Fodbold. I en time var Paris Saint-Germain på vej i kvartfinalen i Champions League. Med en 1-0-føring i ryggen fra sidst i 1. halvleg kontrollerede franskmændene returopgøret mod Real Madrid inden det hele smuldrede og spanierne indledte et flot comeback og nu er blandt de otte sidste hold i den fineste europæiske klubturnering efter en sejr på 3-1 og samlet gevinst på 3-2. Real Madrid var ellers bagud 1-0 efter den første kamp og skulle derfor naturligvis frem på banen i forsøget på at udligne PSG’s føring. Det spanske hold pressede da også på i de første 10-12 minutter, men det ebbede langsomt ud, og det franske hold var hele tiden farligt med Kylian Mbappé lurende på en kontrachance. Real fik en advarsel, da den franske stjerne scorede, men fik målet annulleret for offside. I det 39. minut var den der så til gengæld, da Neymar sendte Mbappé af sted i venstre side, og den lynhurtige angriber sendte med et tørt hug bolden i nettet i det korte hjørne.
Det franske storhold havde efter pausen flere muligheder, og igen fik Mbappé en scoring underkendt. Bedst som Real lignede et hold, der ikke havde de store ideer og dermedmed muligheder for at komme tilbage i kampen, faldt udligningen på et drop af målmand Donnarumma. I stedet for at sparke bolden langt væk, lod han sig overrumple af Karim Benzema, der endte med at sætte målet til 1-1 ind. Udligningen satte gang i hjemmeholdet, der nu troede på et godt resultat, og i det 76. minut bragte Benzema Real foran 2-1 efter en fremragende frispilning af Luka Modric.
To minutter senere eksploderede Estadio Santiago Bernabeu, da Karim Benzema fuldbyrdede sit hattrick og sendte PSG på knockoutens rand. Sitautionen så ud til at være afværget, da PSG-anfører Marquinhos fik skærmet Vinicius Junior af, men i stedet for at cleare bolden, sendte PSG-spilleren bolden ind foran mål, hvor Benzema kom styrtende og resolut sendte bolden i nettet.
På få minutter var kampen vendt på hovedet efter at PSG havde haft fuldstændig styr på begivenhederne. Men så mistede de fuldstændig overblikket og blev løbet over ende af Real Madrid.
I aftenens anden kamp spillede Sporting og Manchester City 0-0, og da det engelske hold havde vundet den første kamp 5-0, var der ingen tvivl om kvartfinalen.
Motorsport. Kevin Magnussen får comeback i motorsporten formel 1-klasse hos sit tidligere hold, Haas. Det bekræfter det amerikanske hold på sin twitter-profil. Pladsen hos Haas blev ledigt, da holdet forleden fyrede russeren Nikita Mazepin, og af en pressemeddelelse fremgår det, at den 29-årige dansker har underskrevet en flereårig kontrakt med sit tidligere hold. Kevin Magnussen kørte i perioden 2017-2020 for Haas, men han måtte før 2021-sæsonen vige sit sæde - ikke på grund af sine evner bag rattet, men fordi Haas havde brug for nogle pengestærke kørere.
Kevin Magnussen debuterede i formel 1 i 2014 for McLaren, men blev efter en enkelt sæson vraget. I 2016 fik danskeren kontrakt med Renault og skiftede så til Haas. I alt er han noteret for 119 grandprixer og en enkelt podieplads. Det var andenpladsen i debuten i det australske grandprix i 2014. I de seneste dage har Haas arbejdet på at få Magnussen fri af hans kontraktlige forpligtelser med henholdsvis Peugeot (VM for sportsvogne) og Chip Ganassi Racing (amerikansk sportsvognsmesterskab), og det lykkedes.
