0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er gemt Du har ulæste artikler blandt dine gemte artikler
Jason Cairnduff/Ritzau Scanpix
Foto: Jason Cairnduff/Ritzau Scanpix

Her ses Ryan Giggs forlade retten i Manchester i maj 2021, men først i august i år kan have regne med en afgørelse i sagen om vold mod to kvinder. Og imens kan han ikke vende tilbage til sit job som walisisk fodboldlandstræner.

Berømt walisisk fodboldtræners voldssag udsat til efter VM-playoff

De seneste nyheder fra sportens verden.

Fodbold. Den walisiske landstræner Ryan Giggs må vente til august med at komme i retten i en sag, hvor han er tiltalt for vold mod sin tidligere kæreste og hendes søster. Sagen mod den tidligere fodboldstjerne er blevet udsat på grund af en sagspukkel i retssystemet, skriver nyhedsbureauet AFP. Ryan Giggs har været suspenderet fra jobbet som landstræner, siden han blev anholdt i november 2020. I stedet har Robert Page haft ansvaret for det walisiske landshold. Med udsættelsen tyder alt nu på, at Page også står i spidsen for holdet i VM-playoffkampene i marts, hvor Wales møder Østrig.

Giggs er tiltalt i tre punkter, men nægter sig skyldig i anklagerne, der udover vold også handler om tvang og kontrollerende adfærd. Sagen var programsat til næste uge i retten i Manchester, men ingen retslokaler er ledige, og derfor er den blevet udskudt i syv måneder.

EM-håndbold. Ungarn har inviteret til håndboldfest, men værterne er selv ude af turneringen, inden festen rigtig er kommet i gang. I et drabeligt opgør tabte ungarerne tirsdag aften 30-31 til Island og må højst overraskende forlade turneringen før mellemrunden. Island vinder gruppen og tager 2 point med videre, mens Holland og Portugal senere tirsdag kæmper om den sidste plads i mellemrunden, hvor blandt andre Danmark venter. En stor skuffelse for ungarerne, men choknederlaget til Holland i åbningskampen endte med at blive dyrt.

Fodbold. Arsenal har solgt sin bosniske landsholdsspiller Sead Kolasinac til den franske topklub Olympique Marseille. Det meddeler begge klubber tirsdag. Den 28-årige venstreback står noteret for 118 kampe for London-klubben og var blandt andet været med til at vinde FA Cuppen i 2020, men han er i de seneste sæsoner gledet ud af holdet. I denne sæson blev det blot til fem optrædener.

Kenzo Tribouillard/Ritzau Scanpix
Foto: Kenzo Tribouillard/Ritzau Scanpix

Zimbabwe-angriberen Knowledge Musona scorer tirsdag aften med et kraftfuldt hovedstød til 1-0 mod Guinea.

Fodbold. De sidste gruppekampe er ved at blive afviklet i Africa Cup of Nations, og tirsdag var det bl.a. gruppe B, der skulle finde ud af, hvem der skulle videre til ottendedelsfinalerne. Noget overraskende kunne Zimbabwe med en 2-1-sejr over Guinea true sin modstanders position som toer, men da stjernebesatte Senegal spillede 0-0 mod Malawi, blev det alligevel netop Senegal og Guinea, der kom videre. Malawi må som treer vente på sin skæbne.

Fodbold. AaB er på jagt efter en ny cheftræner, efter at Marti Cifuentes er blevet købt fri af den svenske klub Hammarby. Nordjyderne har vist interesse i Randers-træner Thomas Thomasberg. Det har begge klubber tidligere bekræftet, og nu forhandler de også. Det afslører Randers’ sportslige og kommercielle direktør, Søren Pedersen, i Discovery+-programmet ’Start11’eren’. Han tilføjer desuden, at pilen lige nu peger i retning af, at Thomasberg også er cheftræner i den kronjyske klub efter 1. februar.

Tennis. 19-årige Clara Tauson er klar til 2. runde ved Australian Open i Melbourne efter 6-3, 6-4 over australieren Astra Sharma, der ikke kunne honorere det ganske opstemte hjemmepublikum. Der var cirka halvt fyldt på Court No. 3 i Melbourne, hvor der er plads til ca. 3.000 fans, og tilskuerne blev flere gange i løbet af opgøret bedt om at dæmpe sig af kampens dommer.

