Fodbold. Liverpool og Bayern München er klar til kvartfinalerne i Champions League efter to temmelig forskellige resultater på hjemmebane. Liverpool tabte godt nok 1-0 til Inters italienske mestre, men med 2-0-sejren fra Milano vinder Liverpool sammenlagt. Liverpools Mohamed Salah havde to afslutninger på stolperne, hvorimod argentineren Lautaro Martinez hamrede bolden utageligt indenfor målrammen, da han scorede efter 61 minutter. Inters jagt på endnu en scoring og forlænget spilletid blev 3 minutter efter målet begrænset af en udvisning af Alexis Sanchis, der fik to advarsler for hensynsløse tacklinger.
Maurits Kjærgaard blev sæsonens tredje danske målscorer i Champions League (efter Andreas Christensen og Søren Rieks), da Salzburg blev udklasseret med 7-1 og dermed 8-2 sammenlagt af Bayern München. Robert Lewandowski scorede hattrick i løbet af 10 minutter, da polakken udnyttede to straffespark begået mod ham selv og skubbede bolden i et tomt mål til 3-0 efter 22 minutter. Serge Gnabry og Thomas Müller havde øget føringen, da 18-årige Kjærgaard blev indskiftet og på et kontraangreb hamrede bolden ind i det ene målhjørne med venstrebenet, inden Thomas Müller og Leroy Sané afsluttede målfesten. Med sit hattrick er Lewandowski ny topscorer i Champions League-sæsonen med 12 mål. Ajax Sebastien Heller har scoret 11.
Fodbold. Polen vinder over Rusland uden kamp og Ukraine har fået udsat sin playoffkamp i VM-kvalifikationen til juni, har Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) afgjort. Polen er dermed klar til at møde vinderen af kampen i marts mellem Sverige og Tjekkiet om en plads i VM-slutrunden i Qatar. Ukraine skal møde Skotland, men den playoffkamp er udsat til juni, mens det allerede 24. marts afgøres om Østrig eller Wales skal møde vinderen. Rusland har appelleret udelukkelsen fra al fodbold til Den Internationale Sportsdomstol (Cas), der tirsdag oplyste af appellen var modtaget.
Håndbold. En til tider uskarp kontrafase kostede GOG det andet nederlag i mændenes European League. Lemgo vandt hjemme i Tyskland 39-35 og dermed kan GOG miste førstepladsen, hvis Nantes besejrer Benfica i gruppens sidste kamp, men pladsen i ottendedelsfinalerne er forlængst sikret.
Begge hold varmede op i trøjer, der udtrykte støtte til Ukraine, da Tottenham og Everton mødtes i Premier League mandag aften.
Fodbold. Premier League har besluttet at slukke for tv-signalet til Rusland, hvor tv-stationen Okko Sport har rettighederne til at vise kampene fra den bedste engelske række. »Vi opfordrer til fred, og vores tanker går til dem, der er påvirket«, skriver Premier League på ligaens hjemmeside. Premier League har doneret en million pund (ca. 9 mio. kr.) til en organisation, der yder humanitær hjælp til folk i Ukraine.
Cykling. Efter tempospecialisterne var det sprinternes tur til at brillere i Tirreno-Adriatico, og på den 219 km lange 2. etape fra Camaiore til Sovicille susede den 29-årige belgier Tim Merlier (Alpecin-Fenix) over stregen til sæsonens første sejr foran hollænderen Olav Kooij (Jumbo-Visma) og australieren Kaden Groves (Team BikeExchange-Jayco), mens den slovakiske eksverdensmester Peter Sagan (TotalEnergies) med en fjerdeplads noteredes for årets første topplacering. Kasper Asgreen (Quick-Step Alpha Vinyl) kørte spurten for italieneren Davide Ballerini, men denne formåede ikke at hamle op med de øvrige skrappe afsluttere og blev nr. 8. Asgreen selv sluttede som nr. 13 og ligger stadig nr. 4 sammenlagt 24 sekunder efter den italienske verdensmester i enkeltstart Filippo Ganna (Ineos Grenadiers).
