For to år siden slukkede stadionprojektørerne, og idrætshallerne blev låst. Pandemien tog batteriet ud af sportsverdenen, og alverdens fans måtte bytte søndage med fællessang på tribunerne ud med isolation og endeløse tv-serier.
Men mens de gammeldags sportsgrene – og deres fans – led under nedlukningerne, fik den digitale tidsalders idræt for alvor luft under vingerne. E-sportens globale popularitet var allerede kraftigt stigende. Det seneste årti så man ’Counter-Strike’-hold rykke ind i store arenaer med vilde lysshows og tusindvis af fans. Men da virussen umuliggjorde den slags, rykkede spillere og fans bare hjem i stuerne og mødtes online i stedet. Og her kom der endnu flere fans til.




























