For første gang siden han 12. juni sidste år faldt om i Parken med et hjertestop har Christian Eriksen udtalt sig til offentligheden.
DR Sporten har interviewet fodboldspilleren, der blev genoplivet på banen, og han takker i interviewet de mange mennesker, der dels reddede ham, dels har støtten ham i tiden efter.
»Jeg har ikke rigtig sagt tak. Jeg har sagt tak til dem, jeg personlig har mødt. Lægerne, der var indblandet, spillerne, landsholdet, familie. Dem har jeg kunnet takke personligt, men alle de fans, som har sendt tusinder af breve, tusinder af e-mails. Alle de blomster, jeg har fået. Og alle mulige bemærkninger, jeg har fået på gaden her i Italien eller i Danmark. Jeg vil sige tak for den støtte, de har vist«, siger Christian Eriksen i interviewet.
Christian Eriksen siger selv, at han var død i fem minutter, og at det er paradoksalt, at han får blomster, bare fordi han er i live.
Christian Eriksen har lagt en bid af inteviewet ud på Twitter, hvor han ellers ikke har været aktiv, siden 8. juni:
»Det var ikke fordi, jeg ønskede, at folk skulle sende blomster, fordi jeg var død i fem minutter. Det var meget specielt. Men igen… det var sødt, at folk ville, og det har kun hjulpet, at der er kommet så mange ’best wishes’, som der er kommet gennem tiden. Selv nu er der jo stadig folk, der skriver«, siger Christian Eriksen.
Christian Eriksen sender en særlig tak til dem, der hjalp ham på banen:
»Det er det, jeg igen er taknemmelig for, at de var så skidehurtige. Først mine holdkammerater, der kommer over. Og så landsholdslægerne, der ligesom satte sig og hjalp, indtil der kom nogen ind med hjertestarter og hjalp mit hjerte i gang igen«, siger Christian Eriksen.
DR bringer på lørdag kl. 21 en tv-dokumentar med Christian Eriksen, der fortæller om sine oplevelser i de seneste syv måneder.
fortsæt med at læse


























