Fodbold. Kasper Schmeichel stod en stor kamp, da Leicester sent tirsdag aften slog Liverpool med 1-0 på hjemmebane. Den danske landsholdsmålmand reddede blandt andet et straffespark fra Mohamed Salah undervejs i kampen og havde en stribe andre store redninger. Liverpool dominerede i store dele af opgøret mod det skadesplagede Leicester-hold, der for kun to dage siden lukkede hele seks mål ind mod Manchester City. Leicesters sejrsmål blev sat ind af indskiftede Ademola Lookman et kvarter inde i anden halvleg efter et godt gennembrud i venstre side. Leicester ligger nummer ni i tabellen, mens Liverpool ligger på en delt andenplads med Chelsea, seks point efter Manchester City.
Fodbold. Tirsdagens opgør på St. Mary’s sluttede 1-1 mellem Southampton og Tottenham, selv om sidstnævnte var en mand i overtal i godt en halvleg. Først nettede James Ward-Prowse for hjemmeholdet, hvorefter Harry Kane skaffede gæsterne et point via et straffespark kort før pausen. Med resultatet mistede Tottenham terræn i striden om den vigtige fjerdeplads, der giver Champions League-billet. Arsenal er netop nu på fjerdepladsen, mens West Ham med en 4-1-sejr på udebane over Watford indtog femtepladsen foran Tottenham. Tirsdag vandt også Crystal Palace 3-0 over bundholdet Norwich, mens Arsenal-Wolverhampton samt Leeds-Aston Villa var aflyst pga. coronasmitte.
Styrtløb. Den italienske skistjerne Dominik Paris vandt overlegent sin sjette World Cup-sejr i styrtløb i den kommende OL-værtsby Bormio (2026). Med sejren viser han særdeles stærke takter frem mod de nærmeste olympiske vinterlege 2022 i Beijing. Dominik Paris, der udbyggede sin egen sejrsrekord i Bormio, tager med gevinsten på den krævende Stelvio-piste føringen i styrtløbs-World Cuppen, mens schweiziske Marco Odermatt fører den samlede World Cup.
Hos kvinderne vandt franske Tessa Worley tirsdag storslalom-konkurrencen i østrigske Lienz foran slovakiske Petra Vlhova og svenske Sara Hector. USA’s Mikaela Shiffrin fører stadig disciplinen i World Cup-regnskabet, men deltog ikke pga. coronasmitte.
Dart. Den hollandske stjernespiller Michael van Gerwen kommer ikke til at vinde sit fjerde verdensmesterskab i år. Han er nemlig blevet smittet med coronavirus og har dermed trukket sig fra VM få timer inden sit opgør mod engelske Chris Dobey. Det oplyser forbundet Professional Darts Corporations (PDC), som arrangerer VM, på sin hjemmeside.
Fodbold. De fleste Superliga-klubber har planer om, at klargøringen til foråret skal foregå under varmere himmelstrøg – såfremt corona-situationen tillader det. Sidste år tvang krisen dem til at blive i Danmark, men i år har samtlige klubber forberedt sig til et lidt andet klima.
FC Midtjylland, FC København, Brøndby og Viborg har planlagt ture til Portugal i begyndelsen af februar, mens Tyrkiet på samme tidspunkt får besøg af Randers FC, OB, SønderjyskE og Vejle. AaB skal til Malta, mens Silkeborg, FC Nordsjælland og AGF rejser til Spanien – for AGF’s vedkommende endda to gange. Klubben tager nemlig først en tur til Tenerife 12. januar, mens man tættere på forårspremieren drager til Alicante. Det hele kan dog stadig blive aflyst, hvis coronapandemien og restriktioner gør det meningsløst. 18. februar starter Superligaen igen.
Fodbold. FC Barcelona køber Ferrán Torres fri i Manchester City og skriver kontrakt med ham frem til 2027. Det oplyser Barcelona på Twitter. Den spanske angriber kom til Manchester City for blot halvandet år siden fra Valencia. Købsprisen er endnu ukendt, men både spanske og engelske medier har tidligere nævnt, at Barcelona skal betale 55 millioner euro svarende til 410 millioner kroner for Torres.
Ishockey. Metal Ligaen oplyser på sin hjemmeside, at de to kampe onsdag og de to kampe torsdag er blevet aflyst på grund af coronasmitte.
Tennis. Østrigske Dominic Thiem har meldt fra til Australian Open, der spilles 17.-30. januar. Afbuddet kommer på baggrund af en skade i håndledet, som han pådrog sig i juni ved Mallorca Open, men selvom han træner normalt igen, melder han altså afbud, fordi han ikke vil starte for tidligt. Det oplyser han på Twitter.
Tennis. Holger Rune skal forbedre sin mentalitet, hvis han vil gå hele vejen og nå verdenstoppen. Det fortæller danskerens træner, Lars Christensen, efter at 18-årige Holger Rune i 2021 har taget et mægtigt spring frem på verdensranglisten. Det sker i et interview med ATP Tourens hjemmeside. »Det har været en hård overgang fra junior- til seniorspiller. Han har virkelig arbejdet hårdt for at få den dimension på og være moden i sin personlighed og sit spil, så han hænger på, når det er svært. Det arbejder vi hårdt på«, siger Lars Christensen. »I mine øjne er det en af de helt store ting, der skal udvikles inden for det næste år eller to, hvis han virkelig vil have succes«, siger tennistræneren.
Fodbold. Angriberen Peter Christiansen vender retur til SønderjyskE efter et halvt års lejeophold i 1. divisionsklubben FC Helsingør. Det oplyser superligaklubben på sin hjemmeside.
Fodbold. Diego Maradonas yngre bror Hugo Maradona er død af hjerteproblemer, blot 52 år. Det oplyser klubben Napoli tirsdag. Hugo Maradona kom i 1987 til klubben som 18-årig. Senere i karrieren spillede Hugo Maradona også for Ascoli og spanske Rayo Vallecano. Han døde i sit hjem i nærheden af Napoli i Italien. Hans mere kendte storebror døde sidste år i november efter et hjerteanfald.
Fodbold. Den sidste kamp (der ikke er blevet udsat) i Premier Leagues ‘Boxing Day’-program blev spillet mandag aften. Her skulle Manchester United på udebane forsøge at kravle længere op i tabellen mod en af ligaens bundpropper Newcastle. Det blev en særdeles vild og underholdende kamp, der til stor skuffelse for Manchester United endte 1-1. Allerede efter syv minutter kom hjemmeholdet foran, og der skulle spilles cirka 70 minutter af kampen, før Manchester Uniteds Edinson Cavani fik bolden ind bag Newcastle-målmanden, og altså kunne redde gæsterne fra Machester United fra den helt store julekatastrofe.
Fodbold. Forslaget om VM hvert andet år har mødt stor modstand fra mange fronter, men nu træder to stjernespillere også ind i koret af mennesker, der synes det er en dårlig idé. Det er Fifa-præsidenten Gianni Infantino, der gerne ser VM bliver spillet hvert år, men både franske Kylian Mbappé fra Paris Saint-Germain og polske Robert Lewandowski fra Bayern München er uenige med præsidenten.
»VM er så specielt, fordi det er hvert fjerde år. Hvis man spiller det hvert andet år, bliver det en mere normal oplevelse, men VM er ikke normalt. Det er fantastisk, og man prøver det måske kun én gang i livet.Hvis man vil give fansene noget specielt, skal man lade dem vente på det. Folk vil have kvalitet og store følelser. Hvis man afvikler VM hvert andet år, falder niveauet«, siger Kylian Mbappé ifølge AFP.
Robert Lewandowski er enig med sin franske kollega, men han er også bekymret for helbredet. »Det er umuligt for krop og sjæl at præstere på samme høje niveau, hvis der er VM hvert andet år«, siger Robert Lewandowski.
Håndbold. Hos mændene stod den på rivalopgør mandag aften, da Fredericia Håndboldklub stod overfor KIF Kolding på Koldings hjemmebane. Det viste sig dog, at hjemmebanen var uden fordel, for det var Fredericia Håndboldklub, der kunne tage håneretten og pointene med hjem efter en sejr på 31-27. Med den sejr blev Fredericia sendt op på en 5. plads, mens Kolding ligger lidt længere nede på en 13. plads. Mandag aften skulle der være spillet hele syv kampe i ligaen, men på grund af coronasmitte blev de resterende kampe aflyste.