»Jeg var selvfølgelig overrasket, men også begejstret over at blive ringet op af Haas. Jeg kiggede egentlig i en anden retning for 2022, men muligheden for at vende tilbage og køre formel 1 og det med et hold, jeg kender ekstremt godt var simpelthen for et attraktivt et tilbud«, siger Kevin Magnussen i en pressemeddelelse.
Danskeren fortæller desuden, at han efter sin afsked med Haas i 2020 havde gjort op med sig selv, at han nu ville forfølge andre mål udenfor formel 1.
»Når alt det er sagt, så var jeg ikke i tvivl, da jeg fik opkaldet, og det skyldes nogle helt klare ting. Jeg har været hos Haas F1 Team stort set siden teamet blev grundlagt. Jeg ser holdet som min anden familie, og mine bedste oplevelser i Formel 1 har været sammen med dét team. Samtidig ser jeg også nye muligheder med de nye biler. De nye biler kan være løsningen på de vanskeligheder, som har præget teamet de seneste sæsoner. Jeg håber og tror på, at vi sammen kan finde dét, som skal til for at få holdet tilbage, hvor det hører til«, siger danskeren i en pressemeddelelse.
Formel 1-feltet tester i weekenden i Bahrain, og her møder Kevin Magnussen op for at køre bilen i lighed med sin nye teamkollega Mick Schumacher og reservekører Pietro Fittipaldi. Formel 1-sæsonen starter 20. marts med grandprixet i Bahrain.
Håndbold. Med en sejr på 31-25 over Zagreb vandt Aalborg holdet Champions League-gruppe foran det tyske storhold THW Kiel. Aalborg var allerede inden kampen sikker på andenpladsen og dermed direkte avancement til kvartfinalen. Svenske Felix Clar blev topscorer med 7 mål. I kvartfinalen skal nordjyderne møde enten Vardar fra Nordmakedonien eller ungarske Veszprem.
Fodbold. Jesper Lindstrøm bidrog med en assist, da hans klub Eintracht Frankfurt ude besejrede Real Betis 2-1 i den første ottendedelsfinale i Europa League. Den danske landsholdsspiller lagde op til sejrsmålet i 1. halvleg, hvor han afleverede til en helt fri Daichi Kamada. I Porto vandt Lyon 1-0 i en anden ottendedelsfinale, og der er returkampe torsdag i næste uge.
Håndbold. Den tidligere landsholdsmålvogter Rikke Poulsen tager endnu en sæson i Team Esbjerg. Hun havde ellers bebudet sin afsked med ophåndbold efter denne sæson, men har ladet sig overtale til endnu en tørn hos vestjyderne.
Basketball. Bakken Bears vandt hjemme i Vejlby-Risskov Hallen det første kvartfinaleopgør i Fiba Europa Cup over CSM Oradea fra Rumænien 84-82. Egentlig var det slet ikke meningen, at Bakken skulle spille flere europæiske kampe i indeværende sæson, men det ændrede Ruslands invasion af Ukraine på. Den russiske klub Avtodor Saratov blev smidt ud af turneringen efter ellers at have vundet den gruppe, hvor Bakken måtte nøjes med tredjepladsen. Der er returkamp onsdag i næste uge.
Håndbold. Både hos kvinderne og mændene er de direkte oprykkere fra 1. division nu klar. På kvindesiden vender Sønderjyske tilbage til landets bedste række efter seks års fravær. Oprykningen blev sikret med en overbevisende sejr i topkampen mod TMS Ringsted. I egen hal vandt sønderjyderne med 28-22 efter at have ført 18-6 ved pausen. Hos mændene bliver oprykkeren HC Midtjylland, som ikke længere kan hentes i toppen af rækken, selv om der mangler fire spillerunder.
