræfterne sluppet op hos FCN-spillerne Mart Lieder (2) og Emmanuel Sabbi afgjorde sagen for fynboerne.

Håndbold. Aalborg Håndbold har fået en god start på Champions League, men onsdag kom sidste års finalist i turneringen ned på jorden. Udekampen mod ungarske Pick Szeged blev tabt med 28-31. Nordjyderne er dog stadig i en god position til at avancere. De to bedste i gruppen går direkte til kvartfinalerne, mens nummer tre til seks er klar til ottendedelsfinalerne. Sebastian Barthold blev med 8 mål topscorer for Aalborg.

Basketball. Efter to indledende nederlag kom Bakken Bears onsdag aften på tavlen med en sejr i Fiba Europe Cups gruppespil. På hjemmebane blev hviderussiske Tsmoki Minsk slået med 101-93 efter føring på 56-50 halvvejs. Minsk havde ellers vundet sine første kampe og er stadig i spidsen for gruppen med fem point for tre kampe. Bakken har nu fire point, da et nederlag kaster et point af sig.

Badminton. Efter at han spillet en enkelt bold mod Hee Heo Kwang fra Sydkorea trak Viktor Axelsen sig fra French Open. Det var Axelsens første nederlag i 23 kampe efter blandt andet olympisk guld og sejr i Denmark Open, men et hårdt program med 10 kampe på 16 dage kan have spillet ind. French Open er en såkaldt Super 750-turnering, og med det hurtige exit tyder alt på, at den danske stjerne udelukkende stillede op for at undgå en bøde, som han ville have indkasseret ved at afbud. Efter sejren i Denmark Open i søndags såede Axelsen stærk tvivl om sin deltagelse i Frankrig. »Jeg vil sige, lige nu... French Open på onsdag... Jeg skal i hvert fald lige hjem og slå benene op og måske have to tallerkner mad i aften (søndag red.), og så ser vi lige, hvordan jeg har det over de næste par dage«, sagde dengang til TV 2 Axelsen.

På twitter fortæller Axelsen, at han døjede med nogle mindre skader efter turneringen i Odense. »Efter at have snakket med mit hold besluttede jeg mig for at give det et skud i den sidste opvarmning i aften. Desværre mærkede jeg hurtigt, at jeg ikke er klar til at konkurrere i denne uge«, forklarer Axelsen. Han vil nu fokusere på at blive helt klar til de kommende opgaver i Bali og Indonesien.

Fodbold. International Football Association Board (Ifab), der forvalter fodboldlovene, anbefaler, at reglen om at måtte skifte 5 spillere ud i løbet af en kamp gøres permanent. Reglen om fem udskiftninger blev indført i sommeren 2020 for at beskytte spillerne i sammenpressede programmer efter coronapausen. Her skulle mange fodboldligaer spilles færdig på kort tid i et tæt program, der stillede store krav til spillerne.

Fodbold. Den australske A-League fodboldspiller Josh Cavello har på de sociale medier delt en video og en besked, hvor han fortæller, at han er homoseksuel.

Det gør ham til den – i øjeblikket – eneste aktive fodboldspiller på herresiden, som åbent har bekræftet sin homoseksualitet. Han fortæller i et opslag på Twitter, at han har kæmpet med sin seksualitet i seks år, og er glad for, at han endelig kan få ro. »Det har været en rejse at nå hertil i mit liv, og jeg kunne ikke være mere glad for min beslutning om at springe ud«. Han håber, at hans åbenhed kan være med til at hjælpe andre, der måtte kæmpe med deres seksualitet.

Tennis. Clara Tauson er klar til kvartfinalen i WTA-turneringen i italienske Courmayeur efter en sejr i to sæt over Giulia Gatto-Monticone, der var på hjemmebane. Sætcifrene i kampen, der varede 67 minutter, lød 6-4 og 6-1. Den 33-årige italienske veteran, der er placeret som nr. 193 på verdensranglisten, startede med at bryde Tausons to første servepartier, men i hvert tilfælde brød danskeren hurtigt tilbage. Derefter fulgtes spillerne til 4-4 inden Clara Tauson tog de to sidste partier og dermed første sæt. I andet sæt var Clara Tauson i fuld kontrol og vandt sikkert. Hun møder i kvartfinalen enten Magdalena Frich eller Ann Li.

Fodbold. Da USAs verdensmestre i en testkamp natten til onsdag dansk tid besejrede Sydkorea 6-0 spillede Carli Lloyd sin sidste kamp i den amerikanske trøje. 316 landskampe og 134 mål blev det til for Lloyd, der i sin enestående karriere vandt OL-guld to gange og verdensmesterskabet ligeledes to gange. To af de mange mål faldt i Tokyo i bronzematchen ved sommerens OL, som USA vandt 4-3 over Australien.

Fodbold. Randers er videre i pokalturneringen efter en sikker sejr på 4-0 ude over 2. divisionsholdet Middelfart. Oliver Bundgaard bragte kronjyderne foran i 1. halvleg og i kampens sidste halve time satte superliagholdet trumf på med yderligere tre scoringer ved Tosin Kehinde (straffespark), Jakob Ankersen og Stephen Odey. Med sejren er de forsvarende pokalvindere fra Randers klar til kvartfinalen.

