0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er gemt Du har ulæste artikler blandt dine gemte artikler
Eric Gaillard/Ritzau Scanpix
Foto: Eric Gaillard/Ritzau Scanpix

Brasilianske Neymar (øverst) har været plaget af flere skader i denne sæson hos PSG, og nu får angriberen endnu en ufrivillig pause.

Fransk fodbolds flagskib må undvære superstjerne i næsten to måneder

De seneste nyheder fra sportens verden.

Fodbold. PSG kommer til at undvære sin brasilianske stjernespiller Neymar i en rum tid. Offensivspilleren udgik af søndagens 3-1-sejr over St. Etienne med en skade, der nu er blevet undersøgt og vurderet. Og klubben skriver mandag på sin hjemmeside, at der er tale om en ledbåndsskade i venstre ankel. Den forventes at holde ham ude af aktion i seks-otte uger. PSG skriver samtidigt, at Neymar vil blive undersøgt igen om tre dage, inden man eventuelt kommer med en ny melding. Neymar har i denne sæson haft flere korte skadepauser, men har trods alt bidraget med 14 kampe og 3 scoringer. I sine fire og et halvt år som PSG-spiller siden skiftet fra FC Barcelona i sommeren 2017 har han bidraget med 130 kampe og 90 mål.

Massimo Pinca/Ritzau Scanpix
Foto: Massimo Pinca/Ritzau Scanpix

Kroatiske Borna Gojo fik det maksimale ud af sine muligheder i den indledende kamp af Davis Cup-kvartfinalen i Torino.

Tennis. Davis Cuppens første kvartfinale bliver mandag spillet i Torino, og hjemmeholdet Italien har fået en hård start, da Lorenzo Sonego (nr. 27) tabte 6-7 (2/7), 6-2, 2-6 til Kroatiens Borna Gojo (nr. 279). Senere mandag spilles de to sidste kampe. Tirsdag afvikles anden kvartfinale mellem Storbritannien og Tyskland i Innsbruck. De sidste to kvartfinaler hedder Serbien-Kasakhstan (1. dec.) og Rusland-Sverige (2. dec.).

Fodbold. Landsholdets anfører Simon Kjær er den 18. bedste spiller i 2021 ifølge Ballon d’Or-kåringen. Det meddeler France Football, der arrangerer afstemningen på Twitter. Det franske magasin har valgt at tælle ned til kåringen af vinderen ved at afsløre listen af de 30 nominerede i omvendt rækkefølge i forhold til stemmeantallet. 32-årige Simon Kjær slutter foran spillerne som Luka Modric, Harry Kane, Bruno Fernandes, Phil Foden, Pedri og europamesteren Nicolò Barella. Kjær har haft et flot 2021 som fast mand og nøglespiller i sin italienske klub, AC Milan. Han har desuden været med til at spille Danmark i en EM-semifinale, ligesom holdet suverænt har kvalificeret sig til VM. Pernille Harder, der er kaptajn for kvindelandsholdet, er blandt 20 nominerede til kvindernes pris.

Fodbold. Manchester United har udpeget den 63-årige tysker Ralf Rangnick som manager for resten af denne sæson. Rangnick regnes som en af de helt store i Tyskland, hvor han blandt andet går under tilnavnet ’Fodboldprofessoren’. Ralf Rangnick er det taktiske hoved bag skabelsen af det hurtige genpres som følge af et boldtab og har inspireret flere af moderne fodbolds nye toptrænerskikkelser, herunder landsmændene Thomas Tuchel (Chelsea) og Jürgen Klopp (Liverpool), som han nu skal møde i Premier League.

Marcel Engelbrecht/Ritzau Scanpix
Foto: Marcel Engelbrecht/Ritzau Scanpix

I Ralf Rangnick får Manchester United en meget erfaren træner.

»Truppen er fuld af talent, og der er en fremragende balance mellem ungdom og erfaring. Det er nu min opgave i det næste halve år at hjælpe disse spillere med at udnyttes deres potentialer til fulde, både som individer og mest af alt som hold«, siger Ralf Rangnick, der har været træner i flere klubber i Bundesligaen, herunder Schalke, Leipzig og Hoffenheim, ligesom han har haft flere ledende konsulentroller.