Fodbold. OB-træneren Andreas Alm må overlade sit hold til assistenterne i de to sidste runder af Superligaens grundspil. Svenskeren har fået to spilledages karantæne efter sit røde kort i søndagens kamp mod Sønderjyske. Det fremgår af en kendelse fra Fodboldens Disciplinærinstans. Alm får blandt andet straffen for at »hoppe meget provokerende og usportsligt«. Alm fik et kvarter inde i 2. halvleg af 2-2-mødet først en advarsel af dommer Aydin Uslu for at have overfuset en linjedommer, hvorefter hopperiet begyndte og førte til endnu en advarsel og dermed marchordre. Udvisning giver normalt en spilledags karantæne, mens Alm har fået en tillægsstraf. »Fodboldens Disciplinærinstans har vurderet strafværdigheden af episoden og har på den baggrund fastsat sanktionen til en tillægsstraf på 19 karantænepoint, svarende til en spilledags karantæne«.
Andreas Alm forstod efter sidste fløjt i søndags ikke udvisningen. »Jeg ved ikke, hvorfor jeg fik rødt kort. Dommeren kom ud til mig og sagde, at jeg fik gult kort for at reagere på situationen«, forklarede han til Ritzau og tilføjede: »Så hoppede jeg tre gange på stedet i ren frustration, og dermed fik jeg det andet gule kort, og jeg fik ikke lov at spørge ind til det«.
Cykling. For anden dag i træk sluttede etapen i Tirreno-Adriatico, og på de 170 km fra Murlo til Terni skød den 27-årige australier Caleb Ewan (Lotto Soudal) uimodståeligt frem på de sidste meter til sæsonens tredje sejr og den første i det italienske etapeløb med klar afstand til franskmanden Arnaud Démare (Groupama-FDJ) og hollænderen Olav Kooij (Jumbo-Visma) på de næste pladser. Sammenlagt fører italieneren Filippo Ganna (Ineos Grenadiers) fortsat 11 sekunder foran belgieren Remco Evenepoel (Quick-Step Alpha Vinyl), mens den slovenske Tour de France-konge Tadej Pogacar (UAE Team Emirates) nu er 14 sekunder bagud efter at have sikret sig 3 sekunder i en bonusspurt. Højst overraskende forsøgte Pogacar umiddelbart efter et angreb sammen med sin spanske holdkammerat Marc Soler, den franske verdensmester Julian Alaphilippe (Quick-Step Alpha Vinyl) og briten Tao Geoghegan Hart (Ineos Grenadiers), men kvartetten blev hentet efter en halv snes km i front. Kasper Asgreen er bedste dansker sammenlagt som nr. 4 med et minus på 24 sekunder.
Håndbold. Ukraines håndboldherrer har trukket sig fra kvalifikationen frem mod næste års VM-slutrunde. Det meddelte landets håndboldforbund onsdag. Ruslands invasion af Ukraine gør det umuligt at gennemføre ukrainernes kommende kvalifikationskampe mod Finland 16. og 20. marts. Dermed går Finland direkte videre til den afgørende runde om en VM-billet, når finnerne i april skal møde Kroatien.
Cykling. Efter at være henvist til tredjepladsen, da Mads Pedersen (Trek-Segafredo) sejrede på 3. etape i Paris-Nice, tog den belgiske superstjerne Wout van Aert (Jumbo-Visma) grundigt revanche på onsdagens 13,4 km lange enkeltstart. På en dag, da Jumbo-Visma atter demonstrerede overbevisende styrke, var den 27-årige van Aert hurtigst med 16.20 minutter, hvilket var henholdsvis 2 og 6 sekunder hurtigere end de to holdkammerater sloveneren Primoz Roglic og australieren Rohan Dennis. Van Aert overtog den gule førertrøje fra en fjerde Jumbo-Visma-rytter franskmanden Christophe Laporte, og belgieren har nu 6 sekunder ned til Roglic, mens Laporte på tredjepladsen er 28 sekunder bagud. Mads Pedersen og Søren Kragh Andersen (Team DSM) blev nr. 9 og 16 på enkeltstarten slået med 25 og 41 sekunder, og de ligger nu nr. 6 og 10 sammenlagt 53 sekunder og 1.19 minut bagud.