»Jeg har prøvet, at publikum er imod mig, men måske ikke så voldsomt med så mange mennesker. Det var jo meget sjovt, og de fik heppet en hel masse. Der var måske lige nogle situationer, hvor jeg ikke syntes, det var så sjovt, men sådan er det, når man møder en hjemmebanespiller«, siger Clara Tauson til Ritzau og tilføjer: »Jeg tager det ikke så tungt, men de var meget oppe at køre«. I 2. runde skal danskeren møde Anett Kontaveit fra Estland. 26-årige Kontaveit er seedet som nr. 6. Via en særdeles stærkt afslutning på 2021 har esteren etableret sig som top-10-spiller.

Brandon Malone/Ritzau Scanpix
Foto: Brandon Malone/Ritzau Scanpix

Det er første gang kometen Emma Raducanu deltager i Australian Open.

Tennis. Tirsdagens største overraskelser ved Australian Open kom i kvindernes singlerække, da 2019-finalisten Petra Kvitova (seedet 20) blev klart besejret af rumæneren Sorana Cirstea, inden 2016-vinderen, Angelique Kerber (16) fra Tyskland, på sin 34 års fødselsdag blev besejret af Kaia Kanepi fre Estland. Den upåagtede australier Storm Sanders overmatchede foran et begejstret hjemmepublikum den 2. seedede Aryna Sabalenka fra Hviderusland i halvandet sæt, inden den kraftfulde østeuropæer fik vendt opgøret og sejrede 5-7, 6-3, 6-2. Også den britiske US Open-vinder Emma Raducanu (17) var gennem en rutsjebanetur i et mærkværdigt opgør mod amerikaneren Sloane Stephens. 19-årige Raducanu vandt 6-0, 2-6, 6-1.

Cykling. Døgnet efter at have modtaget et wildcard til brostensklassikeren Paris-Roubaix 17. april fik det norske 2. divisionshold Uno-X et nyt bevis på for alvor at have sikret sig anerkendelse hos Tour de France-arrangøren Amaury Sport Organisation. Uno-X med otte danske ryttere i truppen er nemlig også inviteret til både Flèche Wallonne og Liège-Bastogne-Liège henholdsvis 20. og 24. april.

Ishockey. Rødovre Mighty Bulls henter den finske keeper Dennis Saikkonen på en kontrakt for resten af sæsonen. Tre skader på målmandsposten har fået Rødovre til at agere på markedet.

Fodbold. En af fortidens store Real Madrid-helte, Francisco ’Paco’ Gento, er død. Den tidligere anfører blev 88 år. Kantspilleren spillede 18 sæsoner for Real Madrid og var med til at vidne 12 mesterskaber samt seks europæiske mesterholdsturneringer. I 606 kampe bidrog han med 178 mål, herunder to scoringer i finaletriumferne i 1957 og 1958 mod henholdsvis Fiorentina og AC Milan.

Tennis. Den finaleseedede russer Daniil Medvedev er ved Australian Open klar til 2. runde efter sejr over schweizeren Henri Laaksonen, 6-1, 6-4, 7-6. Sidste år nåede Medvedev finalen, men tabte til Novak Djokovic. Det vil Medvedev gerne have lavet om på i år. »Jeg kan lide at spille her, jeg kan lide at spille på hardcourt, og jeg ønsker at gøre det bedre end sidste år«, lyder det ifølge Ritzau fra Medvedev, der til gengæld måtte se sin træningspartner forlade Australian Open uden at komme i kamp. Norske Casper Ruud (seedet 8) døjer med en ankelskade, han pådrog sig under træning med Medvedev. I 2. runde skal Medvedev møde den australske sprællemand og publikumsyndling Nick Kyrgios, som besejrede briten Liam Broady 6-4, 6-4, 6-3.

Australian Open kan i øvrige give Daniil Medvedev lidt af en sidegevinst. Vinder han sin kamp i 2. runde vil han – med mindre Novak Djokovic’ ranglisteplacering bliver fastfrosset af ATP – gå forbi den skandaliserede serber og dermed være i spil til førstepladsen, som også tyskeren Alexander Zverev har en outsidermulighed for at erobre.