Badminton. Viktor Axelsen indledte German Open med at vinde 21-11, 21-14 over tyskeren Max Weisskirchen i løbet af 22 minutter. Anders Antonsen har trukket sig fra turneringen, hvor japaneren Kento Momota er seedet 2 efter Axelsen, der møder franskmanden Toma Junior Popov i anden runde.
Fodbold. Frank Arnesen har forlænget sin kontrakt som teknisk direktør i Feyenoord til sommeren 2023. 65-årige Arnesen har været tilknyttet den hollandske klub siden januar 2020.
Paralympisk. Adam Nybo, som er alene om at repræsentere de danske farver ved de paralympiske vinterlege i Beijing, er testet negativ for coronavirus tre gange i træk. Dermed er den danske skiløber omsider klar til at rejse til Kina, efter at han i sidste uge blev ramt af coronavirus og missede åbningsceremonien i fredags. Han venter nu på, at de sidste formaliteter kommer på plads, og at han får grønt lys til at flyve til Beijing.
Fodbold. Superligaklubben AaB har fået sin nye cheftræner på plads fem måneder før aftalt. Lars Friis tiltræder således allerede onsdag i den nordjyske klub. Den tidligere Viborg-træner havde oprindelig skrevet en kontrakt med AaB, der gjaldt fra 1. august. »Af forskellige årsager har der været tale om et lidt langstrakt forløb, men nu er vi nået frem til en aftale, som alle parter er tilfredse med«, siger AaB’s sportschef, Inge André Olsen, i en pressemeddelelse. »Som tidligere nævnt får vi med Lars Friis et stærkt lederskab og en person med gode menneskelige egenskaber og værdier, og så er Lars fodboldfagligt særdeles kompetent, hvilket inkluderer dyb indsigt i talentudvikling og en fodboldfilosofi, der matcher vores, og at Lars kan tiltræde nu, er naturligvis den mest optimale løsning for os«, siger Inge André Olsen.
Fodbold. Brøndby-backen Kevin Mensah er for anden gang i karrieren blevet ramt af en slem korsbåndsskade, som giver ham en lang pause. Mensah måtte udgå af weekendens opgør mod Silkeborg, og en skanning har nu afsløret, at han har overrevet korsbåndet i højre knæ. Det oplyser fodboldklubben på sin hjemmeside. Det er anden gang i karrieren, at den uheldige back, der tidligere spillede angriber, river korsbåndet over i højre knæ.
Brøndbys Kevin Mensah blev skadet og derefter båret fra banen, da hans hold spillede i Silkeborg i Superligaen.
»Vi frygtede det værste, da fysserne fik kigget på Kevins knæ i Silkeborg, og desværre er de bange anelser blevet bekræftet«, siger Brøndbys fodbolddirektør, Carsten V. Jensen, til brondby.com. »Det er en rigtig skidt situation for Kevin, og nu består vores arbejde i at hjælpe ham bedst muligt igennem skadeforløbet og tilbage på banen. Det gælder for både sundhedsstaben, trænerteamet og Kevins holdkammerater, og det er en opgave, vi alle er klar til«.
Den 30-årige back har været fast inventar på Brøndby-holdet i denne sæson, og cheftræner Niels Frederiksen ærgrer sig ikke kun på den uheldige spillers vegne, men også på holdets vegne. »Kevin er en vigtig spiller for os både på og uden for banen. Derfor er det et hårdt slag for klubben og holdet, men selvfølgelig størst for Kevin selv«, siger Frederiksen til klubbens hjemmeside.
Fodbold. Noget tyder på, at Paris Saint-Germain-stjernen Kylian Mbappé er sluppet billigt fra et mindre uheld under mandagens træning i den franske hovedstad. I hvert fald er Mbappé med i den 24-mandstrup, som træner Mauricio Pochettino har udtaget til onsdagens returkamp mod Real Madrid i Champions Leagues ottendedelsfinaler. »Kylian Mbappé fik et slag på sin venstre fod ved træningen i går (mandag, red.) og har siden fået behandling. Den første lægeundersøgelse var betryggende, og yderligere vurderinger vil blive foretaget i dag«, skriver pariserklubben på sin hjemmeside. Mbappé tiltvang sig en hovedrolle i det første opgør mellem de to storklubber på Parc des Princes 15. februar. Med en soloaktion i kampens tillægstid sikrede den franske verdensmester PSG en 1-0-sejr, der giver holdet et fornuftigt udgangspunkt før returkampen i Madrid.