Fodbold. Kriseramte Esbjerg fB skal for anden gang i denne sæson have ny træner. I kølvandet på nederlaget til Vendsyssel i søndags er Roland Vrabec blevet fyret. Tyskeren afløste i sensommeren sin skandaliserede landsmand Peter Hyballa, der måtte forlade klubben voldsom kritik fra spillertruppen. Esbjerg er med to kampe tilbage i grundspillet i 1. division fire point efter HB Køge, som sidder på den sidste plads i top-6 og dermed adgang til slutspillet om oprykning til Superligaen. »Det er aldrig et sundhedstegn, når et samarbejde skal afbrydes før tid, men vi har analyseret vores sportslige situation, som er meget alvorlig, grundigt, og på den baggrund er vi nået frem til denne beslutning. Vi takker i den forbindelse Roland Vrabec for sit arbejde for EfB«, siger adm. direktør Jens Hammer Sørensen. Assistent Michael Kryger og det øvrige trænerteam overtager nu ansvaret.
Fodbold. 12 minutter har Martin Braithwaite spillet den seneste halvanden måned for FC Barcelona og i weekenden var han helt ude af truppen. Men nu er han tilbage til Barcelonas Europa League-kamp hjemme mod tyrkiske Galatasaray torsdag. Muligheden for spilletid er kærkommen: I næste uge udtager Kasper Hjulmand årets første landsholdstrup.
Tennis. Mens Holger Rune mangler en enkelt sejr i kvalifikationen for at komme ind i hovedturneringen i Indian Wells, viser mændenes lodtrækning, at ranglistens nr. 1, russiske Daniil Medvedev, og den spanske veteran Rafael Nadal, ubesejret i år, atter er på kollisionskurs. De kan eventuelt mødes i semifinalen, mens den anden lodtrækningshalvdel fortsat præges af usikkerhed, da 2. seedede Novak Djokovic risikerer at blive afvist af de amerikanske myndigheder på grund af manglende covid 19-vaccination.
Holger Rune slog amerikanske Mitchell Krueger i 1. runde kvalifikationen i Indian Wells med 6-4, 3-6, 6-3 i en kamp, der varede knap to timer. Onsdag aften klokken 23.00 skal han møde amerikaneren Stefan Kozlov i kvalifikationens 2. runde.
Fodbold. Russiske tv-seere må efter den engelske Premier Leagues opsigelse af aftalen om transmissionsrettigheder formentlig også vinke farvel til kampe fra den tyske Bundesliga. Tv-stationen ARD oplyser således, at der i Tyskland er enighed om at stoppe billedstrømmen til Rusland, og tyskerne mener at have fundet en juridisk smutvej ud af aftalen med Match TV, som har rettighederne i Rusland. Under weekendens transmissioner fra Bundesligaen var farverne i et ligalogo ændret til Ukraines nationalfarver blå og gul, men logoet blev bortcensureret på russisk tv.
Ishockey. Det danske kvindelandshold, der for nylig deltog ved OL i Beijing, skal have ny træner. Svenskeren Peter Elander får ikke forlænget sin kontrakt, som udløb 1. marts. VM på hjemmebane i august bliver således med en ny træner. »Min kontrakt udløber, og den bliver ikke forlænget. Det er Danmarks Ishockey Unions beslutning, og den accepterer jeg. Der er ingen ’hard feelings’«, siger 62-årige Peter Elander til Ritzau.
Fodbold. Efter at cheftræner Markus Gisdol grundet krigen i Ukraine er rejst hjem, er Marvin Compper steget i graderne i russiske Lokomotiv Moskva. Og Marvin Compper har ikke tænkt sig at benytte den nye særregel, som giver spillere og trænere ret til at rejse ud af Rusland uden at begå kontraktbrud. »Vi tiltrådte her i oktober 2021 for at skabe en forandring. Vi har givet hele klubben en filosofi fra top til bund. Jeg føler et ansvar for det og over for de mennesker, der har givet os den tillid«, siger 36-årige Marvin Compper ifølge dpa til Sport Bild. Omkostningsfri er beslutningen dog ikke. Compper fortæller, at både han og hans hustru bliver svinet til på sociale medier. »Det er ærgerligt og gør da ondt«, siger han.
