0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er gemt Du har ulæste artikler blandt dine gemte artikler
Charly Triballeau/Ritzau Scanpix
Foto: Charly Triballeau/Ritzau Scanpix

Sadio Mané spillede egentlig ikke nogen stor finale for Senegal, men det var alligevel ham, der sikrede sin nation den første afrikanske titel.

Liverpool-stjerne afgør det afrikanske mesterskab for Senegals vindere

De seneste nyheder fra sportens verden.

Fodbold. Endnu en temmelig kedelig fodboldkamp afsluttede Africa Cup of Nations, da Senegal og Egypten søndag aften spillede finale i Cameroun. Den ordinære spilletid sluttede 0-0, efter et af få højdepunkter var Sadio Manés kikser for Senegal på et straffespark tidligt i opgøret. Den forlængede spilletid var, ikke uventet, noget af en ørkenvandring, da ingen af holdene ville blotte sig og eventuelt miste chancen i en straffesparkskonkurrence. Så det sluttede ganske naturligt med netop den afgørelse, og her var Senegal bedst, da holdets målmand fra Chelsea, Edouard Mendy, fik reddet ved stillingen 3-2, hvorefter Mané fik en ny chance fra 11 meter-pletten. Denne gang scorede Mané sikkert, og Senegal vandt dermed sin første afrikanske titel i den 33. afrikanske finale 4-2.

Fodbold. Med Kasper Schmeichel som tilskuer blev Leicester City søndag sendt ud af FA Cuppens 4. runde, da holdet hos Nottingham Forest blev skilt ad og tabte 1-4. Det var Schmeichels landsmand Philip Zinckernagel, der satte gang i målscoringen for Forest, og hans træffer skabte så stor usikkerhed hos gæsterne, at nederlaget kunne have været endnu større. Nottingham fik således fulgt flot op på sejren over Arsenal i samme turnerings 3. runde. Næste modstander for Forest bliver Huddersfield.

Ottendedelsfinalerne: Luton-Chelsea, Crystal Palace-Stoke, Peterborough-Manchester City, Liverpool-Norwich, Southampton-West Ham, Middlesbrough-Tottenham, Nottingham Forest-Huddersfield, Everton-Boreham Wood

Ben Stansall/Ritzau Scanpix
Foto: Ben Stansall/Ritzau Scanpix

New Zealands 20-årige Zoi Sadowski-Synnott tryllede under søndagens snowboardkonkurrence ved vinter-OL i Beijing.

Olympisk. Den unge snowboarder Zoi Sadowski-Synnott har søndag dansk tid skrevet historie ved at sikre New Zealand landets første vinter-OL-guldmedalje nogensinde. Den 20-årige newzealænder tog føringen tidligt med en score på 84,51 point i sit første løb, men blev overhalet af amerikanske Julia Marino, der scorede 87,68 point i andet løb. Men i tredje og sidste runde af finalen sikrede Zoi Sadowski-Synnott sejren med en imponerende score på 92,88 point. »Jeg er en stolt kiwi«, siger Sadowski-Synnott med henvisning til kælenavnet for New Zealands befolkning. »Jeg håber, at jeg har gjort dem glade derhjemme, og at de vil fejre mig«, tilføjer hun efter sejren ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Fodbold. Der var underholdning fra start til slut, da FC Barcelona og Atlético Madrid søndag tørnede sammen på Camp Nou i La Liga. Seks mål og et rødt kort blev det til i Barcelonas sejr på 4-2, som sender holdet op på fjerdepladsen i den spanske liga lige foran Atlético. Barcelona har 12 point op til ærkerivalen Real Madrid på førstepladsen. Daniel Wass startede på bænken, men fik debut for gæsterne, da han blev skiftet ind ved anden halvlegs start. Martin Braithwaite så hele kampen fra sidelinjen.

Christof Stache/Ritzau Scanpix
Foto: Christof Stache/Ritzau Scanpix

Japans Ryoyu Kobayashi levede søndag op til de store forventninger og tog guld i skihop ved vinter-OL i Beijing.

Olympisk. Ryoyu Kobayashi er bogstaveligt talt flyvende for tiden. Den japanske skihopper vandt for nylig den traditionsrige firebakketurnering, og søndag levede han op til de store forventninger, der har været til ham op til vinter-OL, da han tog guld på normal bakke i overlegen stil. Kobayashi vandt foran østrigske Manuel Fettner og polske Dawid Kubacki. Det er den 25-årige japaners første individuelle medalje ved et OL eller VM.

