Fodbold. Christian Eriksen får comeback på højeste plan lørdag, når hans klub Brentford hjemme tager imod Newcastle i den engelske Premier League. Brentfords træner Thomas Frank siger på et pressemøde, at hans 30-årige landsmand er i truppen til opgøret og vil komme på banen. Eriksen har i de sidste par uger fået spilletid i to reserveholdskampe og er nu klar til at spille på et højere plan. Christian Eriksen fik hjertestop i EM-kampen mod Finland i Parken 12. juni sidste år og fik efterfølgende indopereret en hjertestarter. »Det er en stor dag for os alle, men især Christian og hans familie«, siger Frank på Brentfords Twitter-konto. Thomas Frank vil ikke afsløre, om Eriksen er med fra start eller bliver skiftet ind senere.
Fodbold. Esbjerg hænger fast i den nederste del af 1. division efter et nederlag på 4-2 ude til Fremad Amager. Vestjyderne var ellers foran 2-1 tidligt i anden halvleg, men faldt så fuldstændig fra hinanden. Det betød at amagerkanerne kunne score tre gange og få vigtige point i bundstriden. I den anden ende af tabellen vandt topholdet Helsingør 2-0 over Nykøbing FC og er dermed fortsat nummer et.
Boksning. Briten Tyson Fury forsvarer 23. april sit VM-bælte i bokseforbundet WBC, når han møder landsmanden Dillian Whyte på Wembley i London. 33-årige Fury vandt WBC-titlen ved at besejre amerikaneren Deontay Wilder i 2020. Sidste år forsvarede han titlen i en ny dyst mod Wilder.
Tennis. Finalen i WTA-turneringen i Doha bliver et opgør mellem Anett Kontaveit fra Estland og polakken Iga Swiatek. De slog henholdsvis Jelena Ostapenko og Maria Sakkari i deres respektive semifinaler.
Cykling. En svimlende stejl stigning i finalen på den 177 km lange 2. etape i Gran Camiño vendte fuldstændig op og ned på den samlede stilling. Indenfor den afsluttende kilometer angreb den 35-årige canadier Michael Woods, uden at nogen formåede at følge ham, og han sørgede for sæsonens første sejr til sin arbejdsgiver Israel Premier Tech, da han krydsede målstregen 16 sekunder foran spanieren Alejandro Valverde (Movistar), hvilket også indbragte Woods løbets førertrøje. Den hidtidige indehaver Magnus Cort (EF) kunne ikke følge med på de sidste 1.000 m og satte godt tre et halvt minut til . Til gengæld er dansk cykelsport nu repræsenteret i toppen af vinderens holdkammerat Jakob Fuglsang, der blev nr. 5 på etapen med et minus på 39 sekunder og i klassementet er 50 sekunder bagud som nr. 6.
Ukraine. Rusland bør udelukkes fra al international sport som følge af den igangværende invasion i Ukraine. Det siger kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) til Ritzau. »Situationen er, at vi har et Rusland, der har invaderet et frit, demokratisk land og bragt krig på europæisk jord. Jeg mener ikke, at et sådant land skal kunne deltage i noget som helst relateret til sportsbegivenheder«, siger ministeren.
»Det er vigtigt, at Champions League-finalen ikke bliver spillet på russisk jord, men jeg havde gerne set, at man var gået endnu længere. Ingen europæiske hold eller klubber bør kunne tvinges til at rejse til Rusland for at spille fodbold. Russere bør heller ikke kunne deltage den anden vej«, siger Ane Halsboe-Jørgensen.
FCK's Peter Ankersen (tv.) ses her i aktion under sin klubs Conference League-kamp i efteråret mod PAOK.
Fodbold. FC København får hollandsk modstand i ottendedelsfinalen i Conference League. Storklubben PSV Eindhoven kom op af bowlen i fredagens lodtrækning. De to opgør skal spilles 10. og 17. marts. Mens FCK var kvalificeret direkte til ottendedelsfinalen som gruppevinder i turneringen, skulle PSV forbi israelske Maccabi Tel Aviv i første knockoutrunde. Her blev det til en samlet 2-1-sejr til PSV, der ligger nummer to i den hollandske liga.
