De seneste nyheder fra sportens verden.

FCK forstærker sig med angriber fra Serie A

Foto: Paola Garbuio/Ritzau Scanpix
Foto: Paola Garbuio/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Fodbold. FC København har forstærket sig med angriberen Khouma Babacar, som skifter fra den italienske Serie A-klub Sassuolo. Det oplyser klubben fredag i en pressemeddelelse. Babacar har skrevet under på en aftale med FCK frem til sommeren 2025. Senegaleseren kom som ungdomsspiller til italiensk fodbold og Fiorentina, hvor han fik sit gennembrud på seniorniveau efter en række lejemål, inden han blev solgt til Sassuolo, hvorefter han igen blev lejet ud. Først til den daværende Serie A-klub Lecce og senest til den tyrkiske klub Alanyaspor, hvor han spillede 45 kampe og scorede 18 mål. Babacar får trøje nummer 11 og træner med sine nye holdkammerater fra på mandag.

Tennis. Den spanske veteran Rafael Nadal er videre til 4. runde ved Australian Open, efter han i en sen kamp i Melbourne vandt 6-3, 6-2, 3-6, 6-1 over russiske Karen Khachanov. Næste udfordring bliver franske Adrian Mannarino, der i en sand nattedyst lidt overraskende besejrede den 18. seedede russer Aslan Karatsev 7-6, 6-7, 7-5, 6-4. Nadal kan altså fortsat jagte den 21. grand slam-titel, der vil være rekord i mændenes tenniselite.

Ishockey. Den forsvarende danske mester, Rungsted Seier Capital, startede sæsonen sløvt, men er måske ved at finde melodien. Fredag tog nordsjællænderne deres tredje sejr i træk i Metal Ligaen, da bundproppen Rødovre Mighty Bulls blev besejret med 6-3. Det bringer Rungsted op på 49 point efter 34 kampe, hvilket rækker til en sjetteplads. Rødovre har nu tabt fire kampe i træk og er begravet på sidstepladsen med 26 point.

Håndbold. Hans Lindberg er testet positiv for coronavirus og er derfor isoleret i den danske lejr under EM-slutrunden i Ungarn. Lindberg blev som resten af holdet testet torsdag aften, og fredag morgen forelå den positive prøve. Den 40-årige højrefløj blev kaldt ind som erstatning for den skadede Johan Hansen og har været i truppen i de seneste tre kampe. Torsdag aften mod Island blev Lindberg noteret for sin landskamp nummer 275, selv om han ikke kom på banen. Efter den positive PCR-test er Dansk Håndbold Forbund i dialog med Det Europæiske Håndboldforbund om de kommende dages testfrekvens.

Coronaramte Lindberg nåede at slå et par af Lars Christiansens mange rekorder

Golf. På en dag med storm og flyvende sandkorn formåede Jeff Winther bedre end nogen anden at bevare koncentrationen og leverede dagens bedste anden runde i Abu Dhabu Championship. Med 69 slag (fem birdies og to bogeys) avancerede Jeff Winther til den samlede 9.-plads, 3 slag efter den førende skotte, Scott Jamieson. »Det var vildt svært med en voldsom storm, men jeg fik holdt godt sammen på det hele og var nærmest ikke væk fra fairway hele dagen, så jeg er meget, meget, meget tilfreds«, sammenfattede Jeff Winther sin runde over for V Sport Golf. Også Rasmus Højgaard avancerede trods to dobbeltbogeys og er nummer 16, mens tvillingebror Nicolai fik problemer med putteren og sluttede med bogeys på de fire sidste huller, så han ligger til ikke at klare cuttet som den eneste af de otte danskere. 38 spillere fik ikke færdigspillet runden, så den endelig afgørelse falder først lørdag formiddag.

Håndbold. Efter at have tabt for første gang i sæsonen i sin seneste kamp kom Odenses håndboldkvinder fredag tilbage på sejrskurs. Her tog det fynske tophold imod Skanderborg, og gæsterne fik stort set ikke et ben til jorden. Ved pausen førte Odense med hele 18-11, og det blev aldrig spændende i anden halvleg. Althea Reinhardt og co. tog en knusende sejr på 39-23. Dermed er Odense, som er forsvarende dansk mester, nu oppe på 15 sejre i 16 kampe i kvindernes liga.

Håndbold. Endnu en dansk spiller har modtaget et tilbud fra Bundesligaen, som han ikke kunne sige nej til. GOG’s 22-årige bagspiller Emil Lærke har underskrevet en toårig kontrakt med bundesligaklubben Lemgo gældende fra sommer. Det oplyser den tyske klub på Twitter. Emil Lærke har været stærkt spillende for GOG, som fører grundspillet i mændenes bedste række.

Skisport. Aleksander Aamodt Kilde vandt det traditionsrige styrtløb i Kitzbühel på overbevisende manér. Den 20-årige nordmand var 0,42 sekund hurtigere end franskmanden Johan Clarey på andenpladsen, og han havde landsmanden Blaise Giezendanner lige efter sig. Kilde har i denne World Cup-sæson seks løb, tre i styrtløb og tre i Super-G.