AGF-cheftræner David Nielsen forsøgte mandag aften som sædvanlig at varme publikum op, men entusiasmen holdt ikke hele vejen gennem opgøret mod FC Nordsjælland i Superligaen.
Fodbold. Efter 2-3-kampen mod FC Nordsjælland mandag aften kalder AGF-cheftræner David Nielsen det for en »katastrofe«, at holdet ikke når målsætningen om top-6, men han mener også, at det ikke burde komme som nogen overraskelse. »Man kan sagtens kalde det for en katastrofe, hvis ikke vi når det (top-6, red.), men vi har ikke følt, at vi har kunnet nå det i rigtig lang tid. Vi har troet på det, men efterhånden som pointene er faldet, så har vi jo godt kunnet se, at det ville blive svært. Jeg ved ikke, om det kommer som en kæmpe overraskelse, at det ligner, at vi ikke når top-6. Jeg synes ikke, at vi ligner et hold, der har været helt gode nok undervejs«, siger David Nielsen ifølge Ritzau. Forventningerne til AGF var store før indeværende sæson, efter at klubben i de seneste to sæsoner har nået henholdsvis en tredjeplads og en fjerdeplads i Superligaen.
NFL. Lønfesten i den amerikanske football-liga kan efter en pause genoptages. Coronapandemien fik NFL til at slå bremserne i lønloftets himmelflugt i 2021, hvor det blev sænket fra 198,2 millioner dollar per hold (1,3 milliarder kroner) til 182,5 millioner dollar (1,2 milliarder kroner). Men nu har lønloftet igen fået et gedigent spark opad til den kommende 2022-sæson. Det oplyser NFL på sin hjemmeside. For første gang runder det tilladte lønforbrug per hold 200 millioner dollar. Faktisk stiger lønloftet til 208,2 millioner dollar. Det svarer til næsten 1,4 milliarder kroner. Det er en stigning på omkring 200 millioner kroner fra 2021-sæsonen for hvert enkelt hold. Til sammenligning var loftet i 2013 på omtrent 820 millioner kroner. Lønbudgettet kan dog stadig ikke matche de største europæiske fodboldklubber. En klub som Real Madrid bruger ifølge flere medier i omegnen af 1,8 milliarder kroner årligt på lønninger. Kansas City Chiefs’ quarterback Patrick Mahomes er den bedst betalte i ligaen med en årlig løncheck på 45 millioner dollar. Det svarer til omkring 300 millioner kroner.
Fodbold. Anders Dreyer og Oliver Abildgaard skal kunne komme ud af Rusland omgående. Sådan lyder meldingen fra de danske spilleres fagforening, Spillerforeningen, i kølvandet på Fifa’s beslutning om, at udlændinge kan suspendere deres kontrakt med russiske og ukrainske klubber. Retten bliver effektueret fra og med 10. marts, hvis ikke spillere og klubber forinden er blevet enige om en anden aftale. Det betyder, at de berørte spillere potentielt først vil være fri til at rejse ud af Rusland fredag 11. marts, og det er for længe at vente, mener Spillerforeningens direktør, Michael Sahl Hansen.
»Det giver ingen mening fra et spillerperspektiv, at spillerne skal vente til 11. marts, hvis de ønsker at komme ud nu og her. Transportmulighederne ud af Rusland indskrænkes dag for dag, og derfor mener vi, at spillerne skulle have mulighed for at rejse straks uden forudgående aftale. Der kan komme et voldsomt stort pres på spillerne i de kommende dage, hvis der er klubber, der vil forsøge at modarbejde en suspendering af kontrakter«, siger Michael Sahl Hansen i en pressemeddelelse.
