0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er gemt Du har ulæste artikler blandt dine gemte artikler
David Klein/Ritzau Scanpix
Foto: David Klein/Ritzau Scanpix

Chelsea og Andreas Christensen skal i aktion i aften i Premier League mod Norwich.

Chelsea-manageren har en sidste appel til Andreas Christensen

De seneste nyheder fra sportens verden.

Fodbold. Flere spanske medier har de senere dage skrevet, at den danske Chelsea-spiller Andreas Christensen er nået til enighed med FC Barcelona om et transferfrit skifte fra Chelsea til sommer. Manageren i Chelsea, Thomas Tuchel, advarer danskeren om at tage det skridt. »Min klare anbefaling er, at han ikke tager herfra, før han er færdig her. Og det er han helt klart ikke. Ser man på de makkere, han har ved siden af sig nu, den status han har, og den alder han har, må man sige: Dette er hans øjeblik. Og jeg forstår ikke, hvis han smutter lige præcis nu«, siger Tuchel ifølge Ritzau til The Guardian og tilføjer: »Men selvfølgelig, hvis du gerne vil have en ny udfordring i en anden liga og måske også have flere penge, er der altid muligheder, hvis du er en spiller i den absolutte top«.

Baseball. Spillerne i de amerikanske baseballklubber kan nu vende tilbage til træningsbanen. Efter tre måneder i lockout er de således blevet enige med den amerikanske baseball-liga Major League Baseball (MLB) om en overenskomst. Det skriver ligaen på sin hjemmeside ifølge Ritzau. Aftalen betyder, at sæsonen skydes i gang 7. april. Den nye overenskomst gælder for de kommende fem år, og den kommer blandt andet til at sikre spillerne højere minimumslønninger.

Golf. Nanna Koerstz Madsen kom torsdag godt fra start i turneringen Honda LPGA Thailand. Her sluttede hun dagen som delt femmer efter 18 huller i syv slag under par. Hun er dermed to slag efter den førende trio, som består af Nasa Hataoka, Esther Henseleit og Su-Hyun Oh. Emily Pedersen er også med i turneringen i Thailand. Hun ligger nummer 42 i to slag under par.

Cykling. For tredje gang i denne sæson og for femte i karrieren kunne den 23-årige amerikaner Brandon McNulty (UAE Team Emirates) på den 188,8 km lange 5. etape i Paris-Nice fra Saint-Just Saint-Rambert til Saint-Sauveur de Montagut krydse målstregen som vinder. Og som ved de to foregående lejligheder i år nåede han til vejs ende efter et imponerende soloudbrud på knap 40 km med 1.58 minut ned til franskmanden Franck Bonnamour (B&B Hotels) og amerikaneren Matteo Jorgenson (Movistar). Sloveneren Primoz Roglic (UAE Team Emirates) noteredes som nr. 23 i en gruppe på 15 ryttere, der satte 5.43 minutter til, men det rakte til, at han overtog førertrøjen, eftersom den tidligere indehaver, slovenerens belgiske holdkammerat Wout van Aert, hurtigt forsvandt ud af billedet. Tættest på Roglic er nu englænderen Simon Yates (Team BikeExchange) og franskmanden Pierre Latour (TotalEnergies) henholdsvis 39 og 41 sekunder efter. Søren Kragh Andersen (Team DSM) er nr. 7 sammenlagt 1.26 minut bagude, mens Mads Pedersen (Trek-Segafredo) dumpede ned som nr. 22 med et minus på 7.08.

Fodbold. Paris SG hænger med mulen efter et Karim Benzema-show, der forvandlede en PSG-føring til en Real Madrid-sejr på 3-1 i 1/8-finalereturkampen i Champions League onsdag aften. Sportsdirektør Leonardo var sikker på, at PSG ville gå videre, da holdet førte 1-0 ved pausen mod Real Madrid. »I pausen var vi overbeviste om, at vi var det bedste hold, og at vi ville gå videre med et hold, der kunne vinde turneringen. Når den slags ting sker, må vi tænke over dem og spekulere over, hvorfor de sker, men det har vi brug for tid til«, siger han ifølge uefa.com og tilføjer at PSG-keeper Gianluigi Donnarummas brøler forud for udligningen blev afgørende. »Det var et stort slag. Det første mål ændrede alt. Vi mistede os selv lidt, og det forandrede Real Madrid. Det var det afgørende øjeblik. Vi må acceptere vores fejl og vores manglende evne til at håndtere svære situationer«, siger Leonardo.

Motorsport. Mindre end 12 timer efter kontrakten med Haas blev offentliggjort, var Kevin Magnussen nåede frem til formel 1-kørernes testkørsler i Bahrain. Her ses danskeren i samtale med Red Bull-køreren Sergio Perez. Magnussen skal efter planen testkøre Haas-raceren første gang fredag.

