0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er gemt Du har ulæste artikler blandt dine gemte artikler
Oli Scarff/Ritzau Scanpix
Foto: Oli Scarff/Ritzau Scanpix

To gange sparkede Diogo Jota bolden forbi Peter Schmeichel.

Kun Liverpools skarpe målnæse kan passere en forrygende Schmeichel

De seneste nyheder fra sportens verden.

Fodbold. Kasper Schmeichel parerede en friløber fra tilbagevendte Mohamed Salah og havde adskilligt andre store redninger, men Diogo Jota kunne Leicesters danske målmand ikke forhindre i at score. Portugiseren sparkede resolut to gange bolden i kassen, da Liverpool med 2-0 vandt for tredje gang i træk i Premier League. James Maddison havde kampens første chance for Leicester, men siden dominerede Liverpool, hvilket 22-5 i antal afslutninger dokumenterer. Jota scorede til 1-0 på en ripost fra Schmeichel efter et knaldhårdt hovedstød og vendte rundt og sparkede 2-0-målet ind fra kort afstand. Liverpool er nu 9 point og en kamp efter topholdet Manchester City. Arsenal er på 5.-pladsen efter en 1-0-sejr på brasilianeren Gabriels mål ude over Wolverhampton, der spillede i overtal efter en usædvanlig udvisning af en anden brasilianer, Gabriel Martinelli. Efter at have skubbet til en Wolverhampton-spiller, der kastede indkast, løb han tilbage poå egen banehalvdel og begik et frispark til endnu en advarsel - og så fik han to gange gult i samme moment.

Alle resultater og stillingen i Premier League


Olympisk, curling. Efter sejr i den første kamp over Kina led det kvindelige danske hold nederlag mod USA på 7-5. Stillingen var 4-4 efter syvende ende, hvor sidste sten var afgørende for, at Danmark ikke kom foran, og efter USA var kommet foran 6-4 i ottende sten udnyttede Madeleine Dupont og hendes hold ikke de muligheder for at komme tilbage i kampen, der ellers opstod i de sidste to ender. Danskernes næste kamp er natten til lørdag mod Japan, der har tabt den hidtil eneste kamp med 8-5 til Sverige, og fredag møder Canada.

Cykling. Med colombianeren Fernando Gaviria (UAE Team Emirates) som vinder foran britiske Mark Cavendish (Quick-Step Alpha Vinyl) sluttede den 138 km lange 1. etape i Tour of Oman i den ventede massespurt. Tre af de danske deltagere Søren Kragh Andersen (Team DSM) samt de to Uno-X holdkammerater Niklas Eg og Anthon Charmig var med hjem i den første store gruppe på 78 ryttere som henholdsvis nr. 21, 19 og 45. Også i Tour of Antalya dominerede sprinterne 1. etape med italieneren Matteo Malucelli (Gazprom) som vinder foran landsmanden Jakub Mareczko (Alpecin-Fenix).

Cykling. To verdensmestre lagde stærkt ud i Tour de la Provence, der som optakt til de kommende tre dages strabadser bød på en 7,1 km enkeltstart. Verdensmesteren i disciplinen italieneren Filippo Ganna (Ineos Grenadiers) noteredes efter triumfen i den tilsvarende udfordring forleden på finaleetapen i Etoile de Bessèges for endnu en sejr, da han tilbagelagde distancen i 8.04 minutter, hvilket var 12 sekunder hurtigere end nr. 2, hans britiske holdkammerat Ethan Hayter. Frankrigs VM-guldvinder i samlet start, Julian Alaphilippe (Quick Step-Alpha Vinyl), sikrede sig med en sjetteplads slået med 17 sekunder en særdeles fordelagtig udgangsposition inden fortsættelsen – ikke mindst fordi sidste års colombianske vinder Ivan Sosa (Movistar) sluttede som nr. 94 af de 105 fuldførende 1.04 minut bagude. Bedste dansker blev Mathias Norsgaard (Movistar) som nr. 8 med et minus på 19 sekunder, mens 21-årige Mattias Skjelmose 24 sekunder efter Ganna som nr. 15 synes at have fine udsigter i klassementet.

Håndbold. København har ansat 33-årige Rasmus Overby som afløser for Claius Mogensen, der efter seks år som cheftræner forlader klubben efter denne sæson. Rasmus Overby vender dermed tilbage til Danmark, hvor han som spiller opnåede 2 landskampe i 2010, mens han spillede for FCK Håndbold, men siden 2018 har han været træner i svenske Sävehof.

