Følg strømmen af sportsnyheder fra ind- og udland.

Danmark får en god generalprøve på VM med storsejr over Ukraine

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Håndbold. Danmarks kvindelandshold vandt den første af to VM-generalprøver over Ukraine med overbevisende 35-18. Sejren blev grundlagt i 1. halvleg, hvor kaptajn Sandra Toft stod med en redningsprocent på 55, og det var stærkt medvirkende til pauseføringen på 17-9. Bortset fra ganske korte perioder overbeviste den danske defensiv, der holdt ukrainerne i et jerngreb, og angrebsmæssigt kørte de danske kombinationer upåklageligt med mange forskellige målscorere. Blandt dem var også højre back Louise Burgaard, der i Arena Mors spillede sin landskamp nummer 125. Lærke Nolsøe blev med 4 scoringer dansk topscorer. Danmark møder Ukraine igen søndag i Arena Nord i Frederikshavn, og på torsdag åbner landstræner Jesper Jensen og hans hold VM i Spanien mod Tunesien.

Skisport. World Cup-afdelingen i storslalom i amerikanske Killington måtte aflyses på grund af kraftig blæst. På det tidspunkt havde 9 løbere gennemført på løjpen, men resultaterne blev efterfølgende sløjfet. Søndag er det meningen, at der skal afvikles en World Cup-afdeling i slalom.

Håndbold. Topopgøret mellem Aalborgs danske mestre og udfordrerne fra GOG endte uafgjort 30-30, og dermed er der status quo i ligaen, som fynboerne fortsat fører. GOG var kun foran en gang i kampen, og det var ved 30-29, men få sekunder før slutsignalet udlignede Sebastian Barthold for hjemmeholdet. Med et kvarter tilbage var GOG bagud med seks mål, og Aalborg havde indtil da været klart bedst.

Fodbold. Med en sejr på 3-1 ude over VfL Wolfsburg indtager Borussia Dortmund i hvert fald indtil Bayern München har spillet senere lørdag førstepladsen i den tyske bundesliga. Hjemmeholdet kom ellers foran 1-0 i kampens andet minut, men 10 minutter før pausen kunne Emre Can udligne på straffespark. Donyell Malen gjorde det til 2-1 på et tørt langskud 10 minutter inde i 2. halvleg, og Erling Braut Haaland slog sejren fast. Nordmanden fik comeback efter en skadespausen, da han blev sendt på banen godt et kvarter før slutfløjtet, og han skulle kun bruge 8 minutter i aktion til at score sit 10. ligamål i denne sæson.

Langrend. Frida Karlsson fra Sverige slog den norske superstjerne Therese Johaug, da kvinderne afviklede deres World Cup-afdeling over 10 kilometer i finske Ruka. Den norske jente var endda tæt på at blive henvist til tredjepladsen, da Katharina Hennig fra Tyskland blot var halvandet sekund efter på den sidste podieplads.

Fodbold. Efter en svær sæsonstart har Arsenal i den seneste tid fundet melodien i Premier League, og lørdag blev det til endnu en sejr. Hjemme på Emirates Stadium blev bundholdet Newcastle slået med 2-0, og dermed har Arsenal vundet fire af sine fem seneste ligakamp og kun tabt ude til Liverpool. Arsenal konsoliderede sin femteplads og har 23 point for 13 kampe, og London-klubben haler ind på top-4, som dog alle mangler at spille i denne runde. Bukayo Saka og Gabriel Martinelli scorede Arsenals mål.

Fodbold. Den italienske storklub Juventus risikerer en bøde eller sågar at blive fratrukket point i Serie A. Det skriver flere medier, blandt andet Reuters og La Gazzetta dello Sport, ifølge Ritzau efter at italiensk politi fredag konfiskerede en række dokumenter fra fodboldklubbens kontorer i Torino og Milano. »Flere transfers af professionelle spillere og tjenester udført af agenter skal undersøges«, siger anklageren Anna Maria Loreto ifølge Reuters. Undersøgelsen har været undervejs i et stykke tid, og flere personer fra Juventus’ ledelse bliver angiveligt kigget efter i sømmene for at give falsk information til investorer og for at fakturere flere spillerhandler forkert.

Det drejer sig om spillerhandler i perioden fra 2019 til 2021, skriver Reuters. Klubbens præsident Andrea Agnelli, vicepræsident Pavel Nedved og tidligere direktør Fabio Paratici, der nu er i Tottenham, er ifølge AFP blandt en stribe chefer, der er under lup.