Manchester United fyrede for otte dage siden Ole Gunnar Solskjær og har siden haft Michael Carrick som midlertidig manager. Carrick fortsætter dog på posten, indtil tyskerens arbejdstilladelse er på plads. Når Ralf Rangnicks engagement som manager slutter i Manchester United i maj næste år, bliver han i klubben som konsulent i yderligere to år.

Badminton. Yderligere to danske kvinder er blevet udtaget til det individuelle VM i badminton. Det skriver Badminton Danmark på sin hjemmeside. Line Kjærsfeldt og Julie Dawall er blevet udtaget til verdensmesterskaberne, der afvikles i spanske Huelva fra 12. til 19. december. Sidstnævnte har ikke været med ved et VM før. I forvejen var Danmarks bedst rangerede singlespiller hos kvinderne, Mia Blichfeldt, samt Line Christophersen udtaget.


Golf. Norske Suzann Pettersen bliver kaptajn for Europas golfkvinder, når de i 2023 skal kæmpe mod USA i Solheim Cup. Det har Ladies European Tour mandag offentliggjort. 40-årige Pettersen stoppede som professionel i 2019 og har blandt andet 15 LPGA Tour-titler på cv’et. Pettersen var assisterende kaptajn, da Europa i september vandt dette års udgave af Solheim Cup. Det skete med danskerne Emily Kristine Pedersen og Nanna Koerstz Madsen på holdet.

Antidoping. Som det første land i verden har Danmark taget en ny metode i brug til at udføre dopingtest. Det kan øge testkapaciteten, uden at der skal bruges flere ressourcer, fortæller Jakob Mørkeberg, videnskabelig seniorkonsulent hos Anti Doping Danmark, til DR Sporten. »Det banebrydende er, at selve opsamlingen er ekstremt hurtig. Atleten får et lillebitte prik i skulderen, hvor man bruger et specialdesignet apparat, der gør, at man kan opsamle prøven på få minutter«, forklarer han. Testmetoden med ’blodprik’ blev officielt taget i brug i weekenden ved DM i boksning.

Tennis. Det nationale forbund Tennis Australia satser hårdt på en flyvende start i sæson 2022, hvor der traditionen tro tages hul på ATP og WTA Tour med en stribe turneringer Down Under. Denne gang sættes der rekord med i alt 17 turneringer, før grand slam-begivenheden Australian Open sættes i gang fra 17. januar. Turneringerne afvikles i Sydney, Adelaide og Melbourne.

Olympisk. Skal København være vært for ungdom-OL? Måske. Sådan tolker direktør i Sport Event Denmark, Lars Lundov, en udtalelse fra Københavns kommende kultur- og fritidsborgmester, Mia Nyegaard (Radikale), fra et i sidste uge afviklet seminar, Smart Cities & Sport Summit, som blandt andet også havde deltagelse af præsidenten for Den Internationale Olympiske Komité, Thomas Bach. »Hvis borgmesteren vil have have foretaget noget research, så er vi naturligvis klar til at udføre arbejdet«, siger Lars Lundov ifølge InsideTheGames. De tre tidligere ungdoms-OL har været afviklet uden for Europa, og næste event foregår i Dakar i Senegal i 2026. En 2022-udgave var planlagt, men blev grundet pandemien udskudt i fire år.

Moderne femkamp. Ledelsen i Det Internationale Forbund for moderne femkamp, UIPM, er kommet i modvind og kritiseres voldsomt af flere nationale forbund, herunder den danske formand Benny Elmann-Larsen. Ved weekendens virtuelle årskongres skete der ifølge Benny Elmann-Larsen og formandskollegaerne fra Sverige og Finland flere graverende fejl, der hindrede en fri debat. »UIPM’s eksekutivkomité har demonstreret ekstrem dårlig governance, som ikke hører hjemme i en olympisk sport«, hedder det i et åbent brev, som InsideTheGames gengiver. Blandt andet medførte brugen af en Zoom-forbindelse, at meget debat blev »kvalt«. Særligt i den prekære sag om, at hestesporten fra efter OL i 2024 ikke længere skal være en del af moderne femkamp, følte adskillige nationale forbund sig ikke hørt af ledelsen.

Fodbold. FC Københavns 16-årige Roony Bardghji blev Superligaens yngste målscorer, da han scorede til 2-1 i 3-1-sejren mod AaB søndag. 16 år og 13 dage ung var han, da han scorede. Holdkammeraterne hylder kometen. »Jeg var trods alt 18-19 år, da jeg kom op. Så jeg synes, det er mega imponerende, at han i en alder af 16 år kommer ind på det niveau. Hans venstrefod er dejlig, og han arbejder godt for holdet. Han indgår godt i relationerne, og det vidner godt om hans talent«, siger FCK-angriberen Jonas Wind til Ritzau.