- Ottendedelsfinalerne: Marseille-Basel, Leicester-Rennes, PAOK-Gent, Vitesse-Roma, PSV-FC København, Slavia Prag-LASK, Bodø Glimt-AZ Alkmaar, Partizan-Feyenoord
Håndbold. Torsdag meddelte Det Norske Håndboldforbund, at landstræner Christian Berge havde sagt sit job efter otte år. Fredag er han så blevet præsenteret som ny træner i storsatsende Kolstad, skriver nyhedsbureauet NTB ifølge Ritzau. Christian Berge ville gerne have trænet både Kolstad og landsholdet på samme tid, men det afviste håndboldforbundet. Norske profiler som Sander Sagosen, Torbjørn Bergerud og Magnus Rød skifter alle til Kolstad i løbet af de kommende sæsoner.
Motorsport. Ruslands formel 1-grandprix er umuligt at afholde på grund af situationen i Ukraine, oplyser formel 1, der altså dropper at køre i Rusland. Grandprixet skulle have været afviklet i Sotji 25. september. Beslutningen blev taget efter et møde torsdag aften, hvor formel 1, FIA (Den Internationale Bilunion) og formel 1-holdene var til stede. »FIA’s formel 1-verdensmesterskab besøger lande i hele verden med en positiv vision om at forene mennesker og bringe lande sammen. Vi holder med sorg og chok øje med udviklingen i Ukraine og håber på en hurtig og fredfyldt løsning på den nuværende situation«, lyder det i Formel 1’s udtalelse. 2022-sæsonen i formel 1 bestod oprindeligt af 23 løb, men nu er der altså kun 22 i kalenderen. Det første køres i Bahrain 22. marts.
Cykling. Et felt spækket med supersprintere dummede sig gevaldigt på den 180 km lange 6. etape i WorldTour-løbet UAE Tour. Den næstsidste udfordring i ørkenen virkede som forudbestemt til en massespurt, men holdene med de lynhurtige afsluttere ventede alt for længe med at sætte jagten på en femmands udbrydergruppe ind, og det betød, at den 19-årige tjekke Mathias Vacek (Gazpromo) kunne juble over karrierens første triumf. 15 sekunder senere spurtede den dobbelte belgiske etapevinder Jasper Philipsen (Alpecin-Fenix) sig til en sjetteplads, mens sloveneren Tadej Pogacar (UAE Team Emirates) problemfrit bevarede førertrøjen.
De ukrainske boksebrødre Vitali og Vladimir Klitschko er parat til at forsvare deres land med våben i hånd.
Ukraine. De to tidligere verdensmestre i sværvægtsboksning, brødrene Vitalij og Vladimir Klitsjko, er klar til at gribe til våben for at forsvare deres land, Ukraine, i kølvandet på Ruslands invasion. Det siger Vitalij Klitsjko, der i dag er borgmester i Kijev, til britiske ITV. »Jeg har ikke andet valg. Jeg bliver nødt til at gøre det. Jeg vil kæmpe«, siger Vitalij Klitsjko. Han har været borgmester i hovedstaden siden 2014, hvor civile er klar til at forsvare byen ifølge 50-årige Klitsjko. »Jeg tror på Ukraine, jeg tror på mit land, og jeg tror på mit folk«.
Han slår videre fast, at førsteprioriteten i Kijev er at samarbejde med politiet og militæret for at sikre, at der kommer elektricitet, gas og vand til byens beboere. Hans yngre bror, Vladimir Klitsjko, tilsluttede sig Ukraines reservehær denne måned. »Det ukrainske folk er stærkt. Og det vil forblive tro mod sig selv i denne forfærdelige prøvelse. Et folk, der længes efter suverænitet og fred. Et folk, der ser det russiske folk som brødre«, skrev Klitschko torsdag i et opslag på LinkedIn.