Hasan Bratic/Ritzau Scanpix
Foto: Hasan Bratic/Ritzau Scanpix

Fodbold. Det er ikke kun det sportslige, der er problemer med i 1. divisionsklubben Esbjerg fB. Onsdag fyrede vestjyderne en træner for anden gang i indeværende sæson, og torsdag kom så et regnskab, der viser et særdeles stort underskud. 12,2 millioner kroner lyder underskuddet for regnskabsåret 2021. Esbjerg-direktør Jens Hammer Sørensen forklarer til klubbens hjemmeside, at de røde tal skyldes coronapandemien og en manglende oprykning til Superligaen sidste sommer. »Et negativt årsresultat er aldrig tilfredsstillende, men det var forventet med henblik på det år, vi var igennem«, siger han, mens klubformand Michael Kalt siger, at klubben befinder sig i »en omstillingsperiode, hvor det handler om at skabe en bæredygtig forretningsmodel«. Efter to nederlag i forårets første kampe er Esbjerg stort set ude af spillet om oprykning til Superligaen.

Rugby. Georgien har kvalificeret sig til næste års VM i Frankrig, efter arrangørerne har justeret kvalifikationen oven på udelukkelsen af Rusland og Belarus pga. krigen i Ukraine. Ruslands tre resterende kampe i de europæiske mesterskaber er blevet annulleret, og Holland, Portugal samt Georgien har dermed alle fået 4 point til regnskabet. Det har sendt Georgien forrest, mens Spanien, Portugal og Rumænien stadig har en chance for en VM-billet.

Para-OL. Danmarks eneste deltager i Beijing, sitskiløberen Adam Nybo, har efter en overstået omgang corona fået indrejsetilladelse til Kina. Det skriver Ritzau. Han rejser torsdag og ankommer fredag morgen dansk tid i Beijing. Nybo skal i aktion i slalom på para-OL’s sidste konkurrencedag søndag.

Fodbold. B1903-formanden Benny Olsen forfremmes fra næstformand til formand for DBU’s landsholdskomité, hvor han afløser Preben Elkjær, som trak sig tilbage tidligere på året. »Vi kender Benny Olsen fra komitéen og fra hans store arbejde på bestyrelsesgangen i dansk fodbold gennem årtier«, siger DBU’s administrerende direktør, Jakob Jensen, til unionens hjemmeside.

Tennis. Holger Rune er klar til hovedturneringen i ørkenklassikeren i Indian Wells i Californien. Natten til torsdag besejrede den 18-årige dansker amerikaneren Stefan Rozlov 6-4, 6-2 i en kamp, som ifølge Ritzau så langt mere lige ud, end den burde have været, i de indledende faser. »Fantastisk sejr over en svær modstander i dag«, skriver Holger Rune om kampen på sin Instagram-profil. Holger Rune skal fredag møde franske Ugo Humbert, som ligger nummer 42 på verdensranglisten i 1. runde. Holger Rune ligger selv nummer 86. I damesingle er Clara Tauson videre til 2. runde på en fribillet. Første opgave i Indian Wells bliver brasilianeren Beatriz Haddad Maia, som er nr. 69 på ranglisten, hvor Tauson er nr. 39.

Tennis. Helt som ventet har serberen Novak Djokovic, der ikke er vaccineret mod covid-19, ikke fået indrejsetilladelse i USA. Han kommer dermed ikke til at deltage i turneringen Indian Wells, hvor hans navn ellers figurerede i lodtrækningen. »Jeg var automatisk med i lodtrækningen til Indian Wells og Miami Open, selv om det var usandsynligt, at jeg kunne få lov til at rejse. Nu har myndighederne bekræftet, at indrejserestriktionerne ikke ændrer sig, så jeg vil ikke være i stand til at spille i USA«, meddeler Djokovic på Twitter.

Håndbold. Aalborgs mænd sejrede også i sidste runde af Champions League-gruppespillet og sluttede efter 31-25-gevinsten mod Zagreb dermed øverst i tabellen. Henrik Møllgaard udstikker nu retning for resten af den europæiske sæson. »Drømmen er at vinde Champions League, og med de præstationer vi har lavet de seneste sæsoner, lægger vi lag på lag«, siger Møllgaard til Ritzau. Nordmakedonske Vardar eller ungarske Veszprém bliver nordjydernes modstander i kvartfinalen i maj. Der er Final4 i juni.

Fodbold. Fire af otte hold i de kommende Champions League-kvartfinaler vil være hold fra Premeir League. Det vurderer Manchester City-manager Pep Guardiola efter at City via 0-0 mod Sporting fulgte med Liverpool til næste runde af knockoutfasen. »Flere store hold er allerede ude. Vi må se, hvad der sker, men det ligner allerede, at fire engelske hold kan blive blandt de sidste otte«, siger Guardiola og bakker dermed op om Manchester United og Chelsea inden deres kampe i næste uge mod Atletico Madrid og Lille. Om udsigten til at kunne møde et andet Premier League-hold i kvartfinalen siger Guardiola, at det ikke er noget, han frygter. »Det vil i så fald blive svært for os, men det vil det også for dem eller for modstandere fra andre lande. Vi er blandt de otte bedste hold i Europa, og vi vil forberede os godt. Næste fredag ser vi lodtrækningen og gør os klar. Det er en ære bare at være med i den«, siger spanieren.

Læs mere:

Annonce