Direkte sport i tv
Søndag 13. februar
Fodbold. Det kniber lidt for de danske landsholdsspillere i Premier League for tiden. Leicester førte ellers 2-1 over West Ham, men i overtiden fik Craig Dawson med armen ekspederet en hjørnesparksbold fordi Kasper Schmeichel til 2-2 og dermed den fjerde kamp i træk uden sejr for Leicester.Pierre-Emile Højbjerg havde en uvant rolle som bænkevarmer i 90 minutter, da Tottenham led det tredje liganederlag i træk. Wolverhampton vandt 2-0 på scoringer i de første 18 minutter af Raúl Jiménez og Leander Dendoncker og overtog dermed 7.-pladsen fra Tottenham. Liverpool holdt pointmæssigt trit med topholdet Manchester City ved at vinde 1-0 ude over Burnley med Fabinho som matchvinder efter et hjørnespark sent i første halvleg. Bundholdet Burnley havde ellers imponeret ved at skabe flere store chancer, men Jay Rodriguez og Wout Weghorst afsluttede forgæves en velspillende Alisson i Liverpools mål. Newcastle har til gengæld vundet tre kampe i træk efter det i dag blev 1-0 0ver Aston Villa med nytilkomne Kieran Trippier som matchvinder med et frispark, der blev rettet af undervejs.
Alle resultater og stillingen i Premier League
Håndbold. Team Esbjerg spillede 28-28 mod franske Brest. Team Esbjerg, der på forhånd var sikret avancementet til kvartfinalerne i Champions League, havde kampens sidste afslutning, men den sad lige i favnen på den danske landsholdsmålmand Sandra Toft.
Fodbold. For første gang siden 26. november tabte topholdet Union St. Gilloise i den belgiske liga, da St. Truiden vandt 1-0 på et straffespark efter 54 minutter. Casper Nielsen fik en af kampens syv advarsler, og Jonas Bager sad på bænken hele kampen for oprykkeren Union, der nu er 7 point foran Royal Antwerp.
Cykling. I en knaldhård massespurt sikrede den 34-årige nordmand Alexander Kristoff sig sin første sejr for sin ny belgiske arbejdsgiver Intermarché-Wanty Gobert, da han lige netop holdt franskmanden Nacer Bouhanni (Arkéa-Samsic) og italieneren Giacomo Nizzolo (Israel-Premier Tech) bag sig i det 188 km lange Clasica de Almeria.
OL. Danmarks modstander i ottendedelsfinalen i mændenes ishockeyturnering bliver Letland, der har tabt alle sine tre kampe i Beijing. Finland vandt den sidste puljekamp med 4-3 efter ekstratid mod Sverige, der førte 3-0, hvilket sender begge de nordiske lande direkte i kvartfinalen. Canada vandt 5-0 over Kina og blev bedste toer, mens Danmark som tredjebedste toer skal møde det næstdårligste hold efter de indledende grupper. Det er Letland, der har tabt 3-2 til Sverige, 3-1 til Letland og 5-2 til Slovakiet i dag. Vinderen af kampen mellem Danmark og Letland skal i kvartfinalen møde russerne, som Danmark tabte 2-0 til i gruppespillet.
Cykling. Med en eksplosiv forcering et par km fra toppen af den 13 km lange finalestigning på Montagne de Lure satte den 32-årige colombianer Nairo Quintana (Team Arkéa-Samsic) konkurrenterne til vægs og sikrede sig ikke alene sejren på kongeetapen, men også den samlede gevinst i Tour de la Provence. Quintana holdt hjem med et forspring på 37 sekunder til det 21-årige danske stortalent Mattias Skjelmose Jensen, som på de sidste meter skilte sig ud fra en lille forfølgergruppe sammen med amerikaneren Matteo Jorgensen (Movistar). Denne imponerende bedrift markerede den unge danskers hidtil fornemste resultat internationalt, eftersom den også indbragte ham slutplaceringen som nr. 3 med 34 sekunder op til Quintana og 7 til den franske verdensmester Julian Alaphilippe (Quick-Step Alphan Vinyl), der på etapen blev nr. 7 slået med 10 sekunder af Mattias Skjelmose.
Golf. Nicolai Kristensen fik en fin start på Challenge Tour-sæsonen med en delt 4.-plads i Dimension Data Pro-Am, der blev afviklet på tre baner i det sydafrikanske resort Fancourt Golf Estate i George. Den første turnering på Ladies European Tour resulterede i en 12.-plads til debutanten Smilla Tarning Sønderby.
Tennis. John Isner har endnu en gang sat en rekord. I en semifinale i Dallas Open tabte den amerikanske servespecialist ATP-historiens længste tiebreak til landsmanden Reilly Opelka, der vandt 7-6 (9-7), 7-6 (24-22). Isner missede 11 sætbolde, der af de 10 i andet sæt, inden Opelka udnyttede sin ottende matchbold i en kamp med 60 serveesser. I 2010 vandt Isner historiens længste tenniskamp, da han i Wimbledon besejrede franskmanden Nicolas Mahut 70-68 i femte sæt efter 11 timer og 5 minutters spil.
Fodbold. AC Milan er nyt tophold i Serie A. Efter Napoli og Inter lørdag aften spillede 1-1 gav en 1-0-sejr over Sampdoria AC Milan førstepladsen om end Inter har spillet en kamp færre end lokalrivalen. Den portugisiske angriber Rafael Leao blev matchvinder, da han scorede efter et langt udspark fra sin egen målmand, Mike Maignan.