Basketball. NBA-spilleren Kyrie Irving fra Brooklyn Nets er ikke vaccineret mod covid-19 og er derfor ikke velkommen på sin egen hjemmebane i New York. Han tryller til gengæld når holdet spiller på de udebaner, hvor der ikke er restriktioner. Natten til onsdag dansk tid leverede den 29-årige et onemanshow, da Brooklyn Nets på udebane i North Carolina vandt 132-121 over Charlotte Hornets. Den træfsikre guard scorede 50 point. »Det var mesterklasse. Unge spillere bør se denne kamp, og lære hvad der skal til for at score på dette niveau«, siger holdkammeraten Kevin Durant ifølge nba.com.
Tennis. Topseedede Barbora Krejcikova har meldt afbud til Indian Wells-turneringen og erstattes i lodtrækningen af franske Alizé Cornet. Clara Tauson er allerede videre til 2. runde, da hun som 29. seedet i sin første Indian Wells-optræden sidder over 1. runde. Danskerens modstander i 2. runde bliver enten USA’s Sofia Kenin eller brasilianske Beatriz Haddad Maia. Til gengæld kan tilskuerne til 1. runde glæde sig over, at USA’s Sloane Stephens møder den japanske stjerne Naomi Osaka.
Tennis. Ukraineren Sergiy Stakhovsky, der indstillede karrieren efter årets Australian Open, var på ferie, da han hørte om Ruslands invasion af sit hjemland. Det fik ham til at se verden på en anden måde, og den tidligere tennisprofil er nu rejst hjem til Ukraine for at melde sig som reserve til de væbnede styrker.
Tennis. De internationale organisationer WTA, ATP og ITF samt de fire grand slam-turneringer Australian Open, French Open, Wimbledon og US Open donerer tilsammen 700.000 dollar til humanitært hjælpearbejde i Ukraine. Det har de meddelt op til starten af den store amerikanske forårsbebuder Indian Wells i den californiske ørken. Men der er endnu ikke taget beslutning om at udelukke russiske og belarusiske spillere fra de internationale turneringer. Sammen med den efterfølgende turnering Miami Open kaldes Indian Wells for sæsonens ’Sunshine Swing’.
Fodbold. Den mexicanske klub Querétaro skal spille sine hjemmekampe uden tilskuere det næste år, og ejerne er blevet beordret til at sælge klubben. Det skriver nyhedsbureauet AFP ifølge Ritzau. Klubben straffes af Mexicos Fodboldforbund, efter at kampen mellem Querétaro og Atlas udviklede sig voldeligt på lægterne natten til søndag dansk tid. Sammenstød blandt tilskuere fra de to hold resulterede i, at 26 personer blev såret.
Fodbold. 1-7! Salzburg-danskeren Rasmus Nissen Kristensen siger efter lussingen mod Bayern München i Champions League, at det tyske mesterhold er i en klasse for sig. »I dag mødte vi en modstander, der var på et helt andet niveau. Vi havde nogle chancer, men hvis man ikke scorer på dem alle, så får man det svært«, siger Rasmus Nissen Kristensen til Sky Austria ifølge uefa.com. »Vi gav alt ude på banen, men det var bare ikke nok. Resultatet havde ikke noget med attitude, fokus eller taktik at gøre. Bayern var bare bedre i alle aspekter, det er forklaringen«, tilføjer backen efter opgøret, hvor Maurits Kjærgaard, der fik reduceret for Red Bull Salzburg i anden halvleg.