Fodbold. Krisen kradser gevaldigt i Premier League-klubben Everton, der er kommet i alvorlig nedrykningsfare. Managerskiftet til Frank Lampard i slutningen af januar har ikke været en succes, og mandag aften kom sæsonens foreløbige lavpunkt så for klubben. På udebane tabte Everton 0-5 til Tottenham, og det kunne såmænd sagtens være gået værre. Tottenhams spillere var nemlig i hopla og styrede kampen fra start til slut med stribevis af chancer. Undervejs scorede Harry Kane to gange, så han nu er noteret for 176 mål i Premier League. Dermed overhalede han Arsenal-legenden Thierry Henry på alletiders topscorerliste i Premier League. Kun fem spillere har scoret flere mål end Harry Kane i den stærke liga. Den danske landsholdsspiller Pierre-Emile Højbjerg spillede hele kampen for Tottenham. Selv om han ikke var direkte involveret i sit holds fem fuldtræffere, var hans utrættelige arbejdsindsats på midtbanen med til at sørge for Tottenhams nok bedste præstation i sæsonen.
Fodbold. FC Nordsjælland-træner Flemming Pedersen har på intet tidspunkt været nervøs for, at hans mandskab kunne rykke ud af Superligaen, selv om klubben frem til mandag aften ikke havde vundet i Superligaen siden august. Den statistik lavede en 3-2-sejr ude over AGF om på. Dermed har FC Nordsjælland nu 7 point ned til nedrykningsstregen inden sæsonens sidste 12 spillerunder. »Jeg har aldrig været bekymret for nedrykning, og jeg er heller ikke bange for det, men jeg har altid haft respekt for det. Det skal man som klub altid have, når man er en del af nedrykningsspillet, og det skal vi jo være for første gang efter den nye struktur. Det tager vi selvfølgelig konstruktivt og kigger det i øjnene. Sådan er det. Men vi vil forsøge at holde fast i os selv«, siger Flemming Pedersen.
Atletik. Armand Duplantis har gjort det igen. Mandag aften hævede den svenske stjernestangspringer barren med en enkelt centimeter og slettede for anden gang sin egen verdensrekord. Rekorden står nu på 6,19 meter. Alligevel er Duplantis ikke færdig med rekorderne. Han kan efter eget udsagn gøre det endnu bedre, når VM i indendørsatletik løber af stablen senere i marts. »Jeg tror ikke, at det her er det højeste, jeg nogensinde kommer til at springe. Jeg tror, der er meget mere på vej«, siger atleten ifølge Ritzau. Det var til et stævne i den serbiske hovedstad, Beograd, at Armand Duplantis på sit tredje forsøg clearede barren og kunne fejre endnu en verdensrekord. »Ved en højde på 6,19 meter ... Det kræver perfektion«, siger han efter den imponerende bedrift. »Alle beregningerne skal være helt præcise. Så jeg knækkede kun lige koden i det sidste forsøg, og så var jeg endelig i stand til at komme over den«.
Tennis. De mandlige spilleres internationale organisation, ATP, har lagt endnu en straf oven i hatten til Alexander Zverev, som i februar i raseri gjorde udfald mod en dommers stol til en ATP-turnering i Mexico. Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa. Zverev blev kort efter udfaldet diskvalificeret fra turneringen og idømt en bøde på 40.000 dollar. Han fik også frataget præmiepenge for cirka 30.000 dollar. De to beløb svarer samlet til cirka 465.000 kroner. Og hvis ikke Zverev kan holde sig inden for retningslinjerne, kan han se frem til yderligere straf. ATP skriver tirsdag, at Zverev får en betinget straf på yderligere 25.000 dollar – cirka 167.000 kroner – og udelukkelse fra ATP-turneringer i otte uger. Straffen er betinget og bliver altså kun taget i brug, hvis Zverev inden for en prøveperiode forbryder sig mod ATP’s regler igen. Prøveperioden løber frem til 22. februar 2023, hvilket vil være præcis et år siden, at Zverev gjorde udfald mod dommerens stol.