»Folket har valgt demokrati. Men demokrati er et skrøbeligt regime. Demokrati kan ikke forsvare sig selv – det har brug for befolkningens vilje og engagement«, skrev han videre.
Barcelona-angriberen Adama Traore er en af de spillere, der skal i aktion i Europa Leagues næste fase, ottendedelsfinalerne, hvor fredagens lodtrækning har sat det spanske storhold til at møde det tyrkiske hold Galatasaray.
Fodbold. FC Barcelona møder tyrkiske Galatasaray i ottendedelsfinalen i Europa League. Det står klart, efter at der fredag var lodtrækning i Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) hovedkvarter i schweiziske Nyon. Dermed får den danske forsvarsspiller Victor Nelsson sin sag for, når han skal stå over for Barcelonas stjerner. Galatasaray var seedet til lodtrækningen som gruppevinder i Europa League, mens Barcelona trådte ind i turneringen i første knockoutrunde efter en tredjeplads i Champions League-gruppespillet. Barcelona besejrede Napoli med samlet 5-3 i knockoutrunden. Spartak Moskva, der ikke får lov at spille sin hjemmekamp i Rusland, møder RB Leipzig med Yussuf Poulsen på holdet.
- Ottendedelsfinalerne: Barcelona-Galatasaray, RB Leipzig-Spartak Moskva, Atalanta-Bayer Leverkusen, Sevilla-West Ham, Rangers FC-Røde Stjerne, Braga-Monaco, Porto-Lyon, Real Betis-Eintracht Frankfurt
Håndbold. København Håndbold tilføjer den tyske landsholdsmålmand Katharina Filter til truppen fra næste sæson. Det oplyser klubben fredag på sin hjemmeside. 23-årige Filter har fået en kontrakt på tre år. Hun kommer til København fra tyske Buxtehuder.
Ishockey. Finske Jokerit trækker sig fra den russiske liga Kontinental Hockey League (KHL) som følge af den russiske invasion af Ukraine. Det oplyser klubbens bestyrelsesformand ifølge nyhedsbureauet TT. Landholdsspiller Nicklas Jensen spiller for Jokerit, der i marts skulle spille slutspil i KHL.
Skisport. Norges skiforbund vil ikke sende norske atleter til konkurrencer i Rusland efter landets invasion af Ukraine. Det oplyser skiforbundet i en pressemeddelelse ifølge nyhedsbureauet NTB. Desuden opfordrer nordmændene Det Internationale Skiforbund (FIS) til at aflyse eller rykke alle planlagte konkurrencer i Rusland. Blandt russiske vintersportskonkurrencer den kommende tid er sæsonfinalen i langrend i Tjumen i marts. To af Norges største langrendsstjerner, Johannes Høsflot Klæbo og Therese Johaug, har ifølge NTB allerede slået fast, at de ikke vil rejse til Rusland. Sveriges skiforbund har også meldt ud, at landet boykotter russiske konkurrencer. Torsdag valgte Canada at sende sine atleter hjem fra en World Cup i skicross i russiske Sunny Valley, der skal afholdes denne weekend.
Fodbold. AaB har skrevet kontrakt med islændingen Gudmundur Thórarinsson, der tiltræder med øjeblikkelig virkning. Det oplyser klubben fredag på sin hjemmeside. Midtbanespilleren har 12 landskampe for Island og kommer til AaB fra amerikanske New York City. 29-årige Thórarinsson har fået en aftale frem til sommer, men med option for forlængelse. »Ud over sin enorme erfaring med flere end 300 kampe på højeste niveau, så kan Gudmundur Thórarinsson betegnes som en teknisk dygtig spiller med en fantastisk venstrefod«, siger sportschef Inge André Olsen. Fra 2014 til 2016 spillede Thórarinsson i FC Nordsjælland, inden turen gik til først Rosenborg og derefter IFK Norrköping.
