Danmark må undvære Mikkel Hansen i søndagens bronzekamp.
Bagspilleren skadede sin ankel i fredagens semifinalenederlag til Spanien og er ikke blevet klar til opgøret mod Frankrig.
Det oplyser landsholdsassistent Henrik Kronborg lidt over en time inden kampstart.
»Anklen er ikke god nok til at spille på«, siger han.
Hansen humpede fra banen i smerter i opgøret mod Spanien, men han vendte tilbage på banen og fuldførte kampen.
Efterfølgende rendte han rundt med en ispose på anklen, mens han gav interviews.
Mikkel Hansen er Danmarks topscorer og EM’s næstmest scorende spiller med 47 mål.
Ud over Mikkel Hansen sidder René Antonsen, Henrik Toft og Jannick Green over. Heller ikke Hans Lindberg, som torsdag kom ud af sin coronaisolation, er en del af kamptruppen.
»Det gælder om at få noget mere fart og flow i angrebsspillet end mod Spanien. Det fik vi fint mod Frankrig sidste gang«, siger Kronborg.
Til det formål åbner Danmark med en bagkæde bestående af Mathias Gidsel, Rasmus Lauge og Jacob Holm.
Niklas Landin står på mål, mens Magnus Landin, Lasse Svan og Magnus Saugstrup er de øvrige startere, når danskerne har bolden.
Frankrig og Danmark har en gang tidligere i turneringen mødt hinanden. Efter en dansk føring helt frem til de sidste minutter endte Frankrig med at tage sejren til sidst.
Kampen om tredjepladsen spilles i MVM Dome i Budapest klokken 15.30.
Spanien møder senere søndag Sverige i EM-finalen.
ritzau




