Tennis. Den pensionerede Caroline Wozniacki har på ny fået udskudt sin afskedskamp på dansk grund af pandemien. Showkampen mod tyskeren Angelique Kerber i Royal Arena er rykket fra 9. februar til 5. april.

EM-håndbold. Når de tyske mænd i aften går på banen mod Polen ved EM, så bliver det med en alternativ trup. Med yderligere fem positive coronatest er syv tyske spillere nu foreløbig ude af EM. Fem nye spillere – herunder veteranmålmanden Johannes Bitter – ankommer i løbet af tirsdag.

Fodbold. Første solgte AaB cheftræner Marti Cifuentes til svenske Hammarby, og nu forlader klubbens fodboldchef også den nordjyske superligaklub. Søren Krogh fortsætter karrieren som assisterende træner på Fyn hos OB på en kontrakt til sommeren 2024.

Fodbold. Så kan den engelske Premier League-klub Wolverhampton stille et helt hold af portugisere, hvis det er det, cheftræner Bruno Lage – portugiser, naturligvis – ønsker. Mandag erhvervede Wolves sig kantspilleren Chiquinho fra Estoril. U21-landsholdsspilleren har kostet ca. 25 millioner kroner.

Fodbold. Superligaklubben Silkeborg IF havde planlagt en 12 dage lang træningslejr i det sydlige Spanien, men det er nu aflyst. »Vi er nu kommet frem til, at risikoen for smitte og karantæne er for markant både i forhold til flyrejserne og opholdet i det spanske, og vi vil ikke gamble med smittespredning og isolationskrav så tæt på forårspremieren«, siger sportschef Jesper Stüker, der leder efter en kampmodstander til søndag. Norske Raufoss er hårdt ramt af corona og har meldt afbud.

Fodbold. For første gang til en kamp i Africa Cup of Nations vil dommerkonstellationen inklusive den assisterende videodommer udelukkende bestå af kvinder. Det skriver Ritzau. Det sker tirsdag, når Guinea og Zimbabwe mødes i en gruppekamp. Salima Mukansanga fra Rwanda er udpeget som dommer, mens Carine Atemzabong fra værtsnationen Cameroun sammen med Fatiha Jermoumi fra Marokko skal passe flagene på sidelinjerne. Den assisterende videodommer bliver Bouchra Karboubi fra Marokko. »Dette øjeblik er ikke kun for Salima, men for enhver ung pige i Afrika, der har passion for fodbold, og som ser sig selv som en fremtidig dommer«, siger chefen for de afrikanske dommere, Eddy Maillet.

Olympisk. Ukaleq Slettemark fra Grønland er udtaget til det danske OL-hold i Beijing. Skiskytten, der er 20 år, skal deltage i kvindernes 15 km og 7,5 km. En top-60-placering i sprint vil desuden udløse kvalifikation til jagtstarten på 10 km. Ukaleq Slettemark er datter af Øystein Slettemark, der var med ved OL i Vancouver i 2010. »Det er sjovt, at jeg nu går i min fars fodspor. Min målsætning må være et slå ham«, lyder det fra Ukaleq Slettemark, der skal blive bedre end nr. 86 for at få registreret et bedre resultat end faderen. Ukaleq Slettemark blev i 2019 juniorverdensmester på 10 km.

Fodbold. Et af de varmeste unge navne satte mandag aften endnu en tyk streg under sine kvaliteter, da han med to mål var med til at sikre Fiorentina en 6-0-sejr i Serie A mod Genoa. Den 21-årige serber Dusan Vlahovic er nu oppe på 17 mål i 21 ligakampe i denne sæson og deler dermed topscorerværdigheden med Lazio-veteranen Ciro Immobile.

NFL. Med en sejr på 34-11 over Arizona snuppede LA Rams den sidste plads i 2. runde af NFL-slutspillet. Næste runde: Tennessee Titans-Cincinnati Bengals, Green Bay Packers-San Francisco 49ers, Tampa Bay Buccaneers-LA Rams, Kansas City Chiefs-Buffalo Bills.

Læs mere:

Annonce