Kvinderne kæmpede lørdag om OL-medaljer. Her vandt slovenske Ursa Bogataj guld foran tyske Katharina Althaus og Nika Kriznar, der også er fra Slovenien. Konkurrencen for mixedhold finder sted mandag, mens mændenes holdkonkurrence afgøres næste mandag 14. februar.

Fodbold. Under en uge efter skiftet fra FC København har den danske landsholdsangriber Jonas Wind fået sin første bundesligakamp for Wolfsburg under bæltet. Søndag aften startede han for sin nye klub, der vandt den vigtige bundkamp med 4-1 over Greuther Fürth, rækkens klare bundhold. Wind fik 64 minutter på banen, og han fik undervejs demonstreret, at han er en god spilstation i den forreste kæde, og han også var med til at skabe uro foran mål. Med sejren rykker Wolfsburg op på 12.-pladsen og har nu 6 point ned til direkte nedrykning og 2 point ned til 16.-pladsen, der medfører et dobbeltopgør om en plads i Bundesligaen.

Langrend. På uhørt suveræn facon vandt Alexander Bolsjunov det olympiske skiathlon – 15 kilometer klassisk stil afløst af 15 kilometer fristil. Den russiske langrendsstjerne knuste al modstand og krydsede målstregen 1 minut og 11 sekunder før landsmanden Denis Spitsov, mens finske Iivo Niskanen tog bronzemedaljen. »Da jeg trak fra under fristilen, forstod jeg, at det vigtigste var at nå til målstregen uden at blive overvældet af følelser«, jublede Bolsjunov. Normalt er det en meget tæt disciplin, hvor få sekunder adskiller de bedste, men ingen kunne følge russeren i Kina. Særligt for de normalt så stærke nordmænd var det en skuffelse. Bedst af dem sluttede Hans Christer Holund på fjerdepladsen, mens Johannes Klæbo, stjernen over dem alle, gav op halvvejs og gled i mål som nr. 40.

Fodbold. Landsholdsbobleren Rasmus Nissen Kristensen scorede søndag et flot hovedstødsmål for den østrigske topklub Red Bull Salzburg. Det skete, da holdet hjemme besejrede Lask Linz 3-1 i pokalturneringens kvartfinaler. Trods sin position som højreback har Nissen Kristensen scoret 9 mål i 29 kampe i denne sæson.

Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Odens Håndbolds Mie Højlund leverede søndag varen mod svenske IK Sävehof i Champions League.

Håndbold. Odense Håndbold er sikker på deltagelse i forårets knockoutrunder i Champions League. Det er en matematisk realitet, efter at holdet søndag besejrede svenske IK Sävehof med 37-24 på hjemmebane i gruppe B. Landsholdsprofilen Mie Højlund og hollandske Lois Abbingh førte an i storsejren med henholdsvis 7 og 8 mål. Odense spillede som flere gange tidligere en omgang tempofyldt og offensiv håndbold, og der var reelt aldrig tvivl om resultatet. Udeholdet bed dog nogenlunde fra sig i første halvleg. Med sejren ligger Odense nr. 4 i gruppen med to kampe tilbage på programmet. Men holdet er sikker på at slutte blandt de seks mandskaber, der går videre.

Cykling. Selv om han havde udspillet sin rolle i det samlede klassement efter lørdagens kongeetape i Etoile de Bessèges, leverede den danske eksverdensmester Mads Pedersen (Trek-Segafredo) på den afsluttende enkeltstart et nyt fornemt bevis sin glimrende form. Kun den dobbelte italienske VM-guldvinder i disciplinen Filippo Ganna (Ineos Grenadiers) var på den10,5 km lange distance med en skrap stigning i finalen udenfor Alès hurtigere end den 25-årige dansker, der måtte se sig slået med 6 sekunder, mens den franske indehaver af førertrøjen Benjamin Thomas (Cofidis) yderligere 3 sekunder bagude befæstede sin position i det overordnede regnskab.

Fodbold. Bayern München må undvære sin stjernemålmand Manuel Neuer i de kommende uger. Søndag aften meddeler den sydtyske storklub på sin hjemmeside, at Neuer har gennemgået en succesfuld operation i højre knæ. Dermed er han næppe med i første Champions League-ottendedelsfinale mod Red Bull Salzburg 16. februar.