Tennis. Verdensetteren Ashleigh Barty er til de australske tilskueres store begejstring i forrygende form under Australian Open. I tredje runde blev det 6-2, 6-3 over italieneren Camila Giorgi (verdensranglisten nr. 33), og den 25-årige australier har i sine tre første kampe spillet sammenlagt under tre timer og har afgivet blot otte partier. Seneste australske vinder af kvindernes singlerække i Australian Open er Chris O’Neil i 1978. Bartys næste modstander er den 20-årige amerikaner Amanda Anisimova (nr. 60), der overvandt en skidt start med to dobbeltfejl i første parti og med 4-6, 6-3, 7-6 (10-5) eliminerede den forsvarende mester, Naomi Osaka (nr. 14). Også mændenes OL-guldvinder, Alexander Zverev, er er klar til fjerde runde efter en sejr på 6-3, 6-4, 6-4 over Radu Albot fra Moldova, der som verdens nummer 124 var gennem kvalifikationen.

Tennis. French Open-vinderen Barbora Krejcikova har stadig muligheden for vinde sin anden grand slam-titel, men tjekken var i problemer i tredje runde af Australian Open mod letten Jelena Ostapenko, der blev besejret 2-6, 6-4, 6-4, efter letten havde ført 3-1 i andet sæt. Krejcikovas næste modstander er den tidligere verdensetter Victoria Azarenka fra Hviderusland, der vandt turneringen i 2012 og 2013 og er i fjerde runde for første gang siden 2016.

Tennis. Clara Tausons kamp i tredje runde af Australian Open mod amerikaneren Danielle Collins er programsat til klokken 1 natten til lørdag (dansk tid) på Rod Laver Arena, hvor der er plads til 15.000 tilskuere.

Clara Tauson vil få god brug for Wozniackis ofte latterliggjorte mantra

Fodbold. Brøndby udlejer for anden gang Jens Martin Gammelby, der i efteråret var på banen i 14 kampe i fire forskellige turneringer. Efter en sæson i Lyngby i 2020/2021 skal den 26-årige højreback nu et år til Polen for at spille for Miedz Legnica, der er tophold i den næstbedste række.

Verdenskortet: Antallet af danskere i udlandet runder endnu en vild milepæl

Olympisk. Danmarks rekordstore hold til vinter-OL i Beijing er fuldendt med udtagelsen af to speedskatere. Viktor Hald Thorup og Stefan Due Schmidt er de to sidste på holdet, der nu tæller 62 atleter, inklusive to ishockeyhold og to curlinghold. Viktor Hald Thorup leverede de bedste danske resultat ved vinter-OL i 2018, da han blev nummer 5 i massestarten i Pyongyang.

Fodbold. AaB har skrevet kontrakt med den 21-årige angriber Kasper Høgh, der i efteråret scorede 4 gange i 12 kampe for Hobro i 1. division efter at være skiftet fra Randers FC. »Kasper Høgh er en angriber med kant, og han har både fart, er fysisk stærk og kommer til chancer, og disse kompetencer skal vi nu i fællesskab forsøge at udvikle og forløse yderligere«, siger sportschef Inge André Olsen til AaB’s hjemmeside.

Ishockey. Både Oliver Bjorkstrand og Lars Eller scorede i nattens NHL-kampe med forskelligt udnytte. Bjorkstrand scorede til 1-0 for Columbus Blue Jackets, der med 2-1 tilføjede Philadelphia Flyers det tiende nederlag i træk. Lars Eller udlignede i slutningen af anden periode til 2-2, men 45 sekunder før tid scorede Charlie McAvoy sejrsmålet for Boston Bruins til 3-2.

Fodbold. Martin Braithwaite fik efter fire måneders skadepause comeback for FC Barcelona, der røg ud af den spanske pokalturnering, Copa del Rey, med et nederlag på 2-3 efter forlænget spilletid ude mod Athletic Bilbao. Braithwaite blev skiftet ind til anden halvleg af den forlængede spilletid, da Iker Muniain på et straffespark havde bragt hjemmeholdet foran 3-2.

Fredagens lodtrækning til kvartfinalerne gav et potentielt danskermøde, når Valencia med Daniel Wass møder Cadiz med Jens Jønsson. De tre andre kampe er Athletic Bilbao-Real Madrid, Sociedad-Betis og Vallecano-Mallorca.

Fodbold. Mohamed Daramy blev skiftet ind efter pausen, da Ajax førte 5-0, og scorede kampens to sidste mål i 9-0-sejren over Excelsior Maassluis i en ottendedelsfinale i den hollandske pokalturnering. Danilo scorede 4 af målene for Ajax, blandt andet et hattrick på 16 minutter med målene til 2-0 på straffespark, 3-0 og 4-0.

Carsten Godtfredsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her