Fodbold. Younes Namli, en af Sparta Rotterdams to lejede danske spillere, blev matchvinder i en vigtig bundkamp mod Willem II. Namli, der er lejet i Krasnodar scorede 1-0-målet efter 59 minutter og blev udskiftet kor før tid, mens Riza Durmisi spillede hele kampen, hvor Sparta reducerede afstanden til Willem II over nedrykningsstregen til 4 point.
Verdenskortet: Antallet af danskere i udlandet runder endnu en vild milepælFodbold. Franskmanden Laurent Blanc er efter 14 måneder som træner fyret i Al-Rayyan. Dermed skal Al-Rayyan have den ottende nye træner, siden Michael Laudrup var den fjerde dansker i klubben frem til 2018.
OL. Efter et nederlag på 8-2 til Storbritannien har Mikkel Krause og hans curlinghold tabt alle sine fem kampe i Beijing. Efter en skrækkelig start med en hel del kiksede danske sten var stillingen 0-4, inden Danmark kom på tavlen i femte ende, men da stillingen efter tre britiske point i ottende ende var 8-2, opgav danskerne videre modstand.
Cykling. Mens 21-årige Jacob Hindsgaul Madsen (Uno-X) med bravur forsvarede førertrøjen på den afsluttende etape i Tour of Alanya måtte hans to år ældre landsmand og holdkammerat Anthon Charmig i hvert fald midlertidigt sige farvel til den samlede førsteplads i Tour of Oman. Charmig kom på 4. etape i mål som nr. 6 i en syvmandsgruppe 1.07 minut efter den sejrende italiener Fausto Masnada (Quick-Step Alpha Vinyl), der distancerede rivalerne på de sidste 10 km. Den 28-årige Masnada erobrede dermed førertrøjen fra Charmig, der på andenpladsen er 55 sekunder bagud. I Tyrkiet slog italieneren Jakub Mareczko (Alpecin-Fenix) til i massespurten på den 156 km lange finaleetape, som ikke medførte væsentlige forskydninger sammenlagt.
Golf. Selv om newzealænderen Ryan Fox førte med 6 slag inden sidste runde, var spændingen ved at snige sig ind i afgørelsen på The Ras Al Khaimah Classic. Efter 6 huller var Fox 1 over par for runden og afstanden var reduceret til 2 slag, men med fire birdies holdt han forfølgerne på afstand og endte 5 slag foran englænderen Ross Fischer. Rasmus Højgaard blev bedste dansker som nummer 30, Niklas Nørgaard Møller blev nr. 42 og Marcus Helligkilde sluttede med ugens dårligste runde i 75 slag og dumpede 45 pladser baglæns til en slutplacering som nr. 54.
OL. Favoritten Marco Odermatt kom bedst gennem de vanskelige forhold med snevejr og tåge og vandt guldet i mændenes storslalom. Schweizeren, der har vundet fire World Cup-løb i storslalom i denne sæson, var 0,19 sekund bedre end sloveneren Zan Kranjec og yderligere 1,15 foran den fransk verdensmester, Mathieu Favre, der vandt bronze. Odermatt var hurtigst i første gennemløb og blev kun overgået af Kranjec i andet gennemløb, der blev udsat på grund af vejret. »Det var utroligt. Det var en hård dag med de forhold og med så lang ventetid mellem de to løb. Det var mere end fem timer for mig, og det var lang tid at tænke på det hele. Det var svært at bevare fokus, og jeg forsøgte at sove nogle minutter imellem løbene«, sagde 24-årige Odermatt, der blev nummer 7 i styrtløb og udgik i super-G.
Tennis. WTA-turneringen i Dubai bliver uden deltagelse af Clara Tauson. I anden runde af kvalifikationen tabte 19-årige Tauson 7-5, 5-7, 6-2 til ukraineren Dayana Yastremska, der er nummer 149 på verdensranglisten, hvor hun dog tidligere har været oppe som nummer 21 og Tauson er nummer 33.
OL. Danmarks curlingkvinder tabte den fjerde kamp i træk i Beijing, da Storbritannien vandt 7-2 i en kamp, der var mere jævnbyrdig, end cifrene antyder. Danmark reducerede til 3-2 i sjette ende, men da Madeleine Dupont mislykkedes med et svært indlæg i niende ende, så Storbritannien med 3 point øgede til 7-2, sagde danskerne ’tak for kampen’.
Fodbold. I maj blev Kai Havertz matchvinder, da Chelsea med 1-0 vandt over Manchester City i Champions League-finalen. Lørdag aften var det på et straffespark i den forlængede spilletid, at tyskeren sikrede Chelsea sejren på 2-1 over Palmeiras i finalen og sikrede den niende europæiske sejr i træk i Club World Cup. »Jeg var nervøs. Jeg må være ærlig. Det var et stort straffespark. Det var skørt. Jeg holdt mine nerver i ro, og det var godt. Jeg er meget glad«, sagde 22årige Haveretz til Channel 4.
Badminton. 24-årige Anders Antonsen blev dansk mester i single for fjerde gang, da han i finalen i Esbjerg besejrede Hans-Kristian Vittinghus 21-12, 21-11. Line Christophersen vandt for tredje år i træk, da hun besejrende Line Kjærsfeldt, og Amalie Magelund vandt både damespouble med Freja Ravn og mixeddouble med Mathias Thyrri. Anders Skaarup og Kim Astrup vandt herredouble for tredje år i træk.


























