Pierre-Emile Højbjerg er netop nu Danmarks mest værdifulde fodboldspiller. I runde tal er 395.000.000 kroner det, der står på prisskiltet i nakken af hans Tottenham-trøje, hvis andre klubber ved et kig ud ad det aktuelle transfervindue skulle føle sig fristet af den 26-årige danskers evner.
Vurderingen er foretaget af CIES Football Observatory baseret på databaserede beregninger, men selvfølgelig alligevel behæftet med en vis usikkerhed. Det skal dog såmænd nok passe, at en markant midtbanespiller i den engelske Premier League, der i sommer spillede EM-semifinale med sit landshold, vil koste noget i den retning i en handel mellem topklubber.
395.000.000 kroner – tyg lige på tallet og få en dårlig smag i munden.
Selv om det efterhånden er blevet ganske almindeligt at nævne beløb af den størrelsesorden i international fodbold, så er det altså absurd, at det kan være prisen for at få én fodboldspiller til at skifte klubadresse. Og læg så lige dertil, at han – økonomien er mildt sagt en ganske anden for kvindelige fodboldspillere – skal have en million eller noget i den stil i løn hver uge.