Ishockey. Der er langt mellem sejrene for bundproppen Rødovre i Metal Ligaen i denne sæson, og derfor var det noget overraskende, at holdet søndag eftermiddag kunne sætte tre friske point ind på kontoen. Holdet var nemlig stærkt undertippet til udekampen mod ligaens tophold Herning, men det lykkedes alligevel for Rødovre at vinde 4-3. Det skete efter periodecifrene 1-1, 2-1 og 1-1 i Rødovres favør. Der er dog stadig lang vej til en plads i slutspillet for Rødovre. Rækkens nr. 9, der som det eneste hold ikke får adgang til slutspillet, har således 12 point op til Herlev Eagles på ottendepladsen. Det efterslæb har Rødovre otte kampe til at få hentet.

Cykling. På sidste etape i Volta Valenciana sejrede hollænderen Fabio Jakobsen (Quick-Step Alpha Vinyl) for anden gang med Michal Mørkøv som en sidste effektiv pilot i massespurten, hvor italieneren Elia Viviani (Ineos Grenadiers) og nordmanden Alexander Kristoff (Intermaché-Wanty Gobert) besatte de næste pladser. Sammenlagt skete ingen væsentlige ændringer med russeren Aleksandr Vlasov (Bora-Hansgrohe) som vinder 32 sekunder foran Fabio Jakobsens belgiske holdkammerat Remco Evenepoel og 36 foran spanieren Carlos Rodriguez (Ineos Grenadiers), mens Jakob Fuglsang (Israel-Premier Tech) sluttede som nr. 6.

Pascal Guyot/Ritzau Scanpix
Foto: Pascal Guyot/Ritzau Scanpix

Alexander Bublik fra Kasakhstan fik søndag ram på den topseedede tysker Alexander Zverev i Montpellier-finalen.

Tennis. I en uge, hvor begge de svenske brødre Elias og Mikael Ymer nåede ATP-semifinalerne i hhv. indiske Pune og Montpellier, var det finske Emil Ruusuvuori, der nåede en finale i netop Pune, hvor han dog måtte se sig besejret 7-6 (11/9), 4-6, 6-1 af portugisiske Joao Sousa. I Montpellier tog Alexander Bublik titlen med en flot og overraskende 6-4, 6-3-gevinst mod topseedede Alexander Zverev fra Tyskland. Danske Holger Rune skal i 1. runde af Argentina Open i Buenos Aires mandag dyste mod argentineren Sebastian Baez. Begge har modtaget wildcard til turneringen, hvor norske Casper Ruud er topseedet.

Håndbold. Genoptagelsen af mændenes liga efter EM-pausen har været vellykket for Aalborg Håndbold. Søndag eftermiddag snuppede holdet nemlig sin anden sejr i lige så mange forsøg efter EM. Det skete med en hjemmesejr på 37-32 over Mors-Thy, der hører til i bunden af rækken. Så sent som fredag aften nedlagde nordjyderne også TTH Holstebro, og under to døgn senere blev der altså sat yderligere to point ind på kontoen til ligaens nummer to. Aalborg er 6 point efter suveræne GOG i toppen af rækken, mens Mors-Thy på 12.-pladsen blot har to point ned til 14.-pladsen, der medfører direkte nedrykning.

Fodbold. Det bliver formentlig heller ikke i den her sæson, at det lykkes for Borussia Dortmund at vippe Bayern München af tronen i tysk fodbold. Uden stjerneangriberen Erling Haaland tabte Dortmund søndag topkampen mod Leverkusen med 2-5 på hjemmebane. De få fremmødte tilskuere kvitterede med en pibekoncert, da kampen blev fløjtet af. Med 13 spillerunder tilbage af sæsonen har Dortmund 9 point op til førerholdet Bayern München, mens der er 5 point ned til Leverkusen på tredjepladsen. Søndagens kamp kulminerede underholdningsmæssigt mellem det 11. og 28. minut. Her blev kampens fire første mål scoret.

Paul Ellis/Ritzau Scanpix
Foto: Paul Ellis/Ritzau Scanpix

Mens Mo Salah og Sadio Mané spiller om det afrikanske mesterskab, scorer kollegaen Diogo Jota mål for Liverpool.

Fodbold. Der gik lidt tid, men da først Liverpool fik prikket hul på målbylden, blev kampen hurtigt afgjort, da Cardiff fra næstbedste række søndag gæstede Anfield i FA Cuppen. Efter 0-0 ved pausen satte Liverpool tingene på plads i anden halvleg og vandt 3-1. Dermed er Jürgen Klopps mandskab klar til ottendedelsfinalerne i den prestigefyldte pokalturnering. Efter en lodtrækning søndag står det klart, at Liverpool skal møde Norwich, som lørdag noget overraskende på udebane vandt 1-0 over Wolverhampton, i ottendedelsfinalen.

