Ruslands invasion af Ukraine torsdag morgen sender nu chokbølger gennem sportsverdenen. Store sportsbegivenheder er blevet aflyst eller flyttet fra det krigsførende land i løbet af fredag.
Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) rykkede fredag formiddag Champions League-finalen fra russiske Sankt Petersborg til Paris. Samtidig bestemte Uefa, at russiske og ukrainske klubhold samt landshold ikke må spille kampe på egen jord, men i stedet på neutral grund. Det Internationale Skiforbund (FIS) har droppet alle konkurrencer i Rusland. Allerede i går aflyste tennisorganisationen ATP en turnering i næste uge. Det samme blev et formel 1-grandprix, der skulle have været afviklet i den russiske by Sotji til september. Listen forventes kun at blive længere de kommende dage.


