Fodbold.FC Københavns for tiden langtidsskadede anfører, Carlos Zeca, er blevet idømt to spilledages karantæne. Derudover er læge Morten Boesen og udviklingsdirektør Sune Smith-Nielsen fra klubbens stab omkring holdet blevet idømt hver én spilledags karantæne. Det fremgår af en dom fra Fodboldens Disciplinærinstans, der handler om efterspillet af 1-1-kampen mellem FC København og AGF sidste søndag. De tre var oprindeligt unavngivne i kendelsen, men DBU har siden afsløret, hvem det drejer sig om på sin hjemmeside. Zeca er desuden blevet idømt en bøde på 10.000 kroner, mens Sune Smith-Nielsen skal af med 2.500 kroner. FC København er som klub desuden blevet idømt en bøde på 10.000 kroner. Yderligere en unavngiven spiller er blevet undersøgt, men han slipper for straf.

Ifølge dommerens rapport var begge spillere klædt i civilt tøj, da de efter kampen mod AGF konfronterede dommerkvartetten. Begge udviste »usportslig optræden« ifølge dommerens rapport, og den dømte spiller var »voldsomt aggressiv«. Dommerkvartetten beskriver desuden stemningen som »fjendtlig«.

Badminton. Viktor Axelsen er klar til finalen i Super 1000-turneringen Indonesia Open. Den olympiske mester slog i semifinalen Jonatan Christie fra Indonesien i to sæt med cifrene 21-19, 21-15. I finalen skal Axelsen møde Kean Yew Loh fra Singapore, der i sin semifinale besejrede Rasmus Gemke i to sæt med cifrene 21-14 og 21-7.

Tennis. Christian Sigsgaard tabte første kamp i Davis Cup-opgøret mod Marokko. Elliot Benchetrit, der er nummer 397 i verden, var for stor en mundfuld for danskeren, og han tabte i tre sæt med cifrene 6-7, 6-3, 2-6. August Holmgren udlignede til 1-1, da han besejrede Lamine Ouahab i tre sæt med cifrene 4-6, 6-2, 6-4. Hvis Danmark slår Marokko, skal holdet til marts spille playoff til næsthøjeste niveau i World Group I.

Håndbold. Spillerne på det norske kvindelandshold har fået forbud mod at kramme modstanderne efter kampene ved det kommende VM i Spanien, skriver VG. Det sker for at undgå at blive smittet med corona. Der er ellers tradition for, at give de spillere, som har en klubhverdag sammen, et kram, men det bliver altså ikke ved VM. På banen kan spillerne dog ikke undgå at komme i nærkontakt med hinanden. Tilbage i oktober blev 10 spillere smittet efter en landskamp mod Slovenien, og det må ikke gentage sig under VM, er den norske devise. Alle spillere, der stiller op ved slutrunden, skal være vaccinerede, men den norske lejr vil kvikteste spillerne her anden dag.

Motorsport. Circuit de Barcelona-Catalunya har fået forlænget kontrakten og er dermed vært for det spanske formel 1-grandprix frem til og med 2026.

Langrend. Iivo Niskanen sørgede for en hjemmebanesejr i World Cup-løbet over 15 kilometer i finske Ruka. Den dobbelte olympiske mester var godt 8 sekunder hurtigere end Aleksej Tjerwotkin fra Rusland, mens Alexander Bolstjunow, ligeledes fra Rusland, blev nr. 3.

Badminton. Mixeddoublen Mathias Christiansen og Alexandra Bøje tabte semifinalen ved Super 1000-turneringen Indonesia Open. Det formstærke japanske par Yuta Watanabe og Arisa Higashino skruede trods en god dansk start på opgøret bissen på og vandt i to sæt med cifrene 21-16, 21-12.

Basketball. Los Angeles Lakers-stjernen LeBron James har fået en bøde på 15.000 dollar - knap 99.000 kroner - for »uanstændig opførsel« under en kamp mod Indiana Pacers onsdag. Samtidig har han fået en advarsel for at bande under det efterfølgende pressemøde. Det oplyser NBA fredag ifølge Ritzau. På videoer af hændelsen i kampen mod Indiana Pacers kan man se LeBron James lade som om, at han tager fat om sine ædlere dele, efter at han har lavet en scoring til tre point.

Ishockey. Rødovre Mighty Bulls skraber bunden i Metal Ligaen, men fredag aften fik holdet en tiltrængt sejr. Således blev Frederikshavn White Hawks slået med 3-0 af bundproppen. Rødovre er trods sejren seks point efter Odense Bulldogs, der ligger næstsidst. I den anden kamp fredag vandt Herning Blue Fox 4-3 over Esbjerg Energy. Efter kampen er Blue Fox toer i ligaen, mens Esbjerg Energy er på 5.-pladsen. Aalborg Pirates topper den bedste danske ishockeyliga.

Henrik Braad Jacobsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her