Tennis. Tyske Alexander Zverev er af ATP blevet idømt en bøde på 40.000 dollar og frataget præmiepenge på over 30.000 dollar for et udfald mod en dommer i en turnering i Acapulco i Mexico tidligere denne uge. Det meddeler tennisorganisationen torsdag ifølge det britiske BBC. De to beløb svarer til 465.000 kroner. Zverev risikerer desuden yderligere sanktioner som følge af hændelsen, hvor han bankede sin ketsjer mod dommerstolen fire gange og var tæt på at ramme dommeren. Ifølge BBC kan der blive tale om et midlertidigt forbud mod at deltage i turneringer, da ATP endnu ikke har afsluttet sin undersøgelse af hændelsen. Verdensranglistens nr. 3 mister også sine ranglistepoint fra turneringen, hvor han var forsvarende mester i singlerækken. Den 24-årige Zverev deltog både i single og double, inden han blev smidt ud af turneringen for sit raserianfald.
Tennis. Torsdag var en ’rutsjebanetur’ for tennisspilleren Daniil Medvedev. Samme dag som hans hjemland, Rusland, invaderede Ukraine, sikrede Medvedev sig nemlig førstepladsen på verdensranglisten i tennis for første gang i karrieren. »At vågne op her i Mexico og se nyhederne hjemmefra var ikke nemt. Som tennisspiller vil jeg gerne promovere fred over hele verden«, siger Daniil Medvedev ifølge nyhedsbureauet AP. Han fremhæver doublen Andrey Rublev og Denys Molchanov, der i sidste uge vandt en turnering i Marseille. Rublev er russer, mens Molchanov er ukrainer. »Det var fantastisk, for folk bliver nødt til at holde sammen«.
Ruslands største tennisnavn Daniil Medvedev har blandede følelser under sit ophold i mexicanske Acapulco.
26-årige Medvedev spiller lige nu Mexico Open i Acapulco, hvor han er klar til semifinalen. Han vandt natten til fredag dansk tid sin kvartfinale over japanske Yoshihito Nishioka med cifrene 6-2, 6-3, men det var ikke en nem kamp at spille. »I de her øjeblikke forstår du, at tennis ikke altid er vigtigt. Det var ikke nemt at spille, og jeg er glad for, at det lykkedes at vinde. Men dagen har været en rutsjebanetur for mig«, siger Daniil Medvedev.
Tennis. Semifinalerne i Acapulco bliver en mulighed for russisk revanche, da Daniil Medvedev, som tabte Australian Open-finalen til Rafael Nadal, møder netop spanieren efter at have besejret japanske Yoshihito Nishioka 6-2, 6-3 i kvartfinalen. Nadal vandt 6-0, 7-6 over USA’s Tommy Paul, og den anden semifinale står mellem græske Stefanos Tsitsipas og britiske Cameron Norrie. Medvedev er uanset resultatet af semifinalen sikker på at overtage ranglistens førsteplads, når den opdateres mandag.
- ATP-semifinaler i Dubai: Hubert Hurkacz (Polen)-Andrey Rublev (Rusland), Jiri Vesely (Tjekkiet)-Denis Shapovalov (Canada)
- WTA-semifinaler i Doha: Anett Kontaveit (Estland)-Jelena Ostapenko (Letland), Iga Swiatek (Polen)-Maria Sakkari (Grækenland)
Fodbold. Randers FC tabte godt nok 1-3 til Leicester City i torsdagens Conference League-opgør, men kronjyderne leverede en præstation, som kan danne grobund for at sikre top-6 i Superligaen. Det mener cheftræner Thomas Thomasberg, der så stor forbedring i sit holds indsats i kampen mod Leicester i forhold til mandagens 0-1-nederlag til Viborg FF i forårspremieren i den danske liga og 1-4-nederlaget til Leicester for godt en uge siden. »Jeg har noget imod at tabe, men vi kan se os selv i spejlet efter denne kamp. Vores kvalitet fik bragt dem ud, hvor skudstatistikken på 23-7 talte sit helt eget sprog. »Det virker underligt, at vi tabte med to mål. Vi havde en masse store chancer, så jeg håber lidt, at vi kan tage denne indsats med til de kommende superligakampe«, siger cheftræneren.