»For nogle måneder siden var han meget individuelt fokuseret. Vi har forsøgt at lægge relationer på, og det viser han nu. Alle ser på hans mål, men for mig kreerer han tre store chancer og er med i spillet til tredje mål. Det er en præstation af de helt store, men det er det for hele holdet«, siger cheftræner Jess Thorup.

Roony Bardghjis scoring blev fejret behørigt af FCK’erne, mens en AaB-fan på et klip, der florerer på Twitter, tilsyneladende kaldte den 16-årige for ’bøsserøv’, hvilket fik FCK-backen Victor Kristiansen til at sende et vredt blik ud mod tilskueren.

Fodbold. 16 landshold fra den arabiske verden deltager fra tirsdag i Arab Cup i Qatar, hvor der skal spilles på en stribe af de arenaer, som også skal huse VM-turneringen om et år. Arab Cup bruges også til teste et nyt halvautomatisk system, der skal hjælpe VAR-dommerne med at handle hurtigere ved mulige offside-positioner. 10-12 kameraer er monteret under taget på stadion, og computere vil registrere op til 29 punkter på spillernes kroppe samt bolden op til 50 gange per sekund. »Vi er godt klar over, at et VAR-tjek ofte tager alt for lang tid, særligt når der er tale om helt tætte kampsituationer«, siger chefen for Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) dommerkomité, Pierluigi Collina. Om systemet kan bruges ved VM i 2022, er endnu uklart.

Fodbold. Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) omdiskuterede VM for klubhold er programsat til afvikling 3.-12. februar i De Forenede Arabiske Emirater. Pandemien og det udsatte EM satte en stopper for afvikling af turneringen i sommermånederne i Kina, mens de japanske reserveværter trak tæppet væk under en afvikling i december. Vinderne af Champions League (Chelsea) samt vinderne af Copa Libertadores (Palmeiras) er på forhånd kvalificeret til semifinalerne, mens fem hold – Al Ahly, Al Hilal, Monterrey, Auckland City og det lokale mesterhold Al Jazira – spiller om de øvrige semifinalepladser.

Fodbold. Hertha Berlin har fyret cheftræner Pál Dárdai. Tayfun Korkut er hentet ind til at styre holdet fra den bedste tyske række i resten af sæsonen. Hertha Berlin har blot hentet 2 point i de seneste fire kampe og er kommet i tæt kontakt med nedrykningszonen.

Ishockey. Lars Eller og Frederik Andersen var natten til mandag i direkte duel i NHL, og det blev angriberen Eller, der trak det længste strå. Washington Capitals vandt topopgøret i Eastern Conference mod Carolina Hurricanes med 4-2.

Fodbold. Viktor Fischer scorede og var oplægger, da Royal Antwerp søndag aften vandt 3-0 over Oostende i den belgiske liga. Med sejren er Antwerp nummer to med 4 point op til de førende oprykkere Royale Union Saint-Gilloise.

Fodbold. Thomas Delaney spillede de sidste 20 minutter for Sevilla i søndagens svære udekamp mod Real Madrid, som trak sig sejrrigt ud af opgøret med 2-1. Brasilianske Vinicius Junior blev matchvinder tre minutter før tid, inden Thomas Delaney havde en fin hovedstødsmulighed.

Fodbold. Med en stensikker sejr på 4-0 på hjemmebane over Lazio rykkede Napoli tre point foran AC Milan på førstepladsen i den italienske Serie. A. Den belgiske veteran Dries Mertens scorede to gange.

Basketball. Det danske landshold for mænd tabte søndag sin første kamp i EM-kvalifikationen på udebane i Kosovo, hvor danskerne led et nederlag på 73-78.

E-sport. Verdens for tiden klart bedste Counter-Strike-hold, russisk-ukrainske Navi, besejrede franske Team Vitality ved Blast Premier Fall Final i Royal Arena. Sejren indbringer Navi næsten 1,5 millioner kroner, mens Vitality må nøjes med 560.000 kroner for andenpladsen. De danske hold i turneringen, Astralis og Heroic, blev nummer tre og fire.

Annonce