Olympisk. Hvis østrigske skiløbere skal gøre sig håb om at blive udtaget til de olympiske vinterlege i Beijing næste år, skal de være vaccineret mod coronavirus. Det siger den nyvalgte formand for Østrigs Skiforbund, Roswitha Stadlober, til avisen Kurier. Avisen skriver, at omkring 90 procent af de atleter, der er på tale til olympisk deltagelse, har modtaget vaccinen. Det er ikke noget krav i Kina, at de olympiske deltagere var være vaccineret.

Cykling. Tredagesløbet i Ballerup Super Arena får deltagelse af den rutinerede stjernesprinter Mark Cavendish. Det oplyser Dansk Bicycle Club i en pressemeddelelse. 36-årige Cavendish stiller op sammen med belgiske Iljo Keisse. De skal blandt andre dyste mod par nummer syv, der består af Michael Mørkøv og Lasse Norman, samt et andet stærkt dansk par, Matias Malmberg og Frederik Rodenberg. Løbet afvikles 11-13. november.

Skisport. En arbejdsgruppe med deltagelse af blandt andre den tidligere formel 1-promotor Bernie Ecclestone skal komme med forslag til, hvordan den alpine World Cup kan moderniseres og ikke mindst gøres mere økonomisk attraktiv. Eccelstone gjorde motorsportens formel 1 til en milliard-forretning og håbet er, at han kan gøre det samme med den alpine skisport.

Fodbold. Den tidligere Eintracht Frankfurt-angriber Bernd Nickel er død efter lægere tids sygdom i en alder af 72 år. Nickel, der på grund af sine frygtede skruede skud blev kaldt dr. Hammer, dannede sammen med 1974-verdensmestrene Bernd Hölzenbein og Jürgen Grabowski er stærk angrebstrio. Han scorede 141 gange i 426 bundesligakampe og er i Frankfurt kun overgået af Hölzenbein, der nettede 160 gange.

Svømning. Efter i to år ikke at have sat en personlig rekord har OL-deltageren Tobias B. Bjerg forladt elitecentret NTC i Bellahøj og er skiftet til Thisted, hvor han bliver genforenet med cheftræneren Mads Bjørn Hansen, som han kender fra deres tid sammen i AGF og den første tid på NTC. ’Mit mål med at tage til Thy er at komme tilbage til mit niveau fra 2019 og forbedre på det allerede i den kommende langbanesæson og helt frem til OL i Paris 2024,’ siger Tobias B. Bjerg i en pressemeddelelse. Tobias B. Bjerg er indehaver af de danske rekorder i 50 og 100 meter brystsvømning på både kort- og langbane og har en bronzemedalje i 4x50 m mixed medley ved kortbane-EM i 2019 som sit bedste internationale resultat. NTC må desuden tage afsked med en af centrets assistenttrænere, da Simon Winther per 1. december tiltræder som klubchef i Farum Svømmeklub.

Håndbold. Team Esbjerg må undvære veteranen Line Myers (tidl. Jørgensen) i den kommende tid på grund af en brækket finger, skriver JyskeVestkysten. Det fremgår ikke, hvor længe højrebacken, der er noteret for 130 landskampe, skal sidde udenfor.

OL. De 16 OL og PL-medaljer, der blev hentet hjem til Danmark under Tokyo 2020, bliver onsdag belønnet. Team Danmark udbetaler nemlig den kontante bonus på 2,1 millioner kroner skattefrit ved en reception onsdag i København. Det er på forhånd aftalt at en guldmedalje ved OL giver 100.000 kroner, en i sølv giver 75.000 kroner og en i bronze giver 50.000 kroner.

Fodbold. Den franske fodboldspiller Lucas Hernández skal alligevel ikke i fængsel. I 2017 blev han idømt 31 dages samfundstjeneste, efter han havde været i et voldsomt skænderi med sin kæreste, som endte på hospitalet. Dengang blev det til et polititilhold, som han endte med at bryde. En domstol beordrede ham derefter fængslet den 13. oktober, men den dom appellerede den franske fodboldspiller, og onsdag har han fået medhold, og fået gjort fængselsdommen betinget.

OL. En rapport fra Det Internationale Antidopingagentur (Wada) kan ende med at udelukke Ukraine fra vinter-OL i Beijing. Ifølge rapporten har Ukraines nationale anti-dopingcenter (NADC) i flere år advaret egne atleter om, hvornår de ville blive udsat for en dopingtest, samtidig med at de ligeså har haft mulighed for selv at booke tider. Ifølge rapporten går problemerne helt tilbage til 2012, og så sent som i 2021 har Wada fundet beviser for, at nogle dopingtests er blevet indberettet forkert. Disse tests kan have haft afgørende betydning for Ukraines deltagelse ved OL i Tokyo 2020. En særlig komité undersøger nu sagen, og i sidste ende kan det betyde, at Ukraine bliver udelukket fra vinter-OL i Beijing.