Selverkendelsen var enorm, da den amerikanske stjernegymnast Simone Biles for et par måneder siden i bagklogskabens klare lys sagde det.
»Hvis man ser på, hvad jeg har gennemgået de seneste syv år, så burde jeg aldrig have stillet op ved endnu et OL«.
»Jeg skulle have stoppet længe før Tokyo, efter at Larry Nassar havde været i medierne i to år. Det var for meget. Men jeg ville ikke lade ham tage noget fra mig, som jeg har kæmpet for, siden jeg var 6 år gammel«, forklarede Simone Biles til New York Magazine.
Den 24-årige Simone Biles’ ord faldt i forbindelse med en række senatsafhøringer, der skulle klarlægge det amerikanske forbundspoliti FBI’s mangelfulde håndtering af adskillige af de hundreder af anklager, der i 2017 førte til, at den tidligere læge for det amerikanske gymnastiklandshold, Larry Nassar, blev idømt de første 60 af i alt mere end 350 års fængsel for massive seksuelle overgreb.