Fodbold. Landsholdsspilleren Mikkel Damsgaard har siddet ude med en skade siden oktober og det er endnu uvist, hvornår angriberen kommer tilbage på banen. Før skaden har en stor EM-slutrunde været medvirkende til, at den 21-årige Damsgaard nu kan kalde sig årets mandlige danske talent i 2021. »Den er jeg utrolig glad for, og det er en meget speciel pris. Det betyder rigtig meget for mig, at de andre spillere mener, jeg fortjener den«, siger Damsgaard, som fik næsten halvdelen af stemmerne i udmærkelsen orkestreret af Dansk Boldspil-Union og Spillerforeningen. »Det har jo desværre været lidt op ad bakke på det seneste og i slutningen af året, men ud over det var 2021 jo et fantastisk fodboldår for mig, og især EM sidste sommer står for mig som en fantastisk rejse - både som hold og som land«, siger Sampdoria-spilleren.

Fodbold. Ni måneder før tid har Arbejdernes Landsbank afbrudt sit sponsoret af de danske landshold. »Vi har haft et ønske om at stoppe vores sponsorat for fodboldlandsholdet før kontraktudløb til nytår. Det ønske har DBU nu imødekommet os med. Og vi siger tak for samarbejdet. Derudover har jeg ingen kommentarer«, siger Peter Froulund, branding- og kommunikationsdirektør i Arbejdernes Landsbank, til Ekstra Bladet.

Golf. Banen er den samme som i sidste uge, da Nicolai Højgard vandt, men præstationerne var noget anderledes, da der blev taget hul på The Ras Al Khaimah Classic. Efter første runde deler Niklas Nørgaard Møller, Rasmus Højgaard og Joachim B. Hansen den bedste danske runde i 69 slag, hvilket er 6 flere end den førende newzealænder, Ryan Fox. Nicolai Højgaard, der nu er bedste dansker på verdensranglisten som nummer 67, indledte med 71 slag og skal lige som de seks øvrige danskere avancere et eller flere slag fredag for at komme indenfor cutgrænsen.

Stillingen efter første runde i The Ras Al Khaimah (eksternt link)

Olympisk. Syv danske talenter får øget økonomisk støtte frem mod OL i Paris i 2024. Det oplyser Danmarks Idrætsforbund (DIF) i en pressemeddelelse. DIF har modtaget 150.000 dollar, ca. en million kroner, fra Den Internationale Olympiske Komité (IOC) og solidaritetsprogrammet Olympic Solidarity. Pengene skal nu kanaliseres videre til mountainbikerytteren Caroline Bohé, bueskytten Kirstine Andersen, svømmeren Signe Bro, sprinteren Kojo Musah, triatleten Alberte Kjær Pedersen samt judokæmperne Mathias Madsen og Lærke Marie Olsen.

OL-snowboard. Den 21-årige amerikaner Chloe Kim var aldeles suveræn, da hun natten til torsdag med succes forsvarede sit OL-guld i halfpipe. I Genting Snow Park i Zhangjiakou blev amerikaneren dermed den første kvinde i den olympiske historie til at forsvare en titel i snowboard.

»Jeg har gennem fire år arbejdet hårdt på at komme tilbage til OL og gøre det igen. Jeg er stolt af mig selv og takker samtidigt alle, der har støttet mig«, siger Chloe Kim, der reelt havde afgjort konkurrencen efter det første af tre gennemløb, da hun scorede 94,00 point.

Ben Stansall/Ritzau Scanpix
Foto: Ben Stansall/Ritzau Scanpix

Chloe Kim måtte en tur i sneen, da hun ikke kunne gennemføre sine planer i andet og tredje løb. Det gjorde dog ikke noget. Scoren på 94,00 fra føste løb var mere end rigeligt til sejr.

Mens Chloe Kim var suveræn og dermed kunne satse på vovede spring – blandt andet en såkaldt ’cab1260’ – i andet og tredje løb, var der tæt kamp om de øvrige medaljer. Sølvet gik til spanieren Queralt Castellet (90,25) og japaneren Sene Tomita (88,25) vandt bronze. Chloe Kim ville gerne have givet publikum lidt spektakulært, at gå hjem på, men havde det ikke i sig.

»Det var ikke noget, jeg havde prøvet tidligere i denne halfpipe, så jeg var spændt på at se, om det kunne lade sig gøre. Man kan jo ikke ligefrem sige, at det gik min vej«, lød det fra amerikaneren efter de to gevaldige kiksere.