Tennis. Den skotske veteran Andy Murray dropper grusbanesæsonen og dermed French Open for at koncentrere sig om græsbanesæsonen og ikke mindst Wimbledon, som han har vundet to gange tidligere i karrieren. Ved Australian Open nåede Murray kun til 2. runde.

Olympisk. 12 års australsk guldtørke ved vinter-OL sluttede søndag. Her vandt freestyle-skiløberen Jakara Anthony nemlig, da kvinderne dystede på pukkelpisten. Det er første gang siden 2010, at Australien kan tage mindst én guldmedalje med hjem fra vinter-OL. Dengang blev det til to guldmedaljer i canadiske Vancouver. Snowboarderen Torah Bright vandt på halfpipen, og freestyle-skiløberen vandt i skiakrobatik.

Fodbold. Den danske landsholdsangriber Kasper Dolberg får atter spoleret en bid af en fodboldsæson på grund af coronavirus. Danskeren er blevet smittet for tredje gang siden pandemiens start. Det skriver lokalmediet Nice-Matin søndag eftermiddag forud for Ligue 1-kampen mellem Nice og Clermont. Her skulle silkeborgenseren formentlig have haft en central rolle på Nices hold, men som følge af den positive covid-19-test er Dolberg ikke med i kampen. Det samme gælder klubbens førstemålmand, Walter Benitez.

Fodbold. Den tidligere anfører for Manchester United og det engelske landshold Wayne Rooney afslører forud for premieren på en ny dokumentar, at han kæmpede med ekstrem druk i løbet af sin funklende karriere. Rooney led af angst efter at være nået til top i engelsk fodbold. Han låste sig derfor sommetider inde og drak i al hemmelighed for at håndtere presset, fortæller han. »Jeg lavede mange fejl, da jeg var yngre. Nogle kom frem i pressen, andre gjorde ikke«, siger han til avisen Mail on Sunday forud for premieren på Amazon Primes dokumentar ’Rooney’. »At håndtere det, der stod i aviserne, at håndtere manageren (Alex Ferguson, red.) på det tidspunkt og at håndtere familien var meget svært. I mine første år i Manchester United, sandsynligvis indtil vi fik vores første søn, Kai, gemte jeg mig selv væk. Jeg gik aldrig ud. Der var nogle gange, hvor man fik et par dage fri fra fodbold. Så låste jeg mig faktisk bare inde og drak for at prøve at slippe væk fra alt det, der lå mig på sinde. Det fik mig til at glemme nogle af de problemer, jeg kæmpede med«.

Olympisk. Søndag er hviledag for Danmarks kvindelige ishockeylandshold efter to nederlag ved vinter-OL, men alligevel led de danske forhåbninger om avancement et knæk. Det skete, da Kina overraskende besejrede Japan efter straffeslagskonkurrence søndag. Dermed bragte Kina sig op på 5 point på tredjepladsen, mens Danmark sammen med Sverige ligger sidst i puljen uden point. Kun de tre bedste avancerer, og det danske håb er nu nærmest ikke eksisterende. Danmark skal selv sørge for at vinde sine sidste kampe mod Tjekkiet og Sverige for at nå 6 point. Derudover må Kina ikke få point mod Sverige, hvis kineserne skal overhales i tabellen, da Kina i tilfælde af pointlighed med danskerne er bedst i det indbyrdes regnskab efter sejren fredag. Danmark kan dog også overhale Tjekkiet, men det kræver, at danskerne vinder sine sidste kampe, mens Tjekkiet taber begge sine resterende opgør. Danmark spiller sin næste kamp mod Tjekkiet mandag klokken 09.40 dansk tid.

Fodbold. Den svenske fodboldlegende Ronnie Hellström er død, 72 år. Det oplyser hans familie ifølge den svenske avis Expressen. Hellström var målmand og var i mange år sidste skanse på det svenske landshold og for både Hammarby i hjemlandet og tyske Kaiserslautern. I 1970’erne blev Hellström anset som værende en af verdens bedste målmænd, og i både 1971 og 1978 blev han kåret som Sveriges bedste fodboldspiller. Ved VM i 1974 var han med til at hjælpe Sverige til en femteplads. I alt blev det til 77 optrædener for nationalmandskabet fra 1968 til 1980.

