Sandra Toft blev atter kåret som banens bedste spiller.

30-25: Danmark er i VM-semifinalen for første gang siden 2013

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen
Brasilien står i vejen for medaljekampene, men efter 6 sejre i træk er VM-holdets tro på egne evner enorm

Den syvende sejr i træk ved VM i Spanien gjorde det kvindelige danske håndboldlandshold klar til semifinalerne som første land.

Det blev i 30-25 i Granollers, hvor Danmark kommer til at spille alle sine ni kampe ved slutrunden, da der nu venter to medaljekampe i det nordspanske.

Danmark var i front stort set hele kampen, hvor den eneste brasilianske føring var ved 2-1, men takket være en helt forrygende indsats i målet af Sandra Toft, der blev kåret som kampens spiller, førte Danmark 14-13 halvvejs i kampen.

Det var fjerde VM-kamp i træk, en af de to danske målmænd blev kåret som kampens spiller.

I anden halvleg var det i højere grad det danske forsvar, der fik dæmmet op for brasilianerne i en periode med en pause i scoringerne.

Lærke Nolsøe med 6 scoringer fra fløjen og Simone Petersen, der scorede på 5 straffekast, efter Danmark havde brændt de første to blev danske topscorere.

Efter at have scoret 4 gange og leveret talrige indspil til mål fik Anne Mette Hansen rødt kort i sidste minut for sin tredje udvisning, men det betyder ingen ting for hendes deltagelse i semifinalen, hvor den danske modstander bliver vinderen af onsdagens kvartfinale mellem Frankrigs olympiske mestre og Sverige.

Dermed får Danmark 27 timers længere pause end modstanderen frem mod semifinale på fredag.

Med Brasilien ude af turneringen er det syv europæiske mandskaber, der spiller om medaljerne.

Således forløb kampen ifølge Ritzaus livedækning:

Allan Nielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her