0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er gemt Du har ulæste artikler blandt dine gemte artikler
Matthew Childs/Ritzau Scanpix
Foto: Matthew Childs/Ritzau Scanpix

Efter to mesterskaber: Jon Dahl Tomasson forlader Malmö FF

De seneste nyheder fra sportens verden.

Fodbold. Efter to sæsoner med to svenske mesterskaber stopper Jon Dahl Tomasson som cheftræner i Malmö FF. »Det var en svær beslutning at sige farvel, men samtidig en god fornemmelse. For jeg føler, at jeg slutter på toppen med Malmö FF«, siger Jon Dahl Tomasson til klubbens hjemmeside, hvor sportschef Daniel Andersson ærgrer sig: »Det er selvfølgelig trist. Det var virkelig været en succeshistorie og vi har haft en supefint samarbejde hele tiden«, siger Daniel Andersson.

Atletik. Når løberen Annelise Damm Olesen fra Hvidovre IF, der deltog i de olympiske lege i 1968 og 1972, på søndag fylder 80 år, kan hun foruden syv danske mesterskaber se tilbage på en dansk rekord, der stadig tæller. Den blev sat ved EM i Athen for 52 år siden, i 1969, på distancen 4x400 meter. Sammen med Birgitte Jennes, Kirsten Høiler og Pia Lund Hansen løb Annelise Damm Olesen, som havde sidste tur, i mål på 3,36.2 minutter. Ved samme EM-stævne fik Annelise Damm Olesen sølv på 800 meter. Fødselaren har været medlem af Hvidovre IF siden 1956, og hun har aldrig boet andre steder end i Hvidovre. Og hun er i øvrigt fortsat frisk som en havørn og ses årligt med sine mange atletikvenner.

Cykling. Med en måned til verdensmesterskaberne i USA fortsatte den belgiske superstjerne Wout van Aert sin totale dominans i sæsonens cykelcross-arrangementer, da han i Loenhout noteredes for sin sjette sejr i ligeså mange starter siden 4. december. Van Aert, der stiller op igen lørdag, har endnu ikke afgjort, om han deltager i VM – en beslutning, han først træffer efter de nationale mesterskaber 9. januar. Den regerende hollandske verdensmester Mathieu van der Poel havde meldt afbud til opgaven i Loenhout på grund af rygproblemer. Van Aert var i mål 14 sekunder foran Michael Vanthourenhout, mens en tredje belgier Toon Aerts fulgte yderligere 13 sekunder efter og udbyggede sin føring i den gennemgående konkurrence, løbet i Loenhout var en del af. Hos kvinderne var den hollandske verdensmester Lucinda Brand ligeledes urørlig og sikrede sig sin 13. gevinst i denne sæson 14 sekunder foran landsmanden Denise Betsema.

Fodbold. Sidste sæsons Champions League vindere fra Chelsea har netop offentliggjort deres årsrapport, og selvom der er mange millioner i at vinde Champions League, så har det ikke hjulpet meget. Klubben oplyser, at de er kommet ud af det seneste regnskabsår med et minus på 1,3 milliarder kroner. Særligt coronapandemien får en del af skylden for underskuddet, fordi det har kostet på omsætningen fra billetsalg, men på transfersiden er der et endnu større minus. Klubbens omsætning er steget med seks procent, og hvad der svarer til 3,86 milliarder, men det opvejer langt fra de udgifter som klubben har haft på mange dyre indkøb og tilsvarende lønpakker, hvor der ligger et underskud på godt halvanden milliard kroner fra køb og salg af spillere. Kai Havertz, Timo Werner, Ben Chilwell, Hakim Ziyech og Edouard Mendy kostede samlet næsten to milliarder kroner, mens klubben kun solgte for omkring en halv milliard. Indkøbet af Romelu Lukaku er foretaget efter det seneste regnskabsår, så de omkring 850 millioner kroner, kommer først til at tælle med i den næste regnskabsår.

Fodbold. Når Polen til marts skal spille playoff i VM-kvalifikationen, bliver det med en ny landstræner. Portugiseren Paolo Sousa har mod at betale en kompensation fået opfyldt sit ønske om komme ud af kontrakten med det polske fodboldforbund for i stedet at tiltræde som cheftræner i brasilianske Flamengo. I 15 kampe med Sousa som landstræner i 2010 vandt Polen de 6, spillede 5 uafgjort og tabte 4. For at nå VM-slutrunden skal Polen besejre Rusland samt vinderen af kampen mellem Sverige og Tjekkiet.

Fodbold. Mikkel Rygaard har skrevet kontrakt for de kommende to år med Häcken fra den bedste svenske række, Allsvenskan, hvor han bliver klubkammerat med Kristoffer Lund. Efter sit skifte fra FC Nordsjælland afbrød midtbanespilleren i sidste måned sin kontrakt med LKS Lodz, der ikke udbetalte lønnen til tiden. »Mikkel er løsningsorienteret med bolden og kommer med sin præcision og smartness til at være en vigtig spiller for vores offensive kombinationsspil«, siger Häckens sportschef, Martin Ericsson, der har en fortid i Superligaen, hvor han spillede for AaB og Brøndby.