OL-ishockey. I mændenes gruppe C åbnede Sverige guldjagten med en sejr på 3-2 mod Letland. Svenskerne førte 3-0 allerede i midten af 2. periode, inden letterne to gange fik reduceret i power play. I den anden kamp i gruppe C kom Slovakiet foran mod Finland, men så skruede mændene fra nord bissen på og kørte østeuropæerne over med en sejr på 6-2 (3-1, 1-1, 2-0). I OL-turneringen går de tre gruppevindere samt den bedste 2’er på tværs af de tre grupper direkte videre til kvartfinalerne, mens de øvrige otte hold parres i fire playoffkampe om de resterende pladser i slutspillet.

OL-snowboard. Østrigeren Alessandro Hämmerle blev en overraskende vinder i mændenes cross-disciplin. Adskillige store navne udgik allerede i kvartfinalerne og i finalen afviste den 28-årige Alessandro Hämmerle canadieren Eliot Grondin og Omar Visintin fra Italien. Det var Alessandro Hämmerles første sejr siden en World Cup-afdeling i 2013.

Mike Blake/Ritzau Scanpix
Foto: Mike Blake/Ritzau Scanpix

I et desperat forsøg på at hente Alessandro Hämmerle på de sidste meter satsede Eliot Grondin (th) alt og styrtede over målstregen.

OL-langrend. Det 33 årige norske fænomen Therese Johaug vandt sit andet guld ved legene i Beijing og det tredje i alt, da hun på kvindernes 10 km klassisk vandt en marginal sejr. Med tiden 28.06,3 minutter var den norske kvinde blot 0,4 sekunder hurtigere end finnen Kerttu Niskanen, mens en anden finne, Krista Pärmäkoski, med 28.37,8 lige akkurat afviste russiske Natalia Nepryajeva (28.37,9) i kampen om bronze. »Jeg er lidt i chok. Det var næsten dødt løb. I dag var det lykkerus og 100 procent glæde. Det er fedt at vinde på den her måde med en ordentlig fight. Jeg følte mig stærk til sidst«, siger Johaug ifølge Ritzau til NTB.

OL-alpint. I mændenes kombinerede konkurrence stod Norges Aleksander Aamodt Kilde med de bedste kort på hånden efter styrtløbet, men i slalomkonkurrencen kom østrigeren Johannes Strolz med en tung arv at løfte fra baghjul og fik mere end indhentet de 0,75 sekunder han var efter nordmanden. Strolz var suverænt kørende i den tekniske disciplin og vandt OL-guld i tiden 2.31,43 minutter, mens Kilde fik sølv 0,59 sekunder efter. James Crawford fra Canada fik bronze med et minus på 0,68 til Johannes Strolz, der altså vandt OL-guldet 34 år efter hans fra Hubert triumferede i Calgary i 1988.

Bordtennis. Endnu en stat med et anstrængt forhold til basale menneskerettigheder forsøger at lokke verdensklasseatleter til med store præmiepenge. Det Internationale Bordtennisforbund (WTT) har således valgt at placere den første turnering i en ny pengestærk serie i Singapore, der fra 11. marts byder velkommen i kampen om en i batverdenen uhørt præmiesum på lidt over 13 millioner kroner.

Fodbold. Skal der være slutspil i den tyske Bundesliga? Et stort flertal af klubberne er i mod en række ideer, som den nye ligachef Donata Hopfen har luftet, men hos tysk fodbolds helt store flagskib og lokomotiv, Bayern München, er der gehør. »Jeg mener, det er spændende at snakke om en ny model med eksempelvis playoffkampe, siger Bayern Münchens bestyrelsesformand Oliver Kahn til tyske medier og tilføjer: »En model med semifinaler og en finale vil give yderligere spænding for fans. Det er en tanke, vi må gøre os«.

OL-curling. Madeleine Dupont og co. fik en fremragende start på legene i Beijing, da holdet i åbningskampen besejrede de kinesiske værter med 7-6 efter lidt af en gyser. Danmark førte 6-3, inden Kina i 9. ende fik udlignet til 6 6. I slutningen af tiende ende begyndte det tilmed at ligne at kineserne kunne hive sejren hjem. Danskerne ramte den forkerte sten i deres næstsidste forsøg, inden det afgørende point blev sikret med sidste sten. Næste kamp er torsdag eftermiddag mod USA.

OL-kunstskøjteløb. Amerikaneren Nathan Chen er efter et nærmest perfekt finaleløb olympisk mester. Nathan Chens score lød på 332,60 point. Japanerne Yuma Kagiyama og Shoma Uno tog sig af sølv og bronze.

Tennis. Serberen Novak Djokovic figurerer på startlisten til den store turnering i Indian Wells i Californien i begyndelsen af marts. For at kunne udøve professionel sport i staten Californien skal man være vaccineret mod corona – og det var Djokovic ikke, da han i begyndelsen af januar under stort postyr blev erklæret persona non grata ved Australian Open og blev deporteret fra Australien.


Annonce