Fodbold. Royale Union Saint-Gilloise med den danske midtbanespiller Casper Nielsen på banen i hele kampen tog sent lørdag et stort skridt mod sit første mesterskab siden 1935. På udebane vandt holdet over rivalen Antwerp, der har danske Brian Priske som cheftræner, med 2-0 efter to scoringer af den tyske angriber Deniz Undav. Royale Union Saint-Gilloise fører nu med 10 point ned til Antwerp i kampen om det belgiske mesterskab.

Olympisk. Med seks dages forsinkelse bliver den danske ishockeytrup til vinter-OL komplet. I løbet af mandag indfinder de to sidste spillere, Jesper Jensen og Phillip Bruggisser, sig nemlig omsider i den kinesiske hovedstad. Det oplyser landsholdets presseansvarlige, Claus Fonnesbech Christensen. Hvis de slipper igennem coronatesten i Beijings lufthavn, er de klar til at flytte ind i OL-byen og forsøge at spille sig til en plads på landstræner Heinz Ehlers’ mandskab. Jensen og Bruggisser måtte sammen med Nicklas Jensen opgive at rejse med resten af holdet 31. januar. Alle tre havde været smittet med coronavirus tidligere på måneden og nåede ikke at levere de påkrævede fire negative test inden afrejsen fra Danmark. Nicklas Jensen var dog tæt på og fløj i stedet to dage senere fra Helsinki. Men for Jesper Jensen og Phillip Bruggisser har forløbet været mere besværligt. Danmark åbner OL-turneringen med en kamp mod Tjekkiet 9. februar.

Fodbold. Sent lørdag vandt Camerouns utæmmelige løver bronze ved de afrikanske mesterskaber efter en af turneringens vildeste kampe. Burkina Faso var således foran 3-0 efter 71 minutters spil, men endte alligevel med at gå fra opgøret tomhændet. Kampen var præget af flere tvivlsomme indgreb fra holdenes keepere og et sidste desperat pres fra værtsnationen. Cameroun udlignede kort før tid til 3-3, da anfører Vincent Aboubakar scorede sit andet mål i opgøret, og triumferede siden i straffesparkskonkurrencen.

Olympisk. Den Internationale Olympiske Komité (IOC) lover at skabe bedre forhold til de atleter, der bliver isoleret i Beijing som følge af positive coronatest i forbindelse med vinter-OL. Det sker efter hård kritik fra især det tyske hold, der har udtrykt stor utilfredshed over de forhold, som den kombinerede skiløber Eric Frenzel er blevet budt, efter at han blev testet positiv for virussen ved ankomsten til Kina. Det skriver nyhedsbureauet NTB. »Det er noget, vi skal gøre noget ved. Det er vores pligt og vores ansvar. Vi skal sikre, at forholdene lever op til forventningerne«, siger IOC-direktør Christophe Dubi på et pressemøde søndag. Han tilføjer, at IOC allerede har sørget for bedre mad og større lokaler samt adgang til træningsudstyr. Tysklands teamchef ved vinter-OL, Dirk Schimmelpfennig, har karakteriseret forholdene som »urimelige«. Han krævede lørdag et eftersyn af faciliteterne og ønskede større og renere værelser, en fungerende internetforbindelse, sportsudstyr og bedre mad.

Olympisk. Finalen i mændenes styrtløb ved vinter-OL i Beijing er blevet udskudt til mandag på grund af stærk vind. Det oplyste arrangørerne tidligt søndag dansk tid. I første omgang blev løbet, der er en af vinter-OL’s signaturbegivenheder, forsinket, men efter to timer opgav arrangørerne altså at gennemføre.

Fodbold. Olivier Giroud har sikret sig en passage i AC Milans omfattende klubhistorie. Lørdag aften lynede den 35-årige franske angriber to gange inden for tre minutter, da holdet besejrede lokalrivalen Inter med 2-1 i et intenst topbrag i Serie A. Inter havde ellers længe kontrol over derbyet og kom foran ved Ivan Perisic. Men Giroud strålede med to fremragende aktioner i opgørets slutfase og var på den måde hovedansvarlig for, at den italienske mesterskabskamp igen er helt åben. Inter har 53 point for 23 kampe på førstepladsen, AC Milan har 52 point for 24 kampe. Napoli kan komme op på siden af Milan med en sejr over Venezia søndag.

Annonce