Fodbold. Kinesiske fodboldspillere kan vinke farvel til synlige tatoveringer. De har nemlig fået besked på at fjerne eller dække dem til unde både kamp og træning. Det er landets øverste myndighed, der har indført et decideret forbud mod tatoveringer for fodboldspillerene. Det skriver nyhedsbureauet Reuters. Grunden til forbuddet er efter sigende at de skal fremstå som eksemplariske samfundsborgere – og skulle behovet for en ny tatovering opstå, er det altså ikke en mulighed for de kinesiske fodboldspillere længere. Det er General Administration of Sport (GAS), der oplyser om forbuddet i en meddelelse, der er dateret tirsdag. »Det er strengt forbudt for spillere på landsholdet og U23-landsholdet at få nye tatoveringer, og de, som allerede har tatoveringer, rådes til selv at fjerne dem«, skriver myndigheden.

Fodbold. OB har på deres hjemmeside annonceret, at de forlænger kontrakten med angriber Max Fenger frem til 2025. Hans tidligere kontrakt stod til at udløbe til sommer, men nu kan OB altså puste ud, og det er særligt sportschef i OB, Michael Hemmingsen, glad for. »I vores strategi bestræber vi os på, at vi selv kan udvikle spillere til vores førstehold. Så at vi i dag skriver en lang kontrakt med Max, der kommer fra vores akademi, er rigtig glædeligt. Max er kun 20 år gammel, og han nærmer sig allerede 50 førsteholdskampe. At vi kan lave en kontrakt frem til 2025 gør, at der er en ro i forhold til, at vi sammen med ham kan udvikle ham så godt som muligt«, fortæller Michael Hemmingsen på OB’s hjemmeside.

E-sport. Der har været stor udskiftning på det danske ’Counter-Strike’-hold Astralis. Udskiftninger, der kan have påvirket niveauet på holdet, men sportsdirektøren mener, at de snart kan være tilbage i toppen af international Counter Strike. På det nuværende hold, er det kun Lukas ’Gla1ve’ Rossander og Andreas ’Xyp9x’ Højsleth, der er tilbage, mens Philip ’Lucky’ Ewald, Kristian ’K0nfig’ Wienecke, Benjamin ’BlameF’ Bremer samt træner Alexander ’Ave’ Holdt er nye. Og som i så mange andre sportsgrene, tager det tid at skabe relationer på et nyt hold.

»Med Lukas og Andreas som kulturbærerne og hver deres styrker er min klare forventning, at vi vil være blandt de bedste i verden, når vi rammer årets første major i maj. Vi er i konkurrence med mange virkelig spændende nye og etablerede hold, men vores mål er at etablere os i den øverste del af ranglisterne og at være med, når de helt store turneringstitler skal fordeles. Vi har setuppet, organisationen og holdet til at gøre det«, lyder det fra sportsdirektøren Kasper Hvidt.

Ishockey. Tre aflyste kampe på grund af corona-tilfælde blev for meget, og nu har Det Internationale Ishockey Forbund besluttet sig for at aflyse VM for U20-hold i Canada. USA startede med at have udbrud af corona, derefter blev en spiller fra Tjekkiet testet positiv, og senest var det Ruslands lejr, der var udsat for udbrud. Forbundet skriver på deres hjemmeside, at bestyrelsen efter anbefaling fra turneringens sundshedsansvarlige, har besluttet at aflyse VM af hensyn til deltagernes helbred og sikkerhed.

Fodbold. Manchester City fortsætter stimen, og vandt onsdag aften deres 10. sejr i træk, da de besejrede danskerklubben Brentford med 1-0. Foruden endnu en sejr, betyder det også, at de tager fra i toppen af Premier League, hvor de lige nu ligger på 1. pladsen med 50 point, mens de nærmeste forfølger i Chelsea og Liverpool har henholdsvis 42 og 41 point.

Ishockey. Torsdag aften var der drama I et vaskeægte rival- og topopgør mellem Aalborg Pirates og Frederikshavn White Hawks i Metal Ligaen, der efter straffeslag endte 5-4 i Aalborg Pirates favør. Det betyder, at Aalborg trækker lidt fra i tabellen med 57 point på førstepladsen, mens Frederikshavn White Hawkes ligger med 52,2 point på en 4. plads. Imellem dem ligger Herning Blue Fox med 56,5 point på en 2. plads, mens Sønderjyske har 54 på tredjepladsen. Allerede torsdag kan frederikshavnerne dog få revanche, når de to hold endnu en gang mødes på isen.

Håndbold. Mændenes EM løber af stablen 13. januar, men inden de store opgør venter, skulle danskerne have prøvet kræfter i en testkamp mod Egypten 9. januar, men den er blevet aflyst. Det betyder, at den eneste test landsholdet på nuværende tidspunkt får, bliver en med Norge 6. januar, men i Dansk Håndbold Forbund forsøger man at finde ud af, om endnu en kamp mod Norge kunne give mening. EM spilles i Ungarn og Slovakiet 13.-